Regnen udeblev i Mexico

6 timers løbet i Mexico var den 5. afdeling af dette års FIA World Endurance Championship, og mens vejret optil weekend havde været alt andet end perfekt, viste vejret sig fra sin positive side – i hvert fald da løbet skulle starte.

Siden kvalifikationen lørdag, var der blot sket en ændring. David Heinemeier Hansson havde kørt 1 km/t for hurtig i pitten under kvalifikationen, og fik derfor sløjfet alle hans tider. Derved skulle Vaillante Rebellion #13 starte løbet fra allersidste position.

Starten på løbet forløb perfekt, hvor alle 26 biler kom fint af sted.

Vaillante Rebellion #31 tog føringen i LMP2 klassen på anden omgang, da Bruno Senna udbremsede Nico Lapierre i Signatech Alpine Matmut #36 på vej ind i sving et.

Ford Chip Ganassi Team UK #66 havde en tur henover græsset på anden omgang, men kom tilbage på rette position igen.

Pedro Lamy i AMR #98 dykkede forbi Christian Ried i Dempsey-Proton Racing Porsche #77, og den tidligere Formel 1 kører trak hurtigt fra den erfarende, men ikke helt så hurtige sølvkører.

En anden kamp i GTE Am klassen var mellem Clearwater Racing #61 duellere med Spirit of Race #54, hvor sidstnævnte smuttede forbi i stadionsektionen, efter godt 20 minutter af løbet.

Vaillante Rebellion #31
Photo: JJ Media

Darren Turner i Aston Martin Racing #97 måtte køre i pit med bremseproblemer, som kostede dem 11 omgange, inden at bilen var køreklar igen.

Michael Christensen i Porsche #92 kom i kontakt med Clearwater Racing Ferrari #61, da han skulle forsøge at overhale den Singaporianske Ferrari. Christensen dykkede meget sent op på indersiden og endte med at spinde rundt på banen og faldt tilbage på 6. pladsen i GTE Pro klassen. Løbsledelsen valgte at give #61 en drive-through straf for kollisionen.

David Heinemeier Hansson i Vaillante Rebellion #13 udbremsede sig selv i sving 1, i en duel med CEFC Manor TRS Racing #24. Omgangen efter kom han forbi Matt Rao i Manor raceren.

50 minutter inde i løbet var AF Corse #71 og AMR #95 i tæt kamp omkring føringen i GTE Pro, hvor de to byttede pladser et par gange. Marco Sørensen lå helt oppe under bagvingen på Sam Bird.

En time inde i løbet lå de to Toyota Gazoo Racing side om side, hvor #7 gik forbi #8.

Ikke længe efter dykkede AMR #95 indenom AF Corse Ferrari #71, men kort tid efter tabte AMR føringen til Ferrari igen.

Dempsey-Proton Racing #77
Photo: JJ Media

Toyota #8 måtte helt op at stå på bremsen, da TDS Racing #28 skulle overhales med en omgang. Emmanuel Collard drejede ind i svinget som normalt, mens Sebastien Buemi måtte undvige. Det gav en advarsel til #28.

Der var drama små to timer inde i løbet da den mesterskabsførende i LMP2 klassen, Jackie Chan DC Racing #38 fik koblingsproblemer. De kunne ikke komme i gang igen efter deres andet pitstop. Inden at de kom tilbage på banen, havde de tabt 8 omgange til den førende Vaillante Rebellion #31.

De to CEFC Manor TRS Racing biler havde en duel omkring 6. pladsen i LMP2 klassen – en duel som Jean-Eric Vergne i #24 vandt over Roberto Gonzalez i #25.

Med lidt over 2 timer kørt, brød der en krig ud mellem Signatech Alpine Matmut #36 og G-Drive Racing #26. Gustavo Menezes i #36 forsvarede sig med næb og kør, og brugte efterhånden mere asfalt udenfor stregerne end indenfor stregerne. Han blev også fortalt af løbsledelsen at han skulle give pladsen tilbage til #26, hvilket han også gjorde – hvorefter han så var tæt på at køre de to Toyota’er af. Ikke de bedste 2 minutter i Menezes’ karriere.

Porsche #1 lavede en fejl under deres 2. pitstop, hvor de havde kørt for hurtigt i pitten. Dermed fik de en drive-through straf, hvilket blot kostede dem tidsafstand til den førende #2, men stadig foran Toyota’erne.

AMR #97 fortsatte med at have problemer med bremserne, og var derfor inde og ude af pitten i alt 3 ekstra gange i løbet af de første 2½ time af løbet.

Porsche #2
Photo: JJ Media

Der var stort drama i GTE Pro efter to en halv time. AF Corse Ferrari #51 med James Calado og Ford Chip Ganassi Team UK #66 med Olivier Pla kollidere ude på banen, hvilket gav en knækket fælg på #51 og et knækket hjulophæng på #66. De to biler kom dog tilbage til pitten og fik skaderne udbedret, inden at de kunne komme tilbage på banen igen. Løbsledelsen valgte at give #66 en drive-through straf for kontakten, og for at komme tilbage på banen på en usikker måde. Den straf blev fulgt op af endnu en drive-through straf, fordi at de heller ikke kørte korrekt ind i pitten, men i stedet kørte den forkerte vej rundt om keglen ved pitindkørslen.

Knapt halvvejs i 6 timers løbet overhalede Matteo Cairoli i Dempsey-Proton Racing #77 canadieren Paul Dalla Lana i AMR #98, og tog derfor føringen i GTE Am klassen.

Jean-Eric Vergne i #24 snuppede 2. pladsen i LMP2 fra Roman Rusinov i #26, da de to biler bliver overhalet med en omgang af Porsche #2. To omgange efter kørte Andre Negrao i #36 også forbi russeren. Imens kørte Julien Canal i #31 bare og hyggede sig ude i front, med næsten 40 sekunders forspring, efter godt 3 timers løb.

Mens der ikke var meget ræs mellem Porsche og Toyota i LMP1, kørte de to Toyota’er hårdt men fair ræs mod hinanden. Jose Maria Lopez #7 kom forbi Kazuki Nakajima i #8.

Der var drama i AF Corse Ferrari lejren. Efter Alessandro Pier Guidi overlod #51 til James Calado, kunne englænderen ikke få bilen til at køre i andet end 1. gear. Derfor måtte han køre en hel omgang i nødprogram, inden at teamet fik løst problemet efter endnu et pitstop.

Efter 4 timers racerløb og 3 pitstop, sneg Aston Martin Racing #95 sig i front af GTE Pro klassen igen, da AF Corse Ferrari #71 var en anelse langsommere i forbindelse med deres pitstop. Herefter kunne Nicki Thiim opbygge et pænt hul til Davide Rigon.

Med halvanden time af løbet tilbage, overhalede CEFC Manor TRS Racing #24 den anden ORECA 07 – Gibson Vaillante Rebellion #31 i kampen om førstepladsen. Det var første gang siden starten af løbet, at #31 ikke indtog føringen.

Næsten samme tid dykkede Nelson Piquet Jr i Vaillante Rebellion #13 forbi Pierre Thiriet i G-Drive Racing #26, hvilket var kampen om 4. pladsen i LMP2 klassen.

Ingen af de to Vaillante Rebellion biler kunne dog vide sig sikre, da de to konkurrenter stadig lå meget tæt på.

AF Corse #71
Photo: JJ Media

Der var en kortvarig Full Course Yellow da en Baseball var trillet ud midt på banen. Det udnyttede løbsledelsen til at få den og andre småstumper rundt på banen fjernet.

Med en time tilbage af løbet, var der endnu en kortvarig FCY periode for at samle nogle småstumper fra Clearwater Racing Ferrari #61. Disse smådele var fra kontakten med Porsche #92 tidligere i løbet, hvorefter Ferrari’ens front havde drysset lidt dele ud på banen.

Vaillante Rebellion #31 havde et lille solospin i P2, inden at Jackie Chan DC Racing #37 med Alex Brundle ombord spandt efter let kontakt under et overhalingsforsøg på Nelson Piquet Jr i #13.

Matteo Cairoli i Dempsey-Proton Racing Porsche #77 havde allerede en pæn føring, men Paul Dalla Lana i AMR #98 fik en drive-through straf for at have kørt for hurtigt i pitten. Forspringet til Nick Foster i Gulf Racing UK #86 var dog så stort, at der ikke var fare for andenpladsen i klassen.

Med 45 minutter tilbage af løbet blev det annonceret at AF Corse Ferrari #71 havde en 10 sekunders straf i forbindelse med deres næste pitstop, da de havde kørt for hurtigt under en af FCY perioderne. Det var den førende GTE Pro bil på det tidspunkt med AMR #95 kun få sekunder bagefter. Derfor var sejren for alvor i fare for det røde team i #71.

De truende regnskyer holdt tætte, og gav derfor ikke ekstra spænding i løbet.

Derfor kunne Porsche #2 med Timo Bernhard, Earl Bamber og Brendon Hartley kørte først overmålstregen i LMP1 foran søsterbilen og med Toyota Gazoo Racing #8 foran #7.

Vaillante Rebellion #31 vandt LMP2 kategorien med Bruno Senna, Julien Canal og Nico Prost foran an Signatech Alpine Matmut #36 og CEFC Manor TRS Racing #24. Vaillante Rebellion #13 med David Heinemeier Hansson ombord sluttede løbet som 5’er i klassen. Det var den første sejr for Vaillante Rebellion teamet, efter deres skifte til LMP2 klassen i år.

Aston Martin Racing #95 med Nicki Thiim og Marco Sørensen vandt sæsonens første sejr i GTE Pro kategorien foran AF Corse Ferrari #71, efter deres tidsstraf og Porsche #91. Michael Christensen i Porsche #92 kom i mål på 5. pladsen.

For andet løb i træk vandt Dempsey-Proton Racing Porsche #77 med Matteo Cairoli, Marvin Dienst og Christian Ried GTE Am foran AMR #98 og Gulf Racing UK Porsche #86.

I kørermesterskabet i LMP1 fører Brendon Hartley, Earl Bamber og Timo Bernhard i Porsche #2 foran Kuzuki Nakajima, Anthony Davidson og Sebastien Buemi i Toyota Gazoo #8.

Aston Martin Racing #95
Photo: JJ Media

I LMP2 klassen fører Ho-Pin Tung, Oliver Jarvis og Thomas Laurent i Jackie Chan DC Racing #38 fortsat foran Vaillante Rebellion #31 med Bruno Senna, Julien Canal mens deres holdkammerat Nico Prost ligger alene på 3. pladsen, da han ikke deltog ved løbet på Nürburgring. David Heinemeier Hansson ligger desværre stadig udenfor top 10, da diskvalifikationen fra Le Mans kostede teamet dyrt i pointstillingen.

Andy Priaulx og Harry Tincknell i Ford Chip Ganassi Team UK #67 fører i GTE Pro klassen foran Fred Makowiecki og Richard Lietz i Porsche #91. Davide Rigon i AF Corse #71 ligger alene på 3. pladsen, med holdkammerat Sam Bird blot et halvt point bagved, da han også sprang over Nürburgring. Nicki Thiim og Marco Sørensen i AMR #95 ligger på 7. pladsen i mesterskabet, mens Michael Christensen og Kevin Estre i Porsche #92 ligger på en træls 11. plads.

Christian Ried, Marvin Dienst og Matteo Cairoli i Dempsey-Proton Racing Porsche #77 fører GTE Am klassen, med Mathias Lauda, Paul Dalla Lana og Pedro Lamy i AMR #98 og Keita Sawa, Matt Griffin og Weng Sun Mok i Clearwater Racing Ferrari #61. Mens disse tre hold ligge indenfor 16 point, er der hele 41 point ned til 4. pladsen.

Den næste afdeling af FIA WEC skal køres om 14 dage på COTA i Austin, Texas.

Relaterede nyheder