Prolog med 35 biler

FIA World Endurance Championship Prologen på Paul Ricard kommer til at tælle 35 af de 36 biler, der skal deltage i denne sæson.

Prologen køres den 6. og 7. april på den sydfranske bane, og her er samtlige hold til stede.

Det eneste hold, der møder op med blot en af de to biler er Rebellion Racing. Deres helt nye Rebellion R13 Gibson er i gang med at blive lavet færdig på ORECA fabrikken i skrivende stund, og konstruktionen og udviklingen er så sen på den, at de vælger blot at deltage med en bil, som forhåbentlig kommer til at køre en masse omgange. Alle 6 kørere skal deles om bilen.

I forbindelse med testen, er der mulighed for at holdene kan køre gennem hele natten, og derved køre en 30 timers uafbrudt test, og den mulighed har 13 biler valgt at benytte.

Jackie Chan DC Racing #37 & Toyota Gazoo Racing #7
Photo: JJ Media

Toyota Gazoo Racing stiller op med et alternativt hold. Fernando Alonso er forhindret i at deltage ved testen, da han skal køre Formel 1 i Bahrain den weekend. Kamui Kobayashi og Kazuki Nakajima skal køre i Super GT hjemme i Japan, så de vil heller ikke være til stede i Frankrig. Derfor har holdet valgt at kalde reservekører Anthony Davidson ind til testen, og har endda også bedt Alex Wurz tage køredragten og skoene med. Wurz har ikke kørt for Toyota i løbene de seneste par sæsoner, men har hele tiden været tilknyttet holdet som en ekstra vejleder for kørerne og ingeniørerne.

Udover den ene bil fra Rebellion Racing og den ene Toyota Gazoo Racing bil, deltager ByKolles Racing Team samt SMP Racing også i natte testen.

Ingen af LMP2 holdene har valgt at køre om natten.

Blandt GTE Pro holdene deltager Porsche med begge biler on natten, mens BMW Team MTEK og Aston Martin Racing stiller med en bil hver.

I GTE Am har Spirit of Race, Team Project 1, Clearwater Racing og MR Racing valgt at køre natten igennem.

Tilskuere får kun adgang til Prologen fra lørdag morgen klokken 09.00 indtil klokken 18 om aftenen. Til gengæld er gratis adgang til testen i paddock området samt tribunerne, for alle tilskuere der skulle være interesseret.

Den komplette liste med alle de deltagende hold, kan ses på listen her. Det er dog ikke alle kørere som er offentliggjorte endnu, som giver nogle TBA navne på listen.

Related posts