Lasse Sørensen i LMP3 test

DTC Mesteren fra 2017, Lasse Sørensen, vender nu tilbage til de internationale racerbaner.

Den 21 årige racerkører skal teste of AT Racing i forbindelse med European Le Mans Series Prologen på Paul Ricard de næste to dage, med henblik på et muligt løbssæde ved 3 af afdelingerne.

Holdet har allerede danske forbindelser, da Mikkel Jensen kørte for dem sidste år, og skal køre ved 3 ud af de 6 afdelinger igen i år. Han kan dog ikke deltage ved de 3 resterende afdelinger, da de falder sammen med hans ADAC GT Masters program for BMW.

Så nu ønsker holdet med hviderussiske rødder muligvis at erstatte Jensen med Sørensen, når den førstnævnte har datosammenfald.

Det er italienske AF Corse der servicerer bilen, mens far og søn Alexander Talkanitsa Snr og Jr altså lægger navn til holdet.

Lasse Sørensen, Team Flexlease.nu Strøjer Tegl
Photo: JJ Media

Lasse Sørensen har tidligere kørt internationalt, men der skal vi helt tilbage til 2015. I 2014 vandt han den franske Formel 4 serie i første hug, og rykkede herefter videre til Formel Renault 2.0, men kunne herefter ikke finde budgettet til at fortsætte den internationale vej.

Ved slutningen af 2016 fik han muligheden for at køre DTC for Massive Motorsport, hvor han allerede tog sin første heatsejr ved finaleweekenden. I 2017 skiftede han til Team Flexlease.nu Strøjer Tegl, og vandt DTC Mesterskabet i sin første fulde sæson i serien. Han har allerede skrevet kontrakt med dem igen til 2018, hvor han skal forsøge at forsvare titlen, hvilket konkurrenterne med sikkerhed vil gøre alt for ikke skal ske.

Sørensen har længe gået med ønsket om at komme ud at køre internationalt igen, og især nogle sportsvogne af en eller anden slags, ligesom hans storebror Marco Sørensen gør. Marco vandt GTE Pro titlen med Aston Martin Racing i FIA WEC 2016, og jagter i år igen VM titlen, samt ikke mindst en Le Mans sejr.

ELMS serien tester mandag og tirsdag på den sydfranske bane, inden at årets første afdeling skal køres søndag den 15. april.

Related posts