Vaillante Rebellion #13 diskvalificeret fra Le Mans

Vaillante Rebellion #13 er blevet diskvalificeret fra 24 timers løbet på Le Mans.

Det engelsk/schweiziske privathold i LMP2 klassen lå løbet igennem og kæmpede med søsterbilen #31 og Jackie Chan DC Racing #38 omkring føringen i klassen. Søndag morgen ved 8 tiden overtog David Heinemeier Hansson bilen fra Nelson Piquet Jr, og her viste de første tekniske problemer på bilen sig. Heinemeier Hansson kunne pludselig ikke starte bilen efter pitstoppet, og det kostede små 5 minutter i pitten, inden at teamet fik banket lidt på startermotoren, så bilen kunne starte igen.

Det samme problem kom igen senere i løbet da Mathias Beche kommer i bilen, og her løftede teamet motorhjelmen af bilen, bankede på startermotoren, bilen startede, og så satte de motorhjelmen på igen. Ingen mekanikere må dog røre bilen mens motoren er i gang, så det fik teamet en Stop&GO straf for.

Da problemet vendte tilbage, havde teamet dog en løsning. En ny motorhjelm, hvor der var boret et lille hul i, så de kunne få en lang stang ind og slå på startermotoren, når den ikke ville starte – vel og mærke uden at fjerne motorhjelmen.

Ved løbets sidste pitstop var en mekaniker ved at sætte et stykke tape over hullet, men bilen blev vinket afsted inden at han nåede at gøre det.

Vaillante Rebellion #13
Photo: JJ Media

Efter målflaget kommer bilen i Parc Ferme, hvorefter at ingen må røre bilen mere.

En mekaniker fra teamet har dog noget tape med ind i Parc Ferme og begynder at tape hullet til. Det ser en af de tekniske kontrollanter fra ACO/FIA og beordrer ham til at stoppe med det med det samme, hvilket mekanikeren så også gør. Men det er stadig en ulovlig indgriben på en bil i Parc Ferme.

Derfor bliver episoden indberettet til dommerne, og teamchef Bart Hayden bliver kaldt op til dem for at forklare sig omkring modifikationen, samt mekanikerens handling.

Dommerne bestemmer sig for at det er en ulovlig modifikation af bilens motorhjelm, som ikke stammer fra mekanisk slid eller skader fra et uheld + at der har været indgriben fra en mekaniker i Parc Ferme. Så bilen bliver diskvalificeret fra løbet, og ydermere bliver teamet faktisk indberettet til deres nationale motorsportsforbund med henblik på evt. yderligere straf, for ikke at have handlet i sportens ånd. Den sidste del kommer der nødvendigvis ikke mere ud af – men det hele 2 Le Mans pokaler, som teamet går glip af – for ikke at tale om de 36 point til kørernes- og teammesterskabet som forsvinder.

Så istedet for at være med helt oppe hvor gassen brænder, indtager Piquet, Beche og Heinemeier Hansson nu blot 10. pladsen i LMP2 mesterskabet, hele 76 point fra de førende Jackie Chan DC Racing #38 kørere.

Vaillante Rebellion holdkammeraterne i #31 ligger dog 2’er i mesterskabet, men er 38 bagved de førende.

Der er dog stadig 150 point at køre om, så meget kan nå at ske endnu. Men realistisk set, er løbet for minimum #13 kørt, hvad angår en titel i LMP2 mesterskabet i år – men en pokal er stadig muligt.

Relaterede nyheder