Pole til Graff, United Autosports og Spirit of Race

Enzo Guibbert og Graff #39 tog Pole Position i LMP2 klassen ved 2. afdeling af ELMS på Monza i Italien.

DragonSpeed #21 med Nicolas Lapierre var næsthurtigste bil, mens G-Drive Racing #22 med Ryo Hirakawa var 3. hurtigst. De mesterskabsførende United Autosports #32 starter som nummer 4.

High Class Racing #49 havde Dennis Andersen i bilen for at give ham lidt mere køretid i bilen, men selvom Anders Fjordbach er hurtigste mand i bilen, lykkedes det alligevel Andersen at kvalificere bilen på en fin 9. plads, blot 1,3 sekund fra Pole Position.

Graff #39
Photo: JJ Media

LMP3 bilerne havde en helt fantastisk kvalifikation, hvor placeringerne skiftede hurtigere end kommentatorerne kunne nå at læse navnene. United Autosports #3 og Wayne Boyd var hurtigste bil efterfulgt af M.Racing – YMR #19 Ricky Capo blot 0,048 sekund bagved. Ultimate #17 med Matthieu Lahaye fik 3. pladsen, mens mesterskabsførende United Autosports #2 med Sean Rayhall tog 4. pladsen. Top 13 var adskilt af mindre end 1 sekund, og kun Eurointernational #12 som havde en tur gennem gruset, stak for alvor ud fra mængden. RLR MSport #15 med Morten Dons havde holdkammeraten Alex Kapadia bag rattet, og det lykkedes englænderen at køre en 11. plads hjem – men mindre end 0,9 sekund fra Pole Position.

United Autosports #3
Photo: JJ Media

Spirit of Race Ferrari #55 med Matt Griffin tog Pole Position i GTE klassen, med Larbre Competition Corvette #50 og Fernando Rees bag rattet snuppede 2. pladsen foran Proton Competition Porsche #77 kørt af Matteo Cairoli. Nicki Thiim fik den mesterskabsførende TF Sport Aston Martin #90 på 4. pladsen.

Spirit of Race #55
Photo: JJ Media

Så lidt som en kuriositet, så starter alle de 3 mesterskabsførende biler fra 4. startposition, når løbet starter i morgen eftermiddag klokken 13.30 og kan følges live på www.europeanlemansseries.com/en/live.

Relaterede nyheder