Electric GT annoncerer flere kørere samt ny bil

Electric GT Championship har annonceret 3 kørere mere, samt et skifte af bil.

Jeroen Bleekemolen, Kevin Ceccon og Stephen Fox er de nyeste kørere, som er blevet annonceret til det nye elektriske mesterskab.

Hollandske Bleekemolen har kørt næsten alle racerbiler der kan køres i hele verden. I mange år var han en Porsche specialist, men han har også kørt Mercedes GT biler, DTM biler, Dodge Viper, A1GP og meget meget andet. I 2016 sad han stort set i en racerbil hver eneste weekend hele året igennem, og kørte bl.a. hele seks 24 timers løb – bare i 2016!

Kevin Ceccon har indtil nu mest gjort det i formel biler. I 2011 vandt Italieneren Auto GP mesterskabet og har siden bl.a. testet Formel 1 for Toro Rosso. Han har også deltaget i GP3 og GP2 serierne, inden at han i 2016 havde en enkelt start i European Le Mans Series. Nu får han en ny chance for at vise sit værd i Electric GT mesterskabet.

Electric GT P100D
Photo: Electric GT Championship

Amerikaneren Stephen Fox kommer fra Indianapolis, og når man kommer fra den by, er man næsten født ind i motorsport. Han har været testkører for Mitsubishi USA, men er nu gået ind i mediebranchen, hvor firmaet Sopwith Motorsport Television Productions laver programmer til bl.a. NBC og Fox Sports.

De støder til de 8 andre kørere, som allerede er annonceret. I første omgang var det planen at der skulle køres med Tesla Model S P85+, og det er også den at der er blevet testet med indtil nu. Men når sæsonen for alvor kommer i gang, bliver det Tesla Model S P100 modellen. Modellen er meget hurtigere end P85+ modellen, og skulle forhåbentlig give endnu bedre ræs.

Den tidligere Formel 1 kører Karun Chandhok har også været ude og teste P85+ modellen ved en test i Barcelona, og talte meget positivt om bilen. Han har også tidligere elektrisk erfaring fra Formula E mesterskabet, men denne gang var det en bil med tag på at der skulle prøves.

Nu venter vi til næste uge hvor serien har lovet at der kommer endnu flere nyheder, når de deltager på Autosport International Show i Birmingham.

Relaterede nyheder