Will Power vinder af Indianapolis 500 2018

Den 102. udgave af Indianapolis 500 blev kørt under perfekt blå himmel, og med 33 sultne racerkørere.

De 11 rækker med 3 biler i hver kom godt afsted.

Ed Carpenter førte løbet fra Pole Position, mens Team Penske holdkammeraterne Simon Pagenaud og Will Power lå 2’er og 3’er.

Tony Kanaan fik en god start på løbet, og var efter 10 omgange allerede oppe på 6. pladsen, fra 10. startposition.

James Davidson blev langsom ude på banen, og da han lå midt i feltet, skulle resten af feltet forsøge at komme forbi ham. Hans omgangstider faldt med 5 sekunder, og var under 200 mph på gennemsnitshastigheden.

Efter 30 omgange begyndte folk at køre i pit.

Spencer Pigot havde dog en rigtig god benzinøkonomi, og blev ude på banen længere end alle de andre. Dermed overtog han føringen i et par omgange, inden at han også skulle i pit.

Kanaan blev den helt store vinder i pitstop runden, hvor han rykkede helt op på andenpladsen af løbet, efter Carpenter, mens Josef Newgarden var oppe på P3.

Indy 500 Start 2018
Photo: Indycar.com / John Cote

James Davidson var dagens første udløser af gult flag. Han lå midt på ideallinjen og kørte meget langsommere den konkurrenterne. Det overraskede Takuma Sato, der kom med fuld fart på, og kørte lige op i bagenden på ham. Heldigvis blev begge biler på jorden, men begge var udgået på stedet. Men bittert for Sato, der vandt Indy 500 i 2017.

Det udnyttede alle til at pitte for anden gang, men ændrede ikke på rækkefølgen i top 3, hvor det fortsat var Carpenter, Kanaan og Newgarden.

Det blev kun til få omgange under grønt flag, inden at Ed Jones røg i betonmuren. Han kom lidt for langt ned på banen og tabte bagenden på bilen.

Da løbet blev startet igen, havde Tony Kanaan kortvarigt føringen, men Carpenter var hurtigt tilbage i front igen.

Scott Dixon og Sebastien Bourdais havde et tæt øjeblik, hvor de to biler snittede hinanden. Heldigvis blev begge stadig på banen.

Så heldig var Danica Patrik ikke, få omgange senere. Hun tabte bagenden på bilen i Sving 2, præcis ligesom Ed Jones, og røg i muren. Heldigvis var det på SAFER barrieren, der tog en stor del af sammenstødet.

Tony Kanaan
Photo: Indycar.com / Chris Jones

Da løbet blev frigivet, gik Tony Kanaan i front af løbet igen, mens Carpenter faldt tilbage som 2’er, foran Will Power.

Josef Newgarden var den eneste mand blandt de førende, som havde pittet for 3. gang. Dermed var han ude af synk med resten af feltet, hvilket kunne vise sig at være både en fordel og ulempe senere i løbet. Har faldt tilbage på 20. pladsen, men var godt tanket.

Tony Kanaan måtte pitte to gange i løbet af få omgange, da han havde en sivepunktering på hans nye sæt.

Zach Veach havde et dramatisk øjeblik i forbindelse med sit pitstop. Da tankmanden trak benzinslangen til sig, er det normalt at der står en anden mekaniker og sprøjter vand på bilen, for at undgå brand. Af en eller anden årsag fik han ikke sprøjtet vand på bilen, og derefter tændte bilen i et flammehav. Heldigvis blæste ilden ud igen, da han kørte videre.

Ude i front havde Will Power overtaget føringen af løbet foran Ed Carpenter og Simon Pagenaud.

Helio Castroneves, Sage Karam, Scott Dixon
Photo: Indycar.com / Jim Haines

Kyle Kaiser udgik af løbet efter 115 omgange, med tekniske problemer på bilen.

Power havde absolut ingen intension om at spare på brændstoffet, da han distancerede forfølgerne med et halvt sekund per omgang. Han skulle dog som størstedelen af feltet ind til mindst to pitstop mere. 70 omgange før mål, pittede han for en tankfuld benzin og 4 nye dæk.

Graham Rahal, Robert Wickens og Carlos Munoz var på en helt anden tankstrategi end alle de andre, og kunne køre længere end selv Newgarden. Dette kunne udvikle sig godt mod slutningen af løbet.

Efter 140 omgange røg Sebastien Bourdais i muren i Sving 3. Han lå for tæt bagved Alexander Rossi, hvor han blev ramt noget turbolens, og herefter var ved at tabe bilen. Bourdais forsøgte at korrigere bilen, men endte med at tabe bagenden, og dermed var hans løb slut.

Stefan Wilson fik parkeret for langt fra sin pit i forbindelse med hans pitstop, og derved kunne påfyldningsslangen ikke nå. Det kostede ham ekstra meget tid – men heldigvis var det under Safety Car.

Men Graham Rahal nåede at pitte lige inden der kom gult flag på banen, nåede Carlos Munoz ikke ind, og tabte derved en masse placeringer. Han havde dog stadig en benzinoverskud i forhold til størstedelen af feltet.

Tony Kanaan udnyttede muligheden for at få tanket. Han mistede ikke nogle placeringer på det, men kunne til gengæld køre resten af løbet med fuld gas.

Conor Daly & Ryan Hunter-Reay
Photo: Indycar.com / John Cote

Løbet blev genstartet med Will Power foran Ed Carpenter og Simon Pagenaud. Helio Castroneves lå dog helt oppe i nakken af Pagenaud, men nåede ikke at komme forbi, inden at der kom gult flag igen.

Det var Castroneves selv der røg i muren, på vej ud af Sving 4. Han tabte selv bagenden af bilen, og røg baglæns i indermuren. Dermed var hans chance for at tage en 4. Indy 500 sejr slut.

Alexander Rossi lavede for anden gang i dag en fantastisk overhaling udenom ved genstarten af løbet. Han fik arbejdet sig helt op på 3. pladsen i løbet, ved at overhale Ryan Hunter-Reay og Simon Pagenaud.

Det varede dog kun en enkelt omgang, inden at der var ballade igen. Sage Karam tabte bagenden på bilen i Sving 4, og skred sidelæns i muren. Det rev hans baghjul helt af, der hoppede over banen – heldigvis uden at ramme nogen.

Scott Dixon var den første mand til at tage sit sidste pitstop, med 39 omgange tilbage af løbet. Hermed skulle han virkelig spare på brændstoffet eller også håbe på at der kom flere gule perioder.

Alexander Rossi forsøgte at tage andenpladsen ved genstarten af løbet, men Ed Carpenter ville ikke lige afgive pladsen.

Tony Kanaan var også på fremmarch, og efterhånden helt oppe på 9. pladsen.

Will Power tog sit sidste stop med 29 omgange tilbage. Omgangen efter fulgte Ryan Hunter-Reay og Tony Kanaan.

Mens store dele af feltet kørte deres hurtigste omgange, måtte både Jack Harvey og Scott Dixon holde igen, og spare på benzinen, for at have en chance for at komme i mål. Dermed var deres chancer minimale, med Will Power kom stormende bagfra.

Will Power
Photo: Indycar.com / Jim Haines

Med 14 omgange tilbage af løbet blev Dixon overhalet af Power, hvorefter australieren måtte i gang med at jagte Oriol Servia, Stefan Wilson og Jack Harvey.

11 omgange før målflaget endte dagen for Tony Kanaan, der tabte bagenden af bilen på vej ud af Sving 2.

Det gjorde det hele ekstremt spændende for Servia, Wilson og Harvey. De 3 var helt ude på grænsen af at kunne komme i mål med deres benzinmængde, men de ville gøre forsøget.

Wilson tog føringen af løbet med det samme ved genstarten, mens Power skulle bruge en hel omgang på at komme forbi Servia, der faldt tilbage som 3’er.

Men 3 omgange før mål måtte Wilson og Harvey køre i pit, mens Power overtog føringen af løbet. Servia måtte også i pit, og dermed var Ed Carpenter og Scott Dixon oppe på 2. og 3. pladsen.

Will Power holdt føringen hele vejen i mål, og sluttede foran Carpenter, Dixon, Rossi og Hunter-Reay. Dermed tog han 17. sejr for Team Penske ved det legendariske løb.

Mesterskabsførende Josef Newgarden sluttede helt nede på 8. pladsen, og mistede derved føringen i Verizon IndyCar Series, mens dagens vinder, Will Power fører nu foran Alexander Rossi og Newgarden. Scott Dixon er rykket op som nummer 4 i mesterskabet.

Næste afdeling køres allerede næste weekend, hvor der er en dobbeltafdeling på gaderne i Detroit.

Relaterede nyheder