ELMS med flot deltagerliste – opdateret

European Le Mans Series har præsenteret deres deltagerliste til den kommende 2018 sæson.

Listen byder på rigtig mange gensyn, men også helt nye hold har taget springet ind i den europæiske sportsvognsserie.

41 biler har tilmeldt sig hele sæsonen, hvilket er en fremgang på 5 biler i forhold til 2017.

17 LMP2 biler, 18 LMP3 biler og 6 GTE biler udgør listen.

De forsvarende LMP2 mestre G-Drive Racing #26 er tilbage igen, men med en helt ny kørerlineup. Roman Rusinov får følgeskab af Matthieu Vaxiviere og Jean-Eric Vergne, mens holdet dobler op med en ekstra bil #40 med James Allen, Enzo Guibbert og Jose Gutierrez.

United Autosports fordobler LMP2 programmet, hvor Phil Hanson og Filipe Albuerquerque skal køre i bil #22 mens Will Owen og Hugo de Sadeleer skal køre #32.

High Class Racing kommer igen til start med Anders Fjordbach og Dennis Andersen, og de er et af de 4 hold, der kører med Dallara P217 – Gibson biler. ORECA har syv biler på banen, mens Ligier leverer til 6 hold.

Algarve Pro Racing stiller også til start med to biler. Mark Patterson og Ate De Jong skal køre i Ligier JSP217 – Gibson #25, mens Harrison Newey, Richard Bradley og Thomas Laurent bliver chaufførerne på en ORECA 07 – Gibson #31. Det er lidt utraditionelt at det samme LMP2 hold stiller til start med 2 forskellige chassiser, så det bliver spændende at følge igennem sæsonen.

AT Racing #9, DragonSpeed #21 & United Autosports #3
Photo: JJ Media

Kigger vi på LMP3 klassen, stiller de forsvarende mestre United Autosports igen til start med to biler – og med mestrene John Falb og Sean Rayhall i bil nummer 2, mens Tony Wells og Matt Bell skal køre i bil nummer 3.

M-Racing – YMR kommer igen med to biler, men ligesom Algarve Pro Racing, bliver det i to forskellige biler – henholdsvis en Ligier JS P3 – Nissan og en Norma M30 – Nissan.

Vi har også en dansker på startlisten i LMP3 – Christian Stubbe Olsen. Den 22 årige racerkører skal køre for Ecurie Ecosse / Nielsen #7, hvor han skal køre sammen med Colin Noble og Alex Kapadia. Nielsen navnet i teamnavnet har for øvrigt ikke nogen dansk relation.

LMP3 klassen er igen i år domineret af Ligier JS P3 biler, hvor kun 3 Norma M30 bryder mønstret.

I GTE klassen, ser vi mange kendte navne. JMW Motorsport Ferrari #66 vandt mesterskabet i 2017, og stiller til start igen i denne sæson, mens udfordrerne Spirit of Race Ferrari #55 og Proton Competition Porsche #77 igen er tilbage. Proton Competition kommer endda med to biler, og Ebimotors også har fået fingrene i en af de nyeste 2017 modeller.

Krohn Racing vender tilbage til ELMS serien, men denne gang bliver det i en Ferrari 488 GTE racer. Teamet har tidligere deltaget i LMP2 klassen i serien, men GTE bilerne passer bedre til Tracy Krohn, som igen igen får Nic Jönsson med – og Andrea Bertolini kommer med som 3. mand.

JMW Motorsport Ferrari #66 & RLR MSport #15
Photo: JJ Media

Der er et par ting, som springer i øjnene, når blikket falder på især GTE listen. Der er kun Ferrari og Porsche biler i klassen, og dermed ikke nogen Aston Martin, som vi ellers så fra både TF Sport og Beechdean AMR i 2017. Dem forventer vi dog at se i morgen, når FIA World Endurance Championship deltagerne bliver offentliggjorte.

Der er stadig ledige pladser hos mange af holdene, da hr TBA står som mindst en af kørerne i næsten halvdelen af bilerne.

Aktuelt er der kun Fjordbach, Andersen og Olsen på listen med dansk flag på racerlicensen. Dog ved vi at Morten Dons fortsat arbejder på at få et program på plads, og vi hører forhåbentligt snart nyt fra ham.

European Le Mans Series kører det første løb 15. april på Paul Ricard.

Deltagerlisten kan findes here.

 

Opdatering – Mikkel Jensen har annonceret, at han fortsætter sammen med AT Racing #9 i LMP3 klassen. Dermed er vi oppe på 4 danske kørere i serien.

Related posts