Spændende ELMS kval i Østrig – opdateret

Kvalifikationen til 4 timers løbet på Red Bull Ring blev kørt på en knastør bane, efter der havde været regnvejr i lørdagens træningen.

GTE bilerne var de første til at få 10 minutters kvalifikation, og det blev en session i Track Limits tegn, hvor bl.a. Spirit of Race Ferrari #55 og Proton Competition Porsche #77 og #88 fik frataget nogle af deres hurtigste tider.

Der blev virkelig gået til den, hvor det blev afgjort på tiendedele, som vi er vandt til at se med GTE klassen.

Det blev JMW Motorsport Ferrari #66 med Miguel Molina, der tog Pole Position foran Matteo Cairoli i Proton Competition Porsche #88, mens Andrea Bertolini i Krohn Racing Ferrari #83 kvalificerede sig P3, foran Spirit of Race Ferrari #55, Proton Competition Porsche #77 og Ebimotors Porsche #80. Alle 6 biler var adskilt af 0,539 sekunder – hvoraf top-3 kun havde 0,140 imellem sig – Ferrari, Porsche, Ferrari!

JMW Motorsport Ferrari #66
Photo: JJ Media

LMP3 bilerne var de næste til at komme på banen. Track limits gjorde sig også gældende i denne klasse, hvor visse hold mistede tider. Det blev til dansk Pole Position med Mikkel Jensen i AT Racing #9 foran Ultimate #17, med Matthieu Lahaye og M.Racing – YMR #19 med Lucas Legeret i P3. Ultimate #17 havde et lille spin på deres sidste flyvende omgang, hvilket gjorde det umuligt for dem at komme længere op.

Christian Stubbe Olsens holdkammerat, Colin Noble, kørte Ecurie Ecosse/Nielsen #7 ind på 9. startposition – en placering som de efterhånden er ved at være vandt til, fra de to tidligere afdelinger. Dermed startede de midt i det 18 bils store LMP3 felt.

AT Racing #9
Photo: JJ Media

Til sidst var det de 18 LMP2 biler.

High Class Racing #49 med Anders Fjordbach holdt først i linjen, men kom i problemer allerede i pitudkørslen. Her tabte de det forreste højre hjul, men fik bilen kæmpet tilbage til pitten på 3 dæk, hvor de så fik monteret et nyt dæk, og vendte tilbage på banen.

IDEC Sport #28, der også havde Pole Position ved 24 timers løbet på Le Mans tidligere i år, sad med den hurtigste omgang i lang tid, inden at en hel flok af konkurrenter slog tiden. Derfor dykkede Paul Loup Chatin ind for at få nye dæk, med 4 minutter tilbage af kvalifikationen.

AVF by Adrian Valles #30 havde en tur igennem gruset med Konstantin Tereschenko bag rattet, men kom tilbage på sporet igen.

De nye dæk var lige hvad #28 skulle bruge, da de snuppede Pole Position i allersidste øjeblik, hvor Duqueine Engineering #29 med Nicolas Jamin kørte den næsthurtigste tid foran Racing Engineering #24 med Norman Nato, foran DragonSpeed #21 med Nicolas Lapierre. Disse 4 biler var indenfor kun 0,177 sekund! Top 10 var adskilt af mindre end et sekund.

IDEC Sport #28
Photo: JJ Media

Anders Fjordbach fik #49 kørt til 15. hurtigste tid, og var desværre den langsomste Dallara – men ikke så sært, når fokus pludselig skifter over til bare at få bilen kørt hjem på 3 hjul, og derved også miste næsten halvdelen af kvalifikationen, inden at de kom på banen, for at sætte tider.

ORECA havde fuldstændig styr på LMP2 klassen, hvor de første 6 biler var fra det franske mærke, inden United Autosports #22 fik sneget en enkelt Ligier ind foran yderligere to ORECA’er. Cetilar Villorba Corse #47 med Felipe Nasr var den bedste Dallara i P10.

Løbet køres i morgen klokken 12.00, og kan følges live på www.Europeanlemansseries.com.

 

Opdatering – AT Racing #9 mistede efterfølgende Pole Position på grund af Track Limits. Dermed har Ultimate #17 pole foran M.Racing – YMR #19 og RLR MSport #15. AT Racing #9 skal i stedet starte som 6’er.

Relaterede nyheder