Ferrari vinder VLN3

Det blev til første Ferrari sejr i VLN siden 2011, da den 3. afdeling af mesterskabet blev kørt tidligere i dag, under navnet 59. ADAC ACAS H&R-Cup.

Wochenspiegel Team Monschau #22 vandt i en Ferrari 488 GT3 med Georg Weiss, Oliver Kainz og Jochen Krumbach bag rattet, og tog den blot 2. sejr for Ferrari i VLN historien. Den første blev kørt hjem i 2011 af Farnbacher Racing i en Ferrari F458 Italia, som teamet brugte til både VLN løb samt Le Mans Series løb i GTE udgaven. Mellem løbene byggede de så bilen om, så den overholdte de forskellige reglementer.

Wochenspiegel Team Monschau #22 var også toneangivende ved 24 timers løbet på Nürburgring for 1 måned siden, hvor de satte hurtigste tid i kvalifikationen, mens de måtte nøjes med 4. start position efter Super Pole. I løbet var de dog langt fra toppen.

Løbet blev en kamp mellem #22 og Manthey Racing Porsche #12. Det var dog den anden Manthey Racing Porsche #59 som havde startet løbet fra Pole Position sluttede 4’er, efter også at være blevet overhalet af Land Motorsport Audi #28.

Renault R.S.0.1 kørt af Dieter Schmidtmann og Heiko Hammel var også med i toppen gennem en stor del af løbet. Faktisk krydsede den målstregen som 3’er, på trods af en tidligere Stop&Go straf. De fik dog efterfølgende en 45 sekunders tidsstraf, hvor grunden i skrivende stund ikke er offentliggjort fra arrangørernes side. Måske har de ikke taget deres Stop&Go straf, hvilket måske kunne svare til de 45 sekunders straf. Men faktum er at de faldt fra 3. til 7. pladsen i klassementet.

Wochenspiegel Team Monschau, Ferrari 488 GT3
Photo: Jan Brucke/VLN

Løbet blev kørt i strålende solskin, men som altid leverer Nordschleife noget dramatik. Første dramatiske højdepunkt var da FK Performance Gbr #667 BMW M235i Racing Cup raceren bankede i autoværnet mod slutningen af Döttinger Höhe, hvor bliver kører med tophastighed. Det kostede en længerevarende reparation af autoværnet, som dog blev klaret under en lokal Code-60.

Omkring Kesselchen var der et større uheld ca halvanden time inde i løbet, hvor 3 biler var involveret. Car Collection Motorsport #34, www.clickvers.de TEAM #69 og Bonk Motorsport KG #810 måtte alle udgå på stedet med store materielle skader, men heldigvis uden personskade.

Derudover var der masser andre småuheld hist og pist – men som altid er det svært at følge alting over den godt 20 kilometer lange bane, som ved VLN løbene langt fra er dækket af kameraer hele vejen rundt.

Henrik Bollerslev og Frederik Nymark deltes om Team Securtal Sorg Rennsport #693, hvilket var en BMW M235i Racing Cup, hvor de sluttede på 8. pladsen i klassen. Ingen andre danskere var til start.

Næste VLN løb køres om 2 uger, hvor det igen er et 4 timers løb, som skal køres.

Relaterede nyheder