Vildt DTM løb med flere afbrydelser

Den 3. afdeling af DTM 2018 blev kørt på Lausitzring mellem Berlin og Dresden.

Mercedes kører Lucas Auer havde sikret sig Pole Position foran de to BMW kørere Philipp Eng og Bruno Spengler, inden Pascal Wehrlein fik en Mercedes klemt ind før Timo Glock og Marco Wittmann fik yderligere to BMW’er i top-6.

Nico Müller var den bedste Audi Sport kørere helt tilbage i P9, mens Mike Rockenfeller fulgte lige efter ham.

Mesterskabstoer Gary Paffett skulle starte helt nede fra 14. startposition

Det gik helt galt for Nico Müller, da starten skulle gå. Hans bil kom slet ikke afsted, og i al forvirringen kunne Jamie Green ikke nå at undvige holdkammeraten. Heldigvis var begge kørere ok, men det var et kæmpe uheld, med vragdele ud over hele start-mål langsiden. Derfor kom der naturligvis også Safety Car med det samme, så banen kunne blive ryddet.

Ude i front fik Auer en skidt start, hvor Eng var helt oppe på siden af ham. Auer ville dog ikke lige give pladsen, og pressede faktisk landsmanden let i betonmuren. Auer beholdt føringen mens Spengler kom op på andenpladsen.

Der gik 15 minutter inden at banen var ryddet for vragdele og biler.

Der gik dog ikke længere end en halv omgang før at der var endnu et voldsomt uheld.

Loic Duval lå side om side med Rene Rast. Duval tabte bagenden en lille smule, hvilket skubbede Rast ud på græsset. Da Rast kom sidelæns ud på græsset, fik bilens bund fast i græsset hvorefter han blev sendt ud på et meget voldsomt rul, hvor bilen rullede både den sideværts men også langs. Heldigvis landede den på hjulene igen, og Rast kunne selv kravle ud af bilen, selv om der stort set ikke var nogle karosseridele tilbage på bilen. Det udløste med det samme et rødt flag, da løbsledelsen ville have lægerne ud til stedet hurtigst muligt, og ikke ville vente på at feltet var samlet bag en Safety Car. Men som sagt var Rast heldigvis ok.

Rene Rast
Photo: JJ Media

Så på halvanden omgangs racerløb, var 4 ud af 6 Audi Sport racere blevet smadret, og det bliver helt sikkert en stor opgave for mekanikerne, at få alle biler køreklare igen til søndagens løb.

Løbet blev startet bag Safety Car, med en enkelt opvarmningsomgang, hvorefter de resterende 14 biler kunne starte løbet igen.

Auer fik en ok start foran Spengler og Eng.

Det var en skidt dag for Robin Frijns. Han fik en 5 sekunders pitstop straf for tyvstart i forbindelse med den første løbsstart. Daniel Juncadella fik en drive-through straf for at overhale for tidligt efter en af Safety Car perioderne.

Holdene begyndte at tage deres obligatoriske pitstop hurtigt efter løbets genstart, hvilket rykkede en del op og ned på feltet.

Timo Glock havde et fantastisk pitstop, og det lykkedes ham at komme ud med et pænt forspring til Lucas Auer. Dog havde Auer allerede varme i dækkene, så han fik hurtigt lukket hullet.

Glock, Auer og Eng kørte snude mod snude ned af langsiden, og Glock og Auer havde så travlt med at kæmpe med hinanden, at Eng kunne smutte forbi begge to.

Eng havde dog lige Edoardo Mortara at komme forbi. Mortara kørte og slingrede ned af langsiden og gjorde bestemt ikke jobbet nemt for Eng. Men det lykkedes ham at komme forbi til sidst.

Edoardo Mortara
Photo: JJ Media

Mortara fik dog DRS, så han kunne komme tilbage igen, mens Glock så kunne rykke helt op i bagkofangeren på Eng.

Joel Eriksson pittede på løbets tredjesidste omgang, og faldt helt tilbage på P13. Frijns havde ikke pittet endnu, men gjorde det ved starten på sidste omgang.

Timo Glock kom forbi Philipp Eng, men det var også ideelt at den mesterskabsførende fik flere point end Eng.

Det lykkedes Mercedes pilot Edoardo Mortara at vinde løbet foran BMW kørerne Timo Glock og Philipp Eng. Mike Rockenfeller blev bedste Audi kører på P11, og altså udenfor pointene.

Det bliver spændende at se hvor mange biler at der er køreklare i morgen, når årets 4. afdeling skal køres klokken 13.30.

Related posts