Neel Jani stopper hos Dragon Racing

Schweiziske/indiske Neel Jani stopper med øjeblikkelig virkning hos Dragon Racing holdet i FIA Formula E Championship.

Den 34 årige kører oplyste selv om det via Twitter tidligere i dag, mens der ikke er kommet nogen officiel udmelding fra holdet.

Jani vandt 24 timers løbet i Le Mans for Porsche LMP1 holdet i 2016, og han snuppede senere på sæsonen også VM titlen for holdet.

Han bliver dog ikke lige arbejdsløs, da han skal køre for Rebellion Racing i FIA World Endurance Championship gennem 2018/19 sæsonen, og mon ikke også at Porsche har et par opgaver til ham med lidt show kørsel i deres nu pensionerede Porsche 919 Hybrid LMP1 racer. Han er i hvert fald stadig på lønningslisten hos Porsche.

Dragon Racing holdet har været igennem en omskiftelig periode på det seneste. Der var ellers masser af stabilitet i teamet siden midten af første sæson, hvor Loic Duval og Jerome D’Ambrosio var holdkammerater igennem to en halv sæsoner. Mike Conway havde et enkelt afløser job for Duval i Paris, da Duval havde et datosammenfald med DTM.

Duval var dog ikke længere at finde på holdkortet, da Sæson 4 gik i gang for en måned siden i Hong Kong, hvor Jani i stedet havde sædet ved siden af D’Ambrosio.

Teamet har også mistet deres titelsponsor fra 2016/17 sæsonen, Faraday Future, før sæsonstarten.

Neel Jani & Jerome D’Ambrosio
Photo: Malcolm Griffiths/LAT/Formula E

Det blev til en rigtig skidt start for holdet på 2017/18 sæsonen, hvor Jani var den sidste mand i mål begge dage, og D’Ambrosio også sluttede udenfor pointene begge dage.

Meldingen kommer blot halvanden uge før den 3. afdeling af sæsonen skal køres i Marrakesh, så teamet har travlt med at finde en ny kører til holdet. Det bliver sandsynligvis en kører som allerede tidligere har deltaget i serien, da en E-Licence, den elektriske pendant til Formel 1’s Super Licens, er et krav for at må køre et Formel E løb.

Teamet har allerede annonceret Maximilian Günther og Andrea Caldarelli til den rookie test som køres om søndagen i Marrakesh, men da ingen af dem aktuelt har en E-Licence, bliver det næppe en af dem, der bliver opgraderet til løbskører.

Vi vender tilbage, når der er nyt i sagen omkring kørervalget.

Related posts