Startgridden sat til sæsonstarten

Kvalifikationen til dette års Daytona 24 timers løb blev kørt her til aften dansk tid.

Først fik GTD bilerne 15 minutters kvalifikation.

Der er 21 biler med i løbet denne weekend, men kun 20 af bilerne var på banen, da P1 Motorsports Porsche #71 aldrig kom på banen grundet et teknisk problem.

Park Place Motorsports Porsche #73 fik en sivepunktering allerede på opvarmningsomgangen, hvilket betød at Tim Pappis måtte køre bilen i pit med det samme og ikke fik sat nogen tid.

Som altid var der kamp om de første pladser, hvor Ferrari bilerne lå hårdt ud med at ligge 1-2-3, inden at 3GT Racing Lexus bilerne gik til angreb.

Lamborghini’erne forsøgte også at blande sig i toppen, men det endte med at blive Spirit of Race Ferrari #51 med Daniel Serra, Pedro Lamy, Mathias Lauda, og Paul Dalla Lana der snuppede Pole Position, foran Risi Competizione Ferrari #82 med Miguel Molina, Ricardo Perez de Lara, Martin Fuentes, Matt Griffin og Santiago Creel. Mens Grasser Racing Team Lamborghini #11 med Mirko Bortolotti, Rolf Ineichen og Franck Perera og Rik Breukers skal starte 3’er i løbet.

David Heinemeier Hansson i 3GT Racing Lexus #15 skal starte løbet 4’er mens Christina Nielsen i Wright Motorsports Porsche #58 starter løbet som 9’er.

Spirit of Race Ferrari #51
Photo: Courtesy of IMSA / Jake Galstad, LAT Images

Herefter skulle GTLM klassen på banen til deres kvalifikation.

De 2 gule Corvette Racing biler var de første to over stregen og satte hurtigt nogle tider, som de andre kunne jagte.

Jan Magnussen i #3 satte hurtigste omgang af alle, men blev jagtet af både Porsche #911 og #912. Ford forsøgte også at blande sig men manglede lige den sidste tid til at kunne snuppe Pole Position.

Det blev Jan Magnussen, der sikrede sig karrierens første Pole Position på Daytona i GTLM klassen, så han sammen med Antonio Garcia og Mike Rockenfeller skal starte løbet fra første position i klassen. Joey Hand, Sebastien Bourdais og Dirk Müller i Ford Chip Ganassi Racing #66 var kun 0,019 sekund fra førstepladsen, men måtte tage til takke med andenpladsen, foran Porsche #912 med Laurens Vanthoor, Gianmaria Bruni og Earl Bamber.

Corvette Racing #3
Photo: Courtesy of IMSA / Jake Galstad, LAT Images

Alle 20 biler i Prototype klassen havde travlt med at komme på banen til deres 15 minutters kvalifikation. Faktisk havde Bruno Senna i United Autosports #32 lidt for travlt og kørte for hurtigt på vej ud af pitten. Det kostede ham en Drive-Through straf, inden at han kunne starte sin kvalifikation.

Nico Lapierre i Tequila Patron Extreme Speed Motorsport #22 lavede en fejl under nedbremsningen, til sving 5, og røg i dækbarrieren. Det resulterede i at forhjulsophænget blev beskadiget, så han måtte parkere bilen. Heldigvis kunne han sætte den, så kvalifikationen ikke måtte afbrydes.

Herefter brød der en krig af dimensioner ud imellem holdene. Tiderne svingede konstant mellem ORECA, Acura og Cadillac. Gennem flere minutter var der mindre end 0,1 sekund imellem 3 biler, af tre forskellige mærker!

På allersidste omgang snuppede Renger van der Zande i Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10 Pole Position med blot 0,007 sekund! Han starter dermed fra allerførste position sammen med Jordan Taylor og Ryan Hunter-Reay. Acura Team Penske #7 med Helio Castroneves, Ricky Taylor og Graham Rahal starter 2’er, mens Filipe Albuerquerque, Joao Barbosa og Christian Fittipaldi i Mustang Sampling Cadillac #5 starter løbet på tredje startposition.

Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10
Courtesy of IMSA /Richard Dole, LAT Images

De første 9 biler i Prototype klassen er blot 0,5 sekund fra hinanden, med Fernando Alonso i United Autosports Ligier #23 som sidste mand indenfor et sekund, i 13. position.

Hvis løbet bliver bare halvt så spændende som kvalifikation i dag, så bliver det helt fænomenalt 24 timers løb, som starter 20.40 dansk tid lørdag aften.

Relaterede nyheder