Mercedes klar med 5 DTM kørere

Mercedes-AMG Motorsport DTM Team har offentliggjort navnene på fem af deres kørere i den kommende sæson.

2018 sæsonen bliver den sidste for Mercedes i DTM, da holdet fremover vil fokusere på ABB FIA Formula E Championship i stedet. Det afspejler sig også i et lidt konservativt valg af de første 5 kørere til den kommende sæson.

Gary Paffett, Lucas Auer, Paul di Resta og Edoardo Mortara får allesammen genvalg, mens de byder 2015 mesteren Pascal Wehrlein velkommen tilbage på holdet.

Gary Paffett er den klart mest erfarende, da han starter sin 15. sæson for det tyske mærke – ja faktisk har han kørt halvdelen af alle de sæsoner, som Mercedes har deltaget i DTM i! Det er, indtil videre, kun blevet til et enkelt DTM mesterskab for Paffett, tilbage i 2005.

Paul di Resta starter sin 9. sæson for mærket, hvor kun 3 sæsoner i Formel 1 har holdt ham væk fra den tyske serie. Han vandt DTM mesterskabet i 2010 og fik med det samme en billet til Formel 1 hos Force India, som Mercedes leverede motorer til. Samarbejdet kom aldrig til at køre perfekt, og efter 3 år, vendte han tilbage til DTM.

Edoardo Mortara kom først til Mercedes i 2017, men han havde inden da 6 sæsoner hos Audi Sport. Han var utroligt tæt på at snuppe mesterskabet i 2016, men om det var uheld, eller om det var den kommende Mercedes kontrakt som lå i baghovedet er svært at sige, men han missede i hvert fald mesterskabet med få point til BMW kører Marco Wittmann. Det blev til en enkelt podieplads for Mortara hos Mercedes i 2017, i en sæson, hvor der ellers var langt imellem lyspunkterne. Senest er han begyndt at deltage i Formel E mesterskabet for Venturi holdet, hvilket måske skal ses som en optakt til det kommende engagement for Mercedes i serien. Han lå til at vinde sit blot andet løb i Formel E, men en kørefejl kort før målstregen, gjorde at han sluttede 2’er i stedet.

Gary Paffett & Edoardo Mortara
Photo: JJ Media

Pascal Wehrlein har en historie, der meget ligner di Resta. Han kommer op igennem Formel 3 serien og bliver hyret af Mercedes til deres DTM hold i 2013. Han tager sin debutsejr i den blot anden sæson, og i 3. sæson vinder hans DTM mesterskabet, og får herefter en Formel 1 billet til Manor teamet. Da de lukker efter 2016 sæsonen, skifter han til Sauber, hvor Mercedes betaler sædet for ham, men en nakkeskade forud for sæsonen, der skete i forbindelse med Race Of Champions, gjorde at den unge tysker måtte springe sæsonens to første Formel 1 løb over. Han kørte dog et flot resultat hjem i Spanien med en 8. plads og en måned senere i Aserbajdsjan med en 10. plads, mens resten af sæsonen var pointløs. Efter sæsonen valgte Sauber i stedet endnu en gang at tage imod Ferrari motorer, og samtidig re-brande motorerne Alfa Romeo. Derved forlangte de at en af deres Junior kørere kom i bilen, og der var ikke længere plads til Wehrlein. 2018 bliver hans 4. sæson i DTM.

Lucas Auer får også sin 4. sæson for holdet. Han var Mercedes holdets eneste håb i 2017, hvor han faktisk var mesterskabsførende efter de første 3 løb. Men herfra gik det gevaldigt ned af bakke med kun et point i de næste 4 løb. Tendensen blev vendt i løb 2 på Norisring, hvor der endelig var en podieplads igen, men bortset fra en sejr på Nürburgring, var efterårssæsonen for Auer heller ikke noget at skrive hjem om. Det lykkedes ham at slutte på 6. pladsen i mesterskabet – 3 pladser foran den næstbedste Mercedes mand, Robert Wickens.

Som før omtalt på Racing24-7.net, er der opstået to ledige sæder hos Mercedes i 2018 sæsonen, da Robert Wickens er skiftet til Verizon IndyCar Series, og Maro Engel skal fokusere på Formel E og GT løb.

DTM sæsonen 2018 starter den 5. maj på Hockenheim.

Relaterede nyheder