God sæsonstart i PMSC

Porsche Mobil 1 Supercup skød sæsonen i gang på Circuit de Catalunya nær Barcelona i Spanien.

Hele 30 biler var til start, i en god blanding af nye og gamle navne.

Den forsvarende mester Michael Ammermüller havde taget Pole Position foran den nye superstjerne hos Porsche, Julien Andlauer. Florian Latorre, holdkammerat til Andlauer, havde overraskende kørt sig ind på 3. startposition, foran de erfarende kørere Jaap van Lagen, Nick Yelloly og Mattia Drudi.

Danske Mikkel O. Pedersen skulle starte løbet fra 16. position, men var kun lige et sekund fra Pole Position – så et utroligt tæt felt.

Ammermüller fik den bedste start, mens Latorre fik en rigtig dårlig start. Jaap van Lagen var kommet helt op på andenpladsen, ved udgangen af den første svingkombination.

Philipp Sager udløste dagens første Safety Car, da han på helt egen hånd spandt rundt bagerst i feltet. I første omgang var han på asfalten, men da han forsøgte at spinne bilen rundt igen, endte han med at grave sig ned i gruset.

Michael Ammermüller, Jaap van Lagen, Julien Andlauer, Nick Yellowly etc
Photo: Porsche Motorsport

Løbet blev dog hurtigt startet igen. Her gik Nick Yelloly straks til angreb på Andlauer, men det udnyttede Drudi til at smutte forbi Yelloly.

Drudi lavede en lille fejl på vej ud på langsiden, som Yelloly, Dylan Pereira og Larry ten Voorde udnyttede.

Ude i front havde Ammermüller dog godt styr på det, mens van Lagen også hang rimelig godt på.

Herefter kom der virkelig gang i løbet igen. Egidio Perfetti forsøgte at overhale Mark Radcliffe. Det lykkedes dog ikke helt, og Perfetti spandt på egen hånd, i forsøget på at undvige.

Julien Andlauer & Nick Yelloly
Photo: Porsche Motorsport

Senere på den samme omgang røg Zaid Ashkanani i dækmuren, i kamp med Thomas Preining. Ashkanani fik et stort skub bagi under nedbremsningen, hvilket sendte bilen af banen, og hans løb var ovre, og der måtte Safety Car ud, så hans bil kunne fjernes. Dommerne gav Thomas Preining en drive-through straf for hændelsen.

Det gav 5 omganges racerløb tilbage.

Mikkel O. Pedersen lavede en flot overhaling under nedbremsningen til Sving 4 på Al Faisal Al Zubair. Dermed kom han op på 12. pladsen i løbet.

Det var Michael Ammermüller der kørte først over målstregen, foran Jaap van Lagen og Dylan Pereira.

Den næste afdeling af Porsche Mobil 1 Supercup skal køres om 2 uger, når serien gæster Monacos gader.

Relaterede nyheder