Toyota Gazoo Racing sætter ny kvalifikationsrekord i 2. kvalifikation

Toyota Gazoo Racing satte en ny kvalifikationsrekord, da 2. kvalifikation blev kørt her til aften.

Kamui Kobayashi i Toyota Gazoo TS050 #7 kørte 3;14,791, hvilket er en gennemsnitshastighed på 251,882 km/t. Det er højeste gennemsnitshastighed nogensinde på Le Mans, hvilket slår den gamle rekord fra 1985 – altså før der kom chikaner på Mulsanne langsiden.

Porsche forbedrede også deres tider, og ligger nu 2’er og 3’er.

Toyota #8 måtte i gang med at skifte motor allerede kort inde i kvalifikationen, da den havde problemer med olietrykket. De fik dog bilen klar igen, inden afslutningen af kvalifikationen.

Toyota Gazoo Racing #7
Photo: JJ Media

Den blev for øvrigt forlænget, da Eurasia Motorsport #33 ramte autoværnet hårdt lige efter den første chikane. Det betød at der var rødt flag i næsten 1 time, for at få det repareret, så banen var sikker at køre på. Teamet er nu i gang med at få bilen repareret – hvis den kan repareres. Den havde meget store skader på fronten, så måske skal der en ny bil til, hvis der er nogle vigtige monteringspunkter som er ødelagte. Held i uheld, så er det en Ligier JSP217, hvilket betyder at den er lavet blot få hundrede meter fra banen selv. Så der er ikke noget problem med at få reservedele, uanset hvad der skal bruges.

CEFC Manor TRS Racing #25 satte ny hurtigste tid i LMP2 klassen, men havde efterfølgende en de tekniske problemer, hvor den stoppede på banen flere gange. Den kom dog selv tilbage til pitten, så den var altså ikke løbet tør for benzin.

JMW Ferrari #84 & TF Sport Aston Martin #90
Photo: JJ Media

Aston Martin Racing #97 overtog bedste tid fra AMR #95, som dog også blev slået af AF Corse Ferrari #51. Porsche #92 med Michael Christensen satte ny bedste tid for den bil, hvilket rakte til 5. hurtigste tid af alle i GTE Pro.

JMW Ferrari #84 kørte hurtigste tid i GTE Am, som nu ligger foran TF Sport Aston Martin #90 og AMR #98.

Kort tid før afslutning af kvalifikationen kørte Panis Barthez Competition #23 af på ved ned mod Tertre Rouge, hvor den kom ud i græsset og Timothy Buret prøvede at korrigere. I stedet sendte det bilen hårdt i autoværnet, inden at skøjtede ned i gruset. Det sendte 2. røde flag ud, for at få bilen fjernet.

Related posts