Brasilianer afløser hollænder

DragonSpeed har fundet vikaren, når den ene af deres faste LMP1 kørere har andre forpligtelser.

Det bliver brasilianske Pietro Fittipaldi, der skal afløse Renger van der Zande ved 1. og 4. afdeling af FIA World Endurance Championship 2018/19 sæsonen.

Van der Zande har to datosammenfald med sine forpligtelser i WeatherTech SportsCar Championship, hvor han kører for Konica Minolta Cadillac Wayne Taylor Racing.

I første omgang var der kun datosammenfald mellem FIA WEC åbningsløbet på Spa Francorchamps og Mid-Ohio IMSA afdelingen, men efter at Fuji FIA WEC afdelingen blev flyttet, falder den også sammen med Petit Le Mans.

Pietro Fittipaldi
Photo: RJodPhotography

Fittipaldi vandt World Series Formula V8 3,5 mesterskabet i 2017, og skrev umiddelbart efter under på en kontrakt med Dale Coyne Racing i Verizon IndyCar Series, hvor han skal køre udvalgte løb. Han får løbsdebut i Phoenix på ovalen, inden han i maj måned skal Indianapolis 500.

World Series Formula V8 3,5 mesterskabet fulgte FIA WEC gennem en stor del af 2017, og top-3 i mesterskabet fik en test hos de mesterskabsvindende FIA WEC hold. Dermed var Pietro Fittipaldi en af de sidste som fik lov til at køre Porsche 919 Hybrid LMP1 bilen, inden at Porsche pakkede den væk på museet.

Ben Hanley og Henrik Hedman bliver de to faste kørere gennem hele sæsonen, hvor DragonSpeed holdet skal deltage med den helt nye BR1 racer, som russiske SMP Racing har udviklet sammen med italienske Dallara. Dallara er for øvrigt også chassis leverandøren til IndyCar serien.

FIA WEC sæsonen starter den 5. maj på Spa Francorchamps i Belgien.

Relaterede nyheder