Electric GT udskudt igen

Electric GT Championship er endnu en gang blevet udskudt af arrangørerne.

Nu melder de ud, at serien starter i sommeren 2018. Disse meldinger kommer godt 12 måneder efter at løbsserien blev annonceret.

Bilen blev bl.a. fremvist for offentligheden på Autosport Show i januar, og har siden da kørt diverse testkørsler med mere eller mindre prominente navne. Bl.a. har Heinz-Harald Frentzen og Karun Chandhok være ude at teste bilen.

Den oprindelige plan var at køre 10 løbsweekender i 2017. Det blev så skubbet til at der blot skulle køres et løb i november 2017, og de seneste meldinger går på at det altså bliver sommeren 2018.

Photo: Electric GT Championship

Den første bil som blev præsenteret var Tesla P85 modellen, men sidenhen er valget faldet på P100D modellen, som har lidt flere hestekræfter fra elektromotoren.

Løbsserien annoncerede 17 kørere ud af planlagte 20, men søgte i foråret også 10 hold til at drive disse biler. I modsætning til Formel E, er planen at der kun skal køres i en bil pr sprintløb, på ca 50-60 kilometer. Men ingen teams har meldt sig på banen, i det som man efterhånden kan tvivle på nogensinde kommer i gang.

Jaguar annoncerede for et par måneder siden, at de planlægger at starte en elektrisk løbsserie for elbiler i 2018/19 sæsonen, hvor de skal være en supportklasse til Formel E mesterskabet, hvor de allerede er involverede. Spørgsmålet er om de når at overhale Electric GT Championship indenom, eller om den sidstnævnte får batterierne ladet op, og er klar til afgang inden da.

Relaterede nyheder