Jackie Chan DC Racing med 3 biler i Asian LMS

Jackie Chan DC Racing stiller til start med 3 biler i den kommende 2017/18 Asian Le Mans Series.

Det kinesiske team stiller op med 2 ORECA 05 biler i LMP2 kategorien og med en Ligier JS P3 i LMP3 klassen.

Dermed er LMP2 klassen allerede oppe på 7 bekræftede biler, hvilket er en kraftig stigning fra forrige sæsons 4 biler.

David Cheng, der er DC delen af holdnavnet, har allerede vundet Asian LMS titlen to gange – første gang i 2013/14, hvor han vandt LMP2 mesterskabet, og i 2015/16, hvor han vandt LMP3 mesterskabet, og samtidig fik en billet til 24 timers løbet på Le Mans i 2016. Dette ene løb var dog ikke nok for DC Racing, der valgte at gå sammen med Signatech Alpine, som så drev Baxi DC Racing gennem 2016 FIA WEC sæsonen som et et-bils team ved siden af Signatech Alpines egen bil.

Jackie Chan DC Racing #37
Photo: JJ Media

Jackie Chan DC Racing arbejder sammen med JOTA Sport i FIA WEC i år, og det er også dem som skal stå for de 3 biler i det asiatiske mesterskab.

Samarbejdet med JOTA Sport har forløbet helt perfekt i år, hvor de førte 24 timers løbet på Le Mans efter 23 timer, hvorefter Porsche’s LMP1 racer smuttede forbi og tog den generelle sejr i løbet. Alligevel var teamet repræsenteret på både anden og tredjepladserne på podiet i Frankrig, og vindere af LMP2 kategorien.

Teamet har aktuelt en komfortabel føring i LMP2 mesterskabet, men med 5 resterende afdelinger, kan der stadig nå at ske meget.

Asian Le Mans Series starter den sidste weekend i oktober på teamets hjemmebane – Zhuhai banen i Kina.

Relaterede nyheder