Kvalifikationen til morgendagens 6 timers løb i Bahrain blev kørt lige efter mørkets frembrud.
Først var der 20 minutter for GTE holdene.
Gulf Racing UK Porsche #86 kunne ikke deltage i kvalifikationen, da de havde haft brand i bilen under fredagens frie træning. Teamet havde dog travlt med at få bilen gjort klar til lørdagens løb.
Pedro Lamy i AMR #98 var på en flyvende første omgang, men smed det hele væk i allersidste sving, hvor han forbremsede sig. Tiden rakte dog stadig til en foreløbig andenplads i klassen bag Matteo Cairoli i Dempsey-Proton Racing Porsche #77.
Marco Sørensen i AMR #95 satte en rigtig hurtig tid, som konkurrenterne kunne forsøge at jagte. Michael Christensen var første mand i Porsche #92, men satte ikke ret konkurrencedygtige tider. Det lykkedes Davide Rigon i AF Corse #71 at sætte hurtigste tid i GTE Pro, mens AMR #97, Ford Chip Ganassi Team UK #67 og AF Corse #51 også sneg sig ind foran Sørensen i #95.
Stefan Mücke i Ford Chip Ganassi Team UK #66 fik ikke blot en tid, men begge hans flyvende omgange annulleret, da han var kørt for langt udenfor banen.
Kvalifikationen var dog ikke afgjort før at kører nummer to også havde været i bilen.
Det lykkedes Paul Dalla Lana at køre AMR #98 til Pole Position i GTE Am. Bag ham startede Clearwater Racing Ferrari #61, med Dempsey-Proton Racing Porsche #77 som 3’er.
Sam Bird i #71 fulgte op på Rigons gode omgang og snuppede Pole Position i GTE Pro klassen. Darren Turner og Jonny Adam i AMR #97 sikrede sig anden position, i den sidste weekend for den gamle version af Aston Martin Vantage V8 i GTE Pro mesterskabet, inden at den nye bil bliver offentliggjort på tirsdag. Ford Chip Ganassi Team UK #67 med Andy Priaulx og Harry Tincknell tog sig af 3. pladsen, inden at AF Corse #51 med James Calado og Alessandro Pier Guidi var 4’er. AMR #95 med Nicki Thiim og Marco Sørensen har kvalificeret sig som 5’er, mens Michael Christensen og Kevin Estre i #92 kun skal starte 7’er.
Bruno Senna var den første kører i Vaillante Rebellion #31 og satte hurtigste tid i LMP2 klassen, blandt de første kørere i bilen, men var dog tæt forfulgt af Jackie Chan DC Racing #38 og #37. Alle tre blev dog slået af Ben Hanley i CEFC Manor TRS Racing #24.
Porsche #2 var den første LMP1 bil til at sætte hurtigste tid. Porsche #1 var den næsthurtigste bil. Toyota var dog ikke helt enige i den stilling, så Mike Conway i Toyota Gazoo Racing #7 satte hurtigste tid mens Kazuki Nakajima i #8 hoppede ind med 3. hurtigste tid.
Neel Jani i Porsche #1 kørte den hurtigste omgang af alle i LMP1, og med Nick Tandys omgang, var det nok til at de kan starte morgendagens løb fra Pole Position. Toyota Gazoo Racing #7 med Jose Maria Lopez kvalificerede sig som 2’er, mens Porsche #2 med Timo Bernhard sikrede sig 3. startposition.
I LMP2 svingede tiderne frem og tilbage hele tiden, men det endte med at Signatech Alpine Matmut #36, kørt af Gustavo Menezes og Andre Negrao, der tog Pole Position foran Jackie Chan DC Racing #38 og Vaillante Rebellion #31. David Heinemeier Hansson i Vaillante Rebellion #13 fik blot bilen kørt ind på 8. startposition i LMP2 klassen.
Dermed er der lagt op til et utroligt spændende løb lørdag, når de sidste mesterskaber skal fordeles i FIA WEC.