Tjekkisk blanding af mærkerne i front

Årets 3. afdeling af ADAC GT Masters blev kørt på den tjekkiske Most bane, ikke langt fra den tysk/tjekkiske grænse.

Jeffrey Schmidt havde kvalificeret den lyserøde BWT Mücke Motorsport Audi R8 LMS GT3 #26 på Pole Position foran Marvin Kirchhöfer i Callaway Competition Corvette C7 GT3 #1 og Christopher Zöchling i MRS GT-Racing BMW M6 GT3 #14. På fjerdepladsen kom Markus Pommer i MANN-FILTER Team HTP Motorsport Mercedes AMG GT3 #47. Disse 4 biler var mindre en 0,1 sekund fra hinanden!

Feltets to danske kørere, Mikkel Jensen og Nicolai Sylvest, havde en blandet dag. Jensen kvalificerede BMW Team Schnitzer #42 på 7. pladsen, mens Sylvests holdkammerat, Kim Luis Schramm kørte Team Zakspeed BKK Mobil Oil Racing #20 ind på en skuffende 20. plads.

BMW Team Schnitzer BMW #43 kom desværre ikke til start i dagens løb, da de fik en skade på hjulophænget i kvalifikationen, som ikke kunne repareret.

Meget kunne dog nå at ske i de 60 minutter plus en omgangs racerløb, som blev startet i strålende solskin.

Da de 34 biler blev sendt afsted, var der ballade med det samme.

7 biler var involveret i et massesammenstød i Sving 2. Begge EFP by tece biler var involveret, ligesom BWT Mücke Motorsport Audi #25, HB Racing Ferrari #7, Phoenix Racing Audi #6, Team ISR Audi #33 og Honda Team Schubert Motorsport #9. Phoenix Racing Audi #5, AutoArenA Motorsport Mercedes #84 og GRT Grasser Racing Team Lamborghini #19 var også i problemer på første omgang.

Med ude i front havde BWT Mücke Motorsport Audi #26 beholdt føringen, mens MRS GT-Racing BMW #14 var smuttet forbi Callaway Competition Corvette #1, foran Precote Herberth Motorsport Porsche #99 og BMW Team Schnitzer #42.

Aust Motorsport Audi #4
Photo: Juergen Tap

Efter 8 minutters oprydningen, kørte Safety Car i pit igen.

YACO Racing Audi #50 fik en drive-through straf fordi at Philip Geipel havde overhalet under Safety Car.

Kim Luis Schramm havde kørt Team Zakspeed BKK Mobil Oil Racing Mercedes #20 helt op på 14. pladsen, da han var heldig at komme udenom al balladen i Sving 2 på første omgang.

Mirko Bortolotti i ORANGE1 by GRT Grasser Lambo #63 havde Sheldon van der Linde i Montaplast by Land-Motorsport Audi #28 helt oppe bag ved sig, men Bortolotti forsøgte at gøren endnu bredere end sådan en Lambo er i forvejen. Vinderen fra løb 2 på Oschersleben var helt tilbage på 11. pladsen, som den bedste Lamborghini.

Ezequiel Perez Companc i GRT Grasser Racing Team Lamborghini #19 var endnu en gang uheldig, da han fik en punktering – lige nøjagtig et minut før at pitstop vinduet åbnede. Han kørte ind i pitten blot få sekunder før vinduet for kørerskifte åbnede, så de skulle altså i pit en 3. gang i dag.

Førende Schmidt valgte at dykke i pit ved først mulige chance, for at skifte over til Stefan Mücke.

Christopher Zöchling i MRS-GT Racing #14 valgte at blive ude på banen et par ekstra omgange i forhold til konkurrenterne, og det kom til at koste dem dyrt. De røg helt ned på 6. pladsen i løbet, og kom ud i en masse trafik.

Callaway Competition Corvette #1
Photo: Gruppe C Photography

BWT Mücke Motorsport #26 lå fortsat i front af løbet efter alle pitstoppene, med nu med Callaway Competition Corvette #1 bag sig, og Precote Herberth Motorsport Porsche #99 på tredjepladsen.

Car Collection Motorsport Mercedes #8 havde en tur lige ud i Sving 1, og skulle forsøge at navigere sig igennem en dækchikane, inden at de måtte køre tilbage på banen. Det krævede lidt bakgear på den lange Mercedes, med begrænset styreudslag. Lance David Arnold var dog ude af pointene i forvejen.

Mathieu Jaminet i Precote Herberth Motorsport Porsche #99 havde Maximilian Buhk i MANN-FILTER Team HTP Motorsport Mercedes #48 helt oppe ved bagkofangeren, men det lykkedes Porsche køreren at holde Mercedes manden bagved.

Maximilian Hackländer i Aust Motorsport Audi #4 havde et solospin, men fik timet spinnet til at være fulde 360 grader.

Maximilian Götz måtte parkere MANN-FILTER Team HTP Motorsport Mercedes #47, da bilen pludselig begyndte at køre meget langsomt ude på banen.

BWT Mücke Motorsport Audi #26
Photo: Gruppe C

Timo Scheider i BMW Team Schnitzer #42 var under hårdt pres fra Sebastian Asch i Team Zakspeed BKK Mobil Oil Racing #21, og samtidig kom Claudia Hürtgen i RWT Racing Corvette #13 snigende op bag Asch. Efterhånden kom Kelvin van der Linde i Montaplast by Land-Motorsport Audi #28 og Andrea Caldarelli i ORANGE1 by GRT Grasser Lamborghini #63 også helt op.

Der skete dog ikke flere ændringer i toppen af feltet, og BWT Mücke Motorsport Audi #26 med Stefan Mücke og Jeffrey Schmidt vandt løbet suverænt foran Callaway Competition Corvette #1 og Precote Herberth Motorsport Porsche #99.

Timo Scheider og Mikkel Jensen sluttede løbet på 6. pladsen, mens Nicolai Sylvest og Kim Luis Schramm i Team Zakspeed BKK Mobil Oil Racing Mercedes #20 sluttede 14’er.

I morgen køres weekendens andet løb, hvor der skal en helt ny kvalifikation til, søndag morgen.

Relaterede nyheder