Mercedes har i dag offentliggjort at Maro Engel stopper i DTM serien.
Den 32 årige tysker har tidligere holdt en pause fra Deutsche Tourenwagen Masters, men han vendte i 2017 tilbage, som vi ved nu, kun for en enkelt sæson.
I stedet skal Engel fokusere på GT3 ræs for Mercedes-AMG samt ABB FIA Formula E Championship for Venturi holdet.
Det lykkedes ham at tage sin første DTM sejr i Moskva i 2017, men det ene løb gav næsten halvdelen af pointene i sæsonen. Indtil da var hans bedste løbsresultat i DTM serien en enkelt 6. plads på 5 sæsoner. Det skal så siges at han i de første 4 sæsoner, kørte i en af brugtvognene, som var et år ældre end mesterskabskandidaterne.
Lidt den samme tendens har vi set i Formel E, hvor han endnu mangler at få hans helt store gennembrud.
Men når vi snakker GT3, så vælter det ind med pokaler. Der drager han hele verden rundt og kommer ofte med som Mercedes-eksperten, når et af GT holdene, har manglet en super hurtig kører.
Mercedes annoncerede i sommeren 2017, at de i fremtiden vil fokusere på Formel E serien, og lukke deres DTM engagement efter 2018. Derfor bliver Engel et vigtigt kort i den satsning, når de kommer på banen i 2019/20 sæsonen. HWA har allerede øget deres engagement i Venturi Formel E holdet, så deres mekanikere også kan blive oplært i den elektriske teknologi.
I dagens pressemeddelelse blev datosammenfald mellem DTM og Formel E nævnt som årsagen til at Maro Engel ikke længere skal køre DTM. Det er endnu uvist hvilken situation at det sætter hans Venturi og Mercedes holdkammerat Edoardo Mortara i – her har Mercedes ikke meldt noget ud.
For snart 3 måneder siden blev det offentliggjort, at Robert Wickens forlod Mercedes-AMG DTM holdet til fordel for Verizon IndyCar Series, så Mercedes skal ud at finde mindst to nye kørere, inden at DTM sæsonen starter den 4.-6. maj på Hockenheim.