Første kørerskifte allerede annonceret

FIA Formula E Championship sæsonen er ikke engang kommet i gang endnu, men det er ikke nogen hindring for det første kørerskifte.

For et par uger siden blev startlisten for 2017/18 sæsonen offentliggjort af FIA, og her stod der Antonio Felix da Costa og Tom Blomqvist ud for MS&AD Andretti Formula E teamet. Teamet selv havde allerede på forhånd annonceret Felix da Costa, mens der ikke er kommet så meget som et Tweet fra dem omkring Blomqvist.

I dag har teamet så annonceret at Blomqvist ikke skal køre bilen – i hvert fald ikke i Hong Kong.

I en lidt kryptisk formuleret pressemeddelelse har teamet offentliggjort at Kamui Kobayashi bliver holdkammerat med Felix da Costa i den første løbsweekend, som skal køres i Hong Kong den 2. og 3. december. Der bliver hele tiden kun omtalt dette ene løb, og ikke noget med at han er kører for dem gennem Sæson 4. Tom Blomqvist bliver overhovedet ikke nævnt i pressemeddelelsen.

Kamui Kobayashi
Photo: MS&AD Andretti Formula E

Der har ikke været nogen asiatisk kører i Formel E siden Ma Qing Hua blevet fyret fra Techeetah teamet efter den 3. afdeling i 2016/17 sæsonen. I det hele taget er mesterskabet meget Europæisk domineret på kørersiden, hvor kun den forsvarende mester Lucas Di Grassi og den tidligere mester Nelson Piquet Jr. samt Newzealandske Mitch Evans ikke har et rødbedefarvet pas.

Kamui Kobayashi har kørt et utal af formelbiler, heriblandt også 76 Formel 1 løb, fordelt på 4 sæsoner for Caterham, Sauber F1 Team og Toyota. I 2013 kørte han FIA World Endurance Championship for AF Corse i GTE Pro, inden at Toyota Gazoo Racing hentede ham ind til deres LMP1 team i 2016. Han har kørt for holdet siden, og satte bl.a. en imponerende Pole Position tid på Le Mans i år.

Toyota har ikke nogen involvering i Formel E mesterskabet, men det er lidt interessant at Kobayashi nu optræder med et rundt BMW logo på brystet – især når nu selvsamme BMW starter i FIA WEC med deres nye BMW M8 GTE i den kommende sæson.

FIA Formula E Championship 2017/18 sæsonen starter om 2,5 uger i Hong Kong, med en dobbeltafdeling.

Relaterede nyheder