Sebastien Loeb Racing starter i World RX

Sebastien Loeb Racing går nu ind i FIA World Rallycross Championship med deres helt eget hold.

Mens teamejeren selv fortsætter hos Peugeot Team Hansen, så har de skrevet kontrakt med Gregoire Demoustier.

De to parter kender allerede hinanden fra 2016, hvor de kørte i FIA World Touring Car Championship sammen. Derudover har Sebastien Loeb Racing også haft gang i et Porsche Carrera Cup engagement samt et LMP2 program i European Le Mans Series. Udover deres 2018 World RX program, vil de også køre med to VW Golf GTI TCR biler i det nystartede WTCR mesterskab.

Holdet stiller til start med en helt ny Peugeot 208, som er blevet udviklet i Frankrig i et samarbejde mellem Onroak Automotive og ORECA. ORECA bygger også motorerne til Peugeot Team Hansen, mens Onroak har stor erfaring med at bygge racerbiler, og bl.a. har bygget Morgan LMP2 racere, og aktuelt leverer Ligier LMP2 og LMP3 chassiser til FIA WEC, ELMS samt IMSA mesterskaberne.

Graphics: Sebastien Loeb Racing

Det bliver spændende at følge privatholdets kamp imod fabriksholdet, og om de kan blande sig helt i toppen af World RX.

De seneste par år, har det desværre kun været de mere eller mindre fabriksstøttede hold, som har taget sejre i World RX. Men et ekstremt seriøst projekt, som det at Sebastien Loeb Racing stiller til start med, er måske første mulighed siden Kevin Eriksson på Estering i 2016, for et privathold, til at snuppe en sejr.

FIA World Rallycross Championship sæsonen starter den 15. april i Barcelona

Relaterede nyheder