159 biler til VLN6

Der er hele 159 biler tilmeldt VLN6, som køres på lørdag på den traditionsrige Nordschleife.

17 biler er tilmeldt SP9 klassen, hvor GT3 bilerne deltager, og den klasse som oftest leverer den generelle vinder af løbet. Ferrari er tilbage på startlisten, men denne gang bliver det med Octane 126 AG teamet fra Schweiz, hvor Björn Grossmann og Alexander Müller er de to kørere. Falken Motorsports kommer kun med deres Porsche, som var på podiet sidste gang, mens Walkenhorst Motorsport kommer med i alt 3 BMW’er – 2 M6’ere og en Z4. Manthey Racing og Frikadelli Racing Team står for yderligere 5 Porsche 911 GT3 R racere, mens Black Falcon vender tilbage i feltet med en Mercedes-AMG GT3, ligesom Haribo Racing Team Mercedes – AMG også gør.

Som noget nyt starter Mücke Motorsport også løbet med en Mercedes. Det er faktisk første gang at teamet stiller til start i VLN, hvor de ellers traditionelt set har fokuseret mere på DTM og ADAC GT Masters. Christian Hohenadel og Edoardo Mortara er de to chauffører på bilen.

Isert Motorsport KTM X-Bow GT4
Photo: Jan Brucke/VLN

De 3 Audi R8 LMS biler starter for hvert deres hold. Car Collection Motorsport og Montaplast by Land Motorsport kommer med en hver, mens Phoenix Racing også har fået deres støvet af igen. På den officielle deltager liste står der kun Frank Stippler ud for Phoenix bilen, men Nicolaj Møller Madsen har selv sendt en pressemeddelelse ud, hvor han siger at han skal køre sammen med Stippler. Der har dog været er sag om evt. frakendelse af kørekortet grundet en fartoverskridelse for Møller Madsen, så det kan være at teamet stadig afventer, om han reelt har en racerlicens at køre med i weekenden eller ej.

Mikkel Jensen bliver den anden dansker i feltet denne weekend, da han igen starter for Team Securtal Sorg Rennsport #693 sammen med Beitske Visser og Dennis Marschall. Forhåbentlig har trioen mere held denne gang, da de udgik efter en kollision under det kraftige regnvejr.

Mercedes kommer igen med deres nye GT4 bil, der igen skal deltage i SPX klassen, da bilen endnu ikke er homologeret. En anden bil, som heller ikke er homologeret endnu er den nye 2018 udgave af BMW M6 GT3. Det bliver Schnitzer Motorsport der skal give debut til bilen, som grundlæggende er den samme som den nuværende, dog med opdateret aerodynamik og andre smådetaljer.

‘Dieter Schmidtmann’ Renault R.S.01
Photo: Jan Brucke/VLN

Der kommer også en enkelt Renault R.S.01 i SPX klassen, som skal køres af Heiko Hammel samt Frederik Nymarks holdkammerat fra sidste løb hos Schubert Motorsport, Felipe Fernandez Laser. Hverken Nymark eller Schubert deltager ved dette løb – Nymark har travlt på Padborg Park i DST klassen. Denne Renault er den eneste der kan udfordre SP9 bilerne, og den har tidligere snust rundt omkring de generelle podiepladser.

Blandt udsædvanlige biler, som man ikke er så vandt til at se i racerløb, er der også 4 KTM X-Bow GT4 biler med i løbet, foruden en KIA Cee’d GT/R – og selvfølgelig er Opel Manta’en også med i løbet, inklusiv den obligatoriske rævehale i antennen.

Løbet starter på lørdag klokken 12.00.

Relaterede nyheder