Tørvejrs søndag på Nürburgring

Den 14. afdeling af dette års DTM mesterskab blev kørt på Nürburgring, og modsat gårsdagens løb, der startede i regnvejr, blev til tør bane, hvorefter regnen startede og stoppede igen, var dagens løb helt tør.

Marco Wittmann startede fra Pole Position foran Paul Di Resta, Robert Wickens, Lucas Auer, Tom Blomqvist og Timo Glock. Man skulle helt ned på 11. pladsen for at finde bedste Audi i form af Jamie Green, mens mesterskabsførende Mattias Ekström startede P13. Audi var igen i dag 25 kg tungere end BMW og 10kg tungere end Mercedes, da DTM’s BOP ikke blev ændret fra i går til i dag på grund af ustabile vejrforhold i gårsdagens løb – noget som Audi Sport var meget meget sure over, og benyttede enhver mulighed i løbet af weekenden, til at fortælle alle omkring det.

Rene Rast startede løbet fra sidstepladsen, hvilket var 5 pladser længere tilbage end hans kvalifikationsresultat, da tyskeren fik hans 3. advarsel denne sæson i gårsdagens løb, og fik derved en placeringsstraf i dagens løb.

Paul Di Resta lavede den bedste start, og tog føringen ind i sving 1 foran Marco Wittmann, mens Lucas Auer kom op 3. pladsen. Timo Glock var en tur af banen i Mercedes Arena, men kom tilbage, men tabte 5 positioner.

Mike Rockenfeller og Rene Rast kørte i pit allerede efter første omgang. Rasts pitstop gik alt for langsomt, da teamet havde problemer med en hjulmøtrik. Omgangen efter kørte Maxime Martin og Edoardo Mortara i pit.

Timo Glock var hurtig til at vinde placeringer igen, og var tilbage i top 10 igen allerede efter 3 omgange.

Maxime Martin var kommet til at lave en tyvstart, og fik derved en drive-through straf.

Rockenfeller angreb Mortara og kom forbi Mercedes køreren på løbets 4. omgang.

Gårsdagens vinder Auer dummede sig på løbets 6. omgang, da han kom for hårdt på en curb og derved spandt rundt. Østrigeren faldt helt tilbage på 13. pladsen, hvilket var sidste mand, som ikke havde gennemført et pitstop. Det pitstop tog han to omgange senere, og faldt derved tilbage på 16. pladsen.

Marco Wittmann
Photo: JJ Media

Jamie Green og Maro Engel kom i kamp på 9. omgang, hvor Green kørte lidt bredt, og dermed smuttede Mattias Ekström også forbi Engel. Løbsledelsen valgte at give Green en advarsel for forseelsen.

15 minutter inde i løbet havde Marco Wittmann kørte sig op til Paul Di Resta igen, og satte skotten hårdt under pres over flere omgange, men kom ikke forbi i første omgang.

Rockenfeller havde godt med fart på, kravlede stille og roligt op blandt de kørere som havde været i pit.

På 15. omgang lykkedes det Wittmann at komme forbi Di Resta i sving 1, i en flot udbremsning, efter at han sugede sig op bag Di Resta ned af start-mål langsiden.

Det gik ikke godt for Paul Di Restas mekanikere ved pitstoppet, da de bøvlede med et af hjulene. Det kostede ham en position til både Augusto Farfus og Robert Wickens, inden at Tom Blomqvist også kom forbi senere på samme omgang.

Robert Wickens havde godt med fart på, og dykkede først forbi Augusto Farfus og to sving senere også Marco Wittmann, i kampen om den reelle føring.

Di Resta kom forbi Glock, mens den sidstnævnte forsøgte at komme tilbage, men kunne ikke følge med Mercedes køreren.

Bruno Spengler, Mattias Ekström, Jamie Green, Nico Müller og Loic Duval valgte at blive ude på banen i lang tid, og de to sidstnævnte kørere udviklede sig lidt til at være en prop i flasken for de andre kørere, som allerede havde været i pit. De nyere dæk gjorde dog at der ikke gik så længe, inden at konkurrenterne kom forbi – men det kostede dem alligevel lidt tid.

Da Bruno Spengler havde været inde til hans pitstop, kom han ud på 5. pladsen, men tabte hurtigt et par placeringer på grund af de kolde dæk. I DTM må man nemlig ikke bruge dækvarmere, men det er op til kørerne at få varme i dækkene.

Med godt 17 minutter tilbage af løbet angreb Marco Wittmann Mercedes køreren Robert Wickens, og brugte lidt spidse albuer i kampen, hvilken tyskeren fik en advarsel for.

Timo Glock kørte op i bagenden på Nico Müller i Veedol-S chikanen. Det gav skader på begge biler, og kort tid efter punkterede Müller på grund af kulfiberdele fra hans egen egen bil havde skåret hul i dækket. Dermed var han ude af pointene, inden at han senere måtte opgive at fuldføre løbet.

Efter at alle havde været i pit, lå Wickens foran Wittmann og Di Resta. Bedste Audi var Ekström på 10. pladsen – men vigtigst af alt, stadig foran Lucas Auer og Rene Rast, som er de nærmeste konkurrenter i mesterskabet. 10. pladsen var ikke nok for Ekström, og angreb og passerede Gary Paffett, hvorefter Green også fulgte med. Omgangen efter gik duoen også forbi Augusto Farfus, hvor der blev byttet lidt klistermærker, foruden Green kom forbi Ekström, og endda kunne trække fra svenskeren.

Robert Wickens
Photo: DTM.com

Med 6 minutter tilbage af løbet kom Paul Di Resta også forbi Marco Wittmann, som derefter fik Bruno Spengler op lige bagved sig. Holdkammeraten skulle dog ikke angribe Wittmann, som stod til et stort avancement i mesterskabet med dagens resultat.

På løbets næstsidste omgang forsøgte Gary Paffett at komme forbi Augusto Farfus. Samtidig kom Tom Blomqvist helt op i bagkofangeren på Paffett. Maxime Martin lå i deres slipstream, og kom til at puffe lidt til både Blomqvist og Paffett i sving et. Det kostede Blomqvist en placering, mens Paffett blev foran.

På løbets sidste omgang ville Maxime Martin forsøge at overhale Gary Paffett. Belgien forsøgte at bremse sig udenom i chikanen, men Paffett forsvarede sin position på inderbanen. Martin havde dog stadig forenden oppe på døren af Paffett, og endte med at sende Paffett ud i et spin henover græsset.

Robert Wickens kørte sejren i hus foran Paul Di Resta og Marco Wittmann. Derefter fulgte Bruno Spengler, Marco Engel , Jamie Green og Mattias Ekström.

Med dagens resultat fører Mattias Ekström stadig mesterskabet, og udbyggede endda føringen til Lucas Auer og Rene Rast på det efterfølgende pladser. Marco Wittmann hoppede op på 4. pladsen, foran Jamie Green, Mike Rockenfeller og Timo Glock.

Blandt konstruktørerne er Audi stadig i front, mens Mercedes i weekendens løb er hoppet op på 2. pladsen – især på grund af den totale Mercedes dominans i gårsdagens løb.

Audi Sport Team Rosberg fører fortsat Teammesterskabet, med Audi Sport Team Abt Sportsline 2’er og BMW Team RBM på 3. pladsen. De ligger dog på samme pointantal som Mercedes-AMG Motorsport me, og kun 2 point foran BWT Mercedes-AMG Motorsport.

Den næstsidste afdeling af dette års mesterskab køres om 2 uger på Red Bull Ring i Østrig. Til det løb får Audi lov til at smide 5 kg succesballast, mens Mercedes skal have 5 kg mere med i bilen. Derfor kan man roligt regne med, som minimum, at lørdag kommer til at stå i BMW’s tegn. De var også totalt dominerede på banen sidste år, hvor de havde 5 biler på de første 7 pladser i begge løb.

Relaterede nyheder