ADAC Formel 4 med blandet weekend vejrmæssigt

ADAC Formel 4 afholdte deres sæsonstart på Oschersleben banen nær Magdeburg, og det skulle blive noget af en vejrmæssig skiftende weekend. Banen blev mere og mere tør for hver gang bilerne var på banen.

Til Løb 1 holdt Lirim Zendeli på Pole Position foran Mick Wishofer og Enzo Fittipaldi.

På den let fugtige bane var der allerede ballade på første omgang, da Charles Weerts kørte bilen i dækmuren, på helt egen hånd i Sving 3.

Det udløste Safety Car med det samme, men inden da havde Frederik Vesti nået at køre sig op fra 5. startposition til 3. pladsen, mens Zendeli og Wishofer begge beholdt deres placeringer ude foran. SC perioden kostede 5 minutters løbstid, inden at den forlod banen igen.

Frederik Vesti, Enzo Fittipaldi, Liam Lawson
Photo: Gruppe C Photography

Mens Fittipaldi faldt tilbage på 5. pladsen under starten af løbet, lykkedes det ham at komme forbi Liam Lawson.

Gianluca Petecof og Joey Alders havde et spændende øjeblik i sving 1, hvor Petecof puffede til Alders, så den sidstnævnte måtte en tur igennem gruset. Heldigvis kunne begge biler fortsætte.

Vesti faldt to pladser tilbage, da både Fittipaldi og Lawson smuttede forbi.

Leon Köhler havde et spin på vej ud på baglangsiden, og hans lyserøde ADAC Berlin-Brandenburg holdkammerat Ido Cohen spandt samtidig, for at undgå holdkammeraten. Köhler kunne selv komme videre, mens der måtte SC på banen, for at få Cohen flyttet.

Da løbet blev startet igen, gik Lawson side om side med Fittipaldi gennem Sving 1, og den unge Newzealænder havde albuerne ude i forhold til brasilianeren, men han endte med at komme forbi.

Lirim Zendeli
Photo: Gruppe C Photography

Der gik dog ikke mere end halvanden omgang får at der var Safety Car igen. Leonardo Lorandi og Andreas Estner forsøgte at udbremse hinanden på vej ind i Sving 1, og røg begge igennem gruset. Mens Estner var heldig at ende på græsset, og derved kunne køre videre, gravede Lorandis bil sig ned i gruset, og der måtte en teleskoplæsser ud at hente ham.

Kørerne fik dog lige 3 minutter til at få løbet afgjort i. Lawson og Fittipaldi havde en tæt duel omkring den sidste podieplads, hvor de byttede plads flere gange rundt på omgangen. Vesti blev også inviteret ind i kampen, men blev overrumplet af David Schumacher på vej ind i Sving 1.

Løbet endte dog bag SC igen, da Joey Alders holdt begravet i gruset, efter en kørefejl igennem Chikanen.

Dermed endte løb 1 næsten med at have ligeså meget SC som grønt flag. Lirim Zendeli vandt løbet foran Mick Wishofer og Liam Lawson.

Løb 2 startede med Lirim Zendeli på Pole foran Enzo Fittipaldi og Frederik Vesti.

Her var banen dog helt tørret op, så der var slet ikke nogen våde pletter, som kørerne kunne skyde skylden på, i tilfælde af en lille de-tour ude på græsset.

Leon Köhler, Niklas Krütten, Ido Cohen
Photo: Gruppe C Photography

Zendeli fik en rigtig fin start foran Vesti og Fittipaldi. Længere tilbage i feltet spandt Max Wishofer af banen, efter han havde kontakt med Sebastian Estner. Det udløste SC med det samme for at få Wishofers bil væk, men der var heldigvis hurtigt ryddet op.

Sebastian Estner kørte pludselig langsomt ude på langsiden, men han fik dog bilen i gang igen. Ærgerligt for Sebastian, da han var kommet pænt op i feltet, men i stedet var allerbagerst.

Aaron Di Comberti og David Schumacher kørte side om side gennem flere sving, men Schumacher kom ud forrest af de to, efter en flot og respektfuld kørsel fra begge kørere.

Aaron Di Comberti og Tom Beckhäuser stødte sammen på vej ind i den anden chikane, hvilket kostede Di Combertis frontvinge – og dermed også løbet.

På løbets sidste omgang stødte Leon Köhler og Lucas Alecco Roy sammen, da Köhler lige fik snittet Roy, så den sidstnævntes frontvinge røg ind under bilen. Roy fik dog kæmpet sig over målstregen, da det skete to sving før mål.

Men ellers var løb 2 lidt af en linjeløb, uden de helt store overhalinger, men heldigvis heller ikke så meget SC som i første løb. Lirim Zendeli vandt foran Frederik Vesti og Enzo Fittipaldi.

Startgridden til løb 3 er baseret på at top-10 i løb 1 bliver vendt rundt, så det gav nogle nye ansigter forrest i feltet. Oliver Caldwell skulle starte 1’er med Leonardo Lorandi og Gianluca Petecof på de efterfølgende pladser.

Oliver Caldwell
Photo: Gruppe C Photography

Andreas Estner fra P4 smuttede forbi Petecof allerede inden sving 1. Ellers skete der ikke de store ændringer i toppen.

Ido Cohen endte i gruset og måtte udgå. Han havde en lille ridetur på ryggen af Aaron Di Combertis Taatus racer, der mistede bagvingen. Da Cohen sad fast i gruset, måtte der SC på banen.

10 minutter inde i løbet måtte Lirim Zendeli udgå, da han ramte autoværnet på ved ned af langsiden, efter en kontakt med Liam Lawson. De to biler snittede hinanden, men Zendeli havde hovedparten af skylden, da han selv trak ud i Lawson. Dermed gjorde dommerne heller ikke mere ved sagen.

Frederik Vesti lagde et hårdt pres på Charles Weerts, men det lykkedes ham ikke at finde en vej forbi holdkammeraten, der kørte med meget spidse albuer.

Fire minutter før målflaget blev Andreas Estner af banen, da Gianluca Petecof lavede et meget sent dyk indenom tyskeren i banens sidste sving. Det gav Petecof en drive-through straf.

Leonardo Lorandi mistede sin podieplads på allersidste omgang, da han først blev overhalet af Enzo Fittipaldi og efterfølgende gik i kamp med Petecof, som dog ikke havde taget hans straf. Lorandi og Petecof kom i kontakt med hinanden, og den førstnævnte endte med at køre Petecof af banen. Det gav Lorandi en 30 sekunders straf, svarende til en drive-through, for denne forseelse.

Oliver Caldwell kunne køre sejren forholdvis sikkert hjem foran Enzo Fittipaldi og Charles Weerts.

Frederik Vesti fik kæmpet sig op til 4. pladsen, fra 7. startposition, og samlede derved gode point.

Efter weekenden fører Lirim Zendeli Mesterskabet foran Enzo Fittipaldi og Frederik Vesti.

Prema Theodore Racing fører Teammesterskabet foran US Racing – CHRS og Van Amersfoort Racing.

Niklas Krütten har føringen i Rookiemesterskabet foran Gianluca Petecof og David Schumacher.

Næste gang at ADAC Formel 4 skal på banen, er i forbindelse med DTM sæsonstarten på Hockenheim den 4.-6. maj.

Relaterede nyheder