Spænding fra start til slut

Der var lagt op til et brag af en kamp da Toyota Gazoo Racing ville have en bil helt ude i front, og en bil allerbagerst, da #7 havde fået en straf efter kvalifikationen i går, hvilket gjorde at den skulle starte løbet fra pitlane og en omgang bagud i forhold til alle andre.

Vi havde allerede mistet 3 biler inden løbets start. De to CEFC TRSM Racing biler var ikke på startgridden, da de umiddelbart havde problemer med en manglende sponsorbetaling.

Derudover var DragonSpeed #10 heller ikke blevet klar efter gårsdagens uheld.

Løbets tre danskere, Nicki Thiim, Marco Sørensen og Michael Christensen startede fra henholdsvis 4. og 10. pladsen i GTE Pro klassen.

Løbet startede på dramatisk vis, da Gulf Racing UK Porsche #86 røg i dækbarrieren allerede på første omgang. Det var dog ikke helt deres egen skyld, da MR Racing Ferrari #70 spandt under en duel med Spirit of Race Ferrari #54, og #86 måtte undvige.

Det udløste med det samme en Safety Car periode, så bilen kunne komme væk og dækmuren blev genetableret. Heldigvis kunne #86 køre derfra på egen hånd, så de var hurtigt tilbage i løbet igen, bare nogle omgange bagude.

Aston Martin Racing #98, SMP Racing, TF Sport Aston Martin #90, AF Corse Ferrari #51
Photo: JJ Media

Det var en kæmpe fordel for Toyota Gazoo Racing #7, der derved kunne slutte op bag feltet – godt nok en omgang tilbage, men stadig på en bedre måde, end hvis alle konkurrenterne havde kørt med fuld hastighed.

Signatech Alpine Matmut #36 var hurtig i dommernes søgelys, da Nicolas Lapierre havde havde haft en tur af banen i Sving 1, og ikke var kørt tilbage på banen igen, som kørerne havde fået besked på i forbindelse med førermødet. Det gav teamet en Drive-through straf, så de allerede kom bagud tidligt i løbet.

Ford Chip Ganassi Team UK #66 og #67 samt Porsche #91 og #92 leverede en herrefight gennem den første del af løbet. De fire biler lå indenfor få vognlængder i en stor del af løbet.

Harry Tincknell i Ford Chip Ganassi Team UK #67  havde en kæmpe afkørsel på ved Eau Rouge, hvor bilen fortsatte ligeud, og ind i dækbarrieren – meget som vi så i går med Pietro Fittipaldi. Heldigvis kunne Tincknell selv stige ud af bilen, men bilen var ude af løbet.

Team Project 1 Porsche #56 havde fået en god start på løbet, men fik uheldigvis problemer med benzintrykket, så de måtte stoppe ude på banen en kort overgang, men kom i gang igen.

Herefter kom løbet i gang igen, og gik sin mere eller mindre stille gang den næste times tid, inden at Dempsey-Proton Racing #88 endte i gruset på egen hånd. Han måtte dog slæbes fri, så det udløste endnu en Safety Car periode.

BMW Team MTEK #82 & AF Corse Ferrari #51 & #71
Photo: JJ Media

Kazuki Nakajima havde et solospin, kort tid efter han havde overtaget bilen fra Fernando Alonso

Kort før halvvejs punktet i løbet, overhalede Toyota Gazoo Racing #7 de to Rebellion Racing biler kort efter hinanden. Dermed havde vi nu en 1-2 føring i løbet.

GTE Pro gik fra at være en kamp mellem to mærker til tre, da begge AF Corse Ferrari biler nu lå helt oppe bag Porsche #92. Det var første gang at Ferrari for alvor var vågnet op denne weekend. Det lykkedes #51 at komme forbi #92 i forbindelse med dagens 3. pitstop, hvilket Ferrari mekanikerne var yderst tilfredse med. Der gik dog ikke mange minutter inden Kevin Estre havde fået bilen op på 3. pladsen i klassen igen.

Halvvejs i løbet førte Toyota Gazoo Racing #8 LMP1, G-Drive Racing #26 i LMP2, Porsche GT #91 i GTE Pro og Aston Martin Racing #98 i GTE Am.

Porsche #92 kom i problemer, da dommerne mente at Kevin Estre havde forladt pitten med hjulspin, hvilket ikke er tilladt. Det kostede teamet en Stop & Go straf. Det sendte den hvide Porsche ud lige mellem AF Corse bilerne, som Estre så måtte kæmpe med endnu en gang.

G-Drive Racing #26
Photo: JJ Media

Med 2 timer tilbage af løbet, tog LMP1 klassen endnu en drejning. Rebellion Racing #1 havde problemer med de data som de sendte til løbsledelsen, så derfor fik de teknisk defekt flag, og skulle pitte for at få det udbedret. Heldigvis kunne de fikse problemet under pitstoppet, som alligevel kom kort tid efter. Det var noget så simpelt som ledningen til antennen der var raslet løs, og efter at holdet havde skruet den på igen, var bilen klar til afgang. Men det kostede dem alligevel 3. pladsen i løbet på det tidspunkt, da reparationen tog ca. halvandet minut mere end et almindeligt pitstop.

Etterens problem gjorde blot at treeren kunne rykke op på løbets tredjeplads.

Jackie Chan DC Racing #37 og #38 havde deres egen lille kamp ude på banen, hvor de to biler lå og overhalede hinanden et par gange, frem og tilbage.

Team Project 1 Porsche #56 havde et spin i Sving 9, hvor den lige var inde at kysse dækbarrieren, hvilket kostede et sidespejl.

Ford Chip Ganassi Team UK #66
Photo: JJ Media

AF Corse #51 kom i problemer i forbindelse med deres pitstop. De havde været i kontakt med en konkurrent kort tid inden, og da bilen ramte jorden igen, og blev sendt af sted, kørte de lige ind i siden på Team Project 1 Porsche #56, hvilket knækkede styretøjet på bilen, så Alessandro Pier Guidi ikke længere kunne styre bilen. Mekanikerne måtte hente bilen tilbage til pitten på de små rulleskøjter, da bilen ikke længere kunne styres tilbage. Dermed var deres spinkle håb om en podieplads i dagens løb helt slut. Reparationen af bilen tog næsten 20 minutter.

Rebellion Racing #1 havde dog stadig muligheder, da de kun var 23 sekunder efter SMP Racing #17.

DragonSpeed #31 gik kortvarigt i stå på vej ud af Sving 1, men kom i gang igen.

Toyota Gazoo Racing #8
Photo: JJ Media

SMP Racing #17 havde godt med fart på, og hentede ind på Rebellion Racing #3 med adskillige sekunder per omgang. 3’eren dykkede dog i pit inden at det kom til en reel kamp på banen.

#17 endte med at være foran #3 efter deres næstsidste pitstop, og her var #3 igen den hurtigere bil. Matevos Isaakyan i #17 så ud til at køre lidt over evne, da han dykkede meget sent på Racing Team Nederland #29, hvilket næsten sendte 29’eren af banen. Få omgange efter var #17 en tur af banen i Blanchimont svinget men fik bilen reddet tilbage på banen, og blev foran nummer 3.

Det var først da Isaakyan blev lettere blokeret af Porsche #92 på vej ned mod Eau Rouge, at Thomas Laurent i #3 kunne komme forbi, med et kæmpe fartoverskud på toppen af Raidillon og ud på Kemmel langsiden.

Med lidt over en time tilbage kom der for alvor drama i løbet.

Spirit of Race Ferrari #54 kørte langsomt og gik i stå på Kemmel Straight, og samtidig kørte SMP Racing #17 af på toppen af Raidillion svinget. Isaakyan havde totalskadet BR1 Engineering AER #17, efter han havde ramt dækmuren hårdt.

Det udløste en Safety Car periode for at få de to biler fjernet.

SMP Racing, ByKolles Racing Team, Porsche
Photo: JJ Media

Det tog omkring 15 minutter, inden at feltet blev frigivet igen.

Det gav fornyet spænding i løbet, da alle afstandene mellem bilerne blev nulstillet, og alle havde omkring en time tilbage at køre ræs i.

Med lidt under en time tilbage af løbet førte Toyota Gazoo Racing #8 foran søsterbilen #7 og Rebellion Racing #3. I LMP2 var G-Drive Racing #26 i front, foran Signatech Alpine Matmut #36 og Jackie Chan DC Racing #38. Porsche #91 lå foran Ford Chip Ganassi Team UK #66 og Porsche #92 i GTE Pro, mens Aston Martin Racing #98 lå foran TF Sport Aston Martin #90 og Clearwater Racing Ferrari #61 i GTE Am.

Top 3 i GTE Pro dykkede allesammen i pit lige efter Safety Car perioden sluttede, hvilket kun gjorde det endnu mere spændende. Ford Chip Ganassi Team UK #66 valgte at overhale på vej ned mod Eau Rouge, og #66 og #91 endte med at køre side om side gennem det ultrahurtige sving, hvor #91 måtte give sig. Herefter faldt Richard Lietz i #91 tilbage i feltet, og kunne slet ikke holde farten oppe.

Med en halv time tilbage af løbet startede en duel mellem de to Aston Martin racere i GTE Am. #98 lå stadig forrest, men #90 pressede hårdt på.

Ford Chip Ganassi Team UK #66 & Porsche #91
Photo: JJ Media

Ude i front af LMP1 lå Toyota Gazoo Racing #7 indenfor 2 sekunder af #8, men valgte at dykke i pit, netop som han var nået op til ham. Omgangen senere var Alonso i #8 i pit, og de to biler kom ud lige efter hinanden igen.

Porsche #91 og AF Corse #71 leverede et fantastisk tæt racerløb de sidste 10 minutter af løbet, hvor de flere gange var side om side. Der blev byttet lidt rødt og hvidt lak mellem de to biler, inden at Rigon i #71 fik snuden foran, og dermed tog den sidste podieplads.

Toyota Gazoo Racing #8 med Fernando Alonso, Sebastien Buemi og Kazuki Nakajima vandt løbet foran #7 og Rebellion Racing #1. Nummer 1 blev dog efterfølgende udelukket, da planken under bilen var blevet slidt for tynd. Dermed overtog Rebellion Racing #3 tredjepladsen i løbet.

I LMP2 vandt G-Drive Racing #26 med Jean-Eric Vergne, Roman Rusinov og Andrea Pizzitola foran Jackie Chan DC Racing #38 og Signatech Alpine Matmut #36.

Ford Chip Ganassi Team UK #66 med Olivier Pla, Billy Johnson og Stefan Mücke vandt GTE Pro foran Porsche #92 med Michael Christensen og Kevin Estre, og AF Corse Ferrari #71 på de efterfølgende pladser. Aston Martin Racing #95 med Nicki Thiim, Marco Sørensen og Darren Turner havde en stille dag på kontoret, og sluttede på en skuffende 7. plads, efter et fejlfrit løb, men bare med generelt manglende fart.

I GTE Am sluttede Aston Martin Racing #98 med Paul Dalla Lana, Pedro Lamy og Mathias Lauda etter foran TF Sport Aston Martin #90 og Clearwater Racing Ferrari #61.

Dermed var det slut på et fantastisk men også dramatisk åbningsløb i FIA World Endurance Championship. Den næste afdeling bliver årets store løb, med 24 timers løbet på Le Mans midt i juni måned.

Related posts