Dansker kører Porsche Supercup igen

Når Porsche Mobil 1 Supercup starter sæsonen i maj måned, bliver det igen med en dansker på startgridden.

21 årige Mikkel Overgaard Pedersen kommer igen til at repræsentere de danske farver i den internationale mærkeklasse, der følger Formel 1 ved de europæiske løb samt et af de oversøiske.

Det bliver 4. sæson at han kommer til start i serien, hvor det i 2015 kun blev til en enkelt weekend på COTA i USA. 2016 sæsonen kørte han afdelingerne i Barcelona, Monaco samt Hockenheim. På daværende tidspunkt kørte han i en lidt aldrene Porsche 911 GT3, mens der til 2017 sæsonen blev lavet en aftale om en fuld sæson i den allernyeste årgang af den ikoniske racerbil.

Han fortsætter i samme bil i 2018, hvor han endnu en gang starter hos Molitor Racing Systems (MRS), der skal stå for al drift og vedligehold af bilen. Mikkel skal blot møde op med hjelm og køredragt, og så står bilen køreklar og i perfekt stand.

Når man spørger den unge racerkører om hvad målet for 2018 sæsonen er, kommer svaret prompte:

“Podieplacering. Det var tæt på sidste år, men nu må vi se – det er et svært felt,” udtaler Mikkel Overgaard Pedersen.

Selvom det var et svært og tæt felt, viste Mikkel alligevel rigtig gode takter i sidste sæson. Adskillige gange lå han og snuste rundt i top-10, men når man kommer der op, begynder albuerne også at blive lidt spidsere. Det fik han især at føle på Monza, hvor han lå til karrierens bedste resultat, og i stedet blev sendt ud på et spin ved høj hastighed. Heldigvis kunne kan stadig komme i mål i pointene, men adskillige placeringer længere nede, i forhold til før at konkurrenten blev lidt for nærgående.

Mikkel Overgaard Pedersen
Photo: Porsche Motorsport

Nu har han en hel sæsons erfaring i bagagen og kender samtlige baner på kalenderen. Det bliver helt sikker en kæmpe fordel i 2018. Porsche Supercup har blot 45 minutters træning, inden at den står på 30 minutters kvalifikation, og herefter de ca. 35 minutters racerløb. Dermed skal man være vågen fra første øjeblik, samt have heldet med sig, når man kommer ud på de nye dæk i kvalifikationen. Her får man nemlig kun få omgange til at sætte tiden, inden at dækkenes hurtighed er brændt af, og de taber nogle få tiendedele. Det er ikke unormalt at 5 biler ligger indenfor få tiendedele, og faktisk var der mindre end et sekund fra andenpladsen til 19. pladsen ved åbningsløbet i Barcelona 2017!

2018 sæsonen kommer til at bestå af 10 løb, fordelt på 9 baner. 8 af weekenderne skal køres i Europa, mens finaleløbene skal køres i Mexico City.

Kan Mikkel Overgaard Pedersen gøre en god figur i 2018, er der helt klart store muligheder i de kommende sæsoner. En stor del af kørerne, gennem de tidligere sæsoner, kører i dag Le Mans eller andre sportsvognsløb over hele verdenen, og især den franske 24 timers klassiker, er det helt store mål for Mikkel.

Inden sæsonstarten skal der køres en to-dags test på Circuit de Catalunya i Spanien den 25.-26. april, hvor Åbningsløbet køres godt 2 uger senere.

Mikkel Overgaard Pedersen kommer til at kæmpe mod mindst 27 andre kørere i 2018 sæsonen, så speederen skal presses helt i bund, hvis der skal pokaler med hjem – men det er han nu heller ikke bange for, som han har bevist ved adskillige lejligheder i både ind- og udland.

Hele kalenderen kan ses her.

Relaterede nyheder