Dragon Racing klar med deres to rookies

Dragon Racing har navnene klar på de to kørere, som de giver chancen i forbindelse med den kommende rookie test i Marrakesh, Marokko den 14. januar.

Det bliver tyske Maximilian Günther og Italienske Andrea Caldarelli der får mulighed for at teste Penske EV-2 raceren, dagen efter at sæsonens 3. afdeling af FIA Formula E Championship bliver kørt. Her overlader de to sædvanlige kørere, Neel Jani og Jerome D’Ambrosio bil #6 og #7 til de to unge kørere.

20 årige Günther kommer fra FIA European Formula 3 Championship, hvor han har kørt tre sæsoner, med senest en 2. og en 3. plads til følge i Mesterskabet. Inden da sluttede han 2’er i både Formel BMW samt 2 sæsoner af ADAC Formel Masters. Så han har endnu sit første mesterskab i formelbiler til gode, men har været snublende tæt på gennem 5 ud af de seneste 6 år. I 2016 blev han valgt som ADAC Junior-Motorsportler des Jahres. Derudover har han også været test- og reservekører for Mercedes i DTM, hvilket meget nemt kan ende med at blive et løbssæde i 2018, da Mercedes står og mangler mindst en kører efter Robert Wickens skiftede til IndyCar.

Dragon Racing 2017, Neel Jani & Jerome D’Ambrosio
Photo: LAT/Formula E

Caldarelli er 27 år gammel, men har allerede prøvet lidt af hvert i sin karriere. Han har været testkører for både Toyota og Ferrari i Formel 1, og han har kørt både GP2 og GP3, inden at han rykkede til Japan, for at deltage i Formula Nippon / Super Formula serien. Formelbilerne har han dog ikke haft det store held med, men fokus blev også hurtigt rettet mod Super GT klassen i Japan i stedet. Siden 2014 er han sluttet 2’er, 5’er, 2’er og 3’er i Mesterskabet for Lexus.

Alle Formel E holdene skal stille med 2 nye kørere, der ikke tidligere har kørt et Formel E løb, og Audi, Techeetah og Andretti holdene har også offentliggjort deres kørere, men vi venter på de resterende 6 hold.

Relaterede nyheder