Ungarsk varme gav udfordringer

Med 4. løbsweekend på 5 uger, afsluttede Porsche Mobil 1 Supercup en utrolig intens første halvdel af sæsonen på Hungaroring nær Budapest i Ungarn.

Løbsweekenden blev en utrolig varm weekend for alle kørerne, hvor PMSC bilerne var heldige kun at skulle køre i tørvejr, mens nogle af de andre klasser blev drillet af tordenbyger. Søndagens løb blev også kørt i strålende solskin, så alle kørerne skulle passe på dækkene gennem de 14 omgange.

Porsche Junior kører Thomas Preining havde taget sin anden Pole Position i sæsonen foran den anden Porsche Junior kører Julien Andlauer, mens Zaid Ashkanani var endnu en ung kører i top-3, inden Christopher Zöchling og Jaap van Lagen bragte noget erfaring ind i top-5.

Mesterskabsførende Michael Ammermüller startede løbet fra P7, lige foran nummer to i Mesterskabet, Nick Yelloly. Dylan Pereira havde endnu en skidt kvalifikation, og skulle starte helt tilbage fra P12, så han stille og roligt måtte se de forreste to potentiel trække længere fra ham i mesterskabet.

Mikkel Overgaard Pedersen havde kørt endnu en flot kvalifikation, og skulle starte løbet fra 10. position – kun 0,4 sekund fra en tredjeplads!

Julien Andlauer
Photo: Porsche Motorsport

Feltet bestod “kun” af 28 kørere denne weekend, hvor der havde været over 30 de seneste gange. Dertil mistede vi endnu en bil inden løbets start, da Chris Bauer desværre ikke kom til start på grund af tekniske problemer med bilen.

Preining kom godt af sted, mens Ashkanani forsøgte at køre udenom Andlauer i Sving 1, men endte med at tabe en plads til van Lagen.

Philipp Sager kørte op i bagenden på Khalid Al Wahaibi i Sving 1, hvilket sendte den sidstnævnte imod kørselsretningen. Der var en masse vragdele på banen, så løbsledelsen valgte at sende Safety Car på banen, for at få det ryddet op.

Yelloly havde fået en god start på løbet, og var allerede oppe på P5 inden SC kom på banen, og havde endda holdt Ammermüller bag sig, hvilket var yderst vigtigt for ham.

Pedersen tabte et par placeringer i det tætte midterfelt, men danskeren ville ikke sådan lige opgive placeringerne, men måtte dog give fortabt til Mattia Drudi.

Dylan Pereira gik til angreb på Larry ten Voorde omkring 8. pladsen, men blev afvist med et lille skub, der sendte Pereira ud på en mindre omvej, som kostede en placering til Florian Latorre.

Thomas Preining
Photo: Porsche Motorsport

Pedersen og Josh Webster havde en duel omkring 13. pladsen, hvor placeringen bølgede frem og tilbage mellem de to flere gange, men desværre med englænderen først over målstregen.

Ammermüller lå helt oppe under bagvingen på Yelloly, og englænderen måtte hive den bedst mulige defensive kørsel frem, for at holde den forsvarende Mester bag sig.

Thomas Preining vandt sæsonens anden sejr, foran Julien Andlauer og Jaap van Lagen. Zaid Ashkanani fik kørt 4. pladsen hjem foran Nick Yelloly og Michael Ammermüller.

Derved forsvarer Ammermüller føringen i Mesterskabet foran Yelloly, mens Dylan Pereira lige nøjagtig holder P3 foran Julien Andlauer.

Nu har Porsche Mobil 1 Supercup kørerne 4 ugers sommerferie, inden at de skal køre på Spa Francorchamps den 26. august.

Relaterede nyheder