Zendeli dominerede på Hockenheim

Lirim Zendeli har indtil videre godt styr på dette års ADAC Formel 4 mesterskab.

Ved årets anden afdeling på Hockenheim startede den unge tyske kører lørdagens første løb fra Pole Position.

Kørerne fik dog ikke lang tid til at køre ræs, inden at der kom Safety Car på banen. De to holdkammerater Niklas Krütten og Leon Köhler kørte sammen på første omgang, hvor Joey Alders også var involveret, men mest i en undvigende rolle, i forhold til de to lyserøde ADAC Berlin-Brandenburg e.V. biler. Alders endte med at køre over sin egen frontvinge, der var slået løs i forbindelse med den undvige manøvre. Köhler endte med at få en 10 placerings-straf til det efterfølgende heat, da han blev anset som den ansvarlig for kollisionen.

7 minutter senere blev løbet sat i gang igen. Efter blot en halv omgang kom Zendeli under pres fra holdkammeraten Mick Wishofer. Placeringen skiftede et par gange, inden at Wishofer kørte sin egen frontvinge af, da han snittede baghjulet på Zendeli.

Lucas Alecco Roy blev ramt bagfra af Ido Cohen, så den førstnævnte mistede sin bagvinge, og måtte køre i pit. Derimod kunne Cohen fortsætte løbet.

I stedet blev Liam Lawson den førsteudfordrer til Zendeli, men han kunne ikke for alvor gøre noget ved ham. Oliver Caldwell sluttede løbet på 3. pladsen.

Lirim Zendeli & David Schumacher
Photo: JJ Media

Danske Frederik Vesti havde en skidt kvalifikation, og startede løb 1 nede fra 8. pladsen, og vandt kun to pladser inden målstregen, selv om han lagde hårdt pres på Enzo Fittipaldi på P5.

Anderledes så det ud for ham i løb 2, hvor han startede fra 3. pladsen, og kunne holde pladsen hele vejen til mål, selv om han forsøgte at komme forbi holdkammeraten Liam Lawson gennem hele løbet, og ikke mindst på de sidste omgange af løbet, hvor de to kørte side om side flere gange gennem svingene.

Zendeli startede også heat 2 fra Pole Position, mens Lawson startede 2’er. Også disse to holdt placeringerne fra start til mål. Og for at det ikke skal være løgn kunne Charles Weerts på 4. pladsen præstere det samme. Kun David Schumacher fra startposition P5 faldt tilbage, og brød normen, efter en kamp ned Jack Doohan, sønnen af den tidligere motorcykel Verdensmester Mick Doohan.

Frederik Vesti
Photo: JJ Media

Længere nede i feltet var der ballade på første omgang. Leonardo Lorandi og Enzo Fittipaldi stødte sammen i sving 3, mens Oliver Caldwell kun med nød og næppe undgik de to. Det udløste en Safety Car, for at få de to biler ryddet. Det gav Lorandi 10 strafplaceringer til søndagens løb, for at have skubbet Fittipaldi af banen, og faktisk direkte ind i et af flamingo reklameskiltene langs banen, som splitrede i 1000 stykker.

Ellers forløb løb 2 stille og roligt, uden den store action. Der var nogle tætte kampe, men ikke mange overhalinger.

Løb 3 kom der lidt mere gang i overhalingerne. Her var startopstillingen baseret på Top 8 fra heat 2, som blev vendt rundt.

Niklas Krütten startede fra Pole Position foran Mick Wishofer og Jack Doohan, men her blev der byttet godt rundt på placeringerne.

De 4 VAR biler lå side om side gennem de første sving, mens den femte ikke var langt bagved. Der var ikke meget teamkørsel, da de kørte side om side, og fokuserede mere på at overhale hinanden end at jagte de førende.

Frederik Vesti havde tabt tre placeringer på første omgang, og genvandt kun en af dem i løbet af de 30 minutter. Så en skuffende P8 til ham i weekendens 3. løb.

Wishofer fik overrumplet Krütten under nedbremsningen foran Mercedes tribunen.

Andreas Estner fik en drive-through straf fordi han ramte Aaron di Comberti i hårnålen. Estner endte dog med at parkere bilen i pitten, da han alligevel var langt bagude.

Leon Köhler og Joey Alders kørte sammen i Motodrom sektionen, hvilket sendte den sidstnævnte en tur igennem gruset.

Lawson og Zendeli kæmpede benhårdt omkring 5. pladsen i løbet, men vi skulle langt hen i løbet før at Zendeli kunne komme forbi. Zendeli skulle dog vise mesterlig kørsel, og få sig kæmpet forbi Weerts og Doohan, og dermed indtage den sidste podieplads.

David Schumacher fik en drive-through straf for at have brugt asfalten i afkørselsområderne lidt for meget. Der var især en episode i Sving 1, hvor han forsvarede pladsen i forhold til Vesti, ved at bruge alt for meget asfalt i afkørselsområdet, så han kunne holde fuld pedal på gennem svinget.

Mick Wishofer (US Racing – CHRS) vandt løbet foran Niklas Krütten (ADAC Berlin-Brandenburg e.V. Mücke Motorsport) og Lirim Zendeli (US Racing – CHRS), inden at der kom en blanding af VAR og Prema biler, i form af Weerts (VAR), Doohan (Prema), Lawson (VAR), Fittipaldi (Prema), Vesti (VAR), Petecof (Prema), Caldwell (Prema), Alders (VAR) og Roy (VAR).

Mick Wishofer
Photo: JJ Media

Dermed har Lirim Zendeli indtil videre mesterskabet under god kontrol, med 4 løbssejre ud af 6 mulige. Kun heat 3 har drillet den talentfulde tysker, men det er også det heat, hvor de bedstplacerede fra heat 2 bliver puttet længere ned i feltet. Frederik Vesti indtager andenpladsen, men han er allerede 50 point bagved Zendeli – altså hele to løb! Enzo Fittipaldi, Liam Lawson, Charles Weerts og Mick Wishofer ligger indenfor 6 point af Vesti.

US Racing – CHRS fører stadig Teammesterskabet, mens Van Amersfoort Racing og Prema Theodore Racing kommer på de efterfølgende pladser.

Den næste afdeling af ADAC Formel 4 skal køres på Lausitzring om 2 uger, hvor serien igen er supportklassen til DTM.

Relaterede nyheder