DTM tilbage i Storbrittanien

Den anden halvdel af DTM 2018 sæsonen startede i dag på Brands Hatch banen i England.

Det er første gang siden 2013 at den tyske touringcar serie er i Storbrittanien.

Daniel Juncadella havde taget Pole Position foran Mercedes-AMG holdkammeraten Lucas Auer. Rene Rast var den bedste Audi på P3 foran Philipp Eng med BMW på P4. Endnu en BMW i from af Augusto Farfus havde sneget sig ind foran mesterskabsførende og lokalhelten Gary Paffett. Hans nærmeste udfordrer i mesterskabet, Paul di Resta, var helt tilbage på P12. Timo Glock på P3 startede lige bag Paffett fra P7.

Løbet blev kørt på den fulde Brands Hatch Grand Prix bane, hvilket også var nyt, da det har været den korte Indy Circuit som tidligere blev brugt til DTM.

Mens det havde regnet fredag, holdt de 18 biler klar på startgridden under flot blå himmel.

Der blev virkelig vendt op og ned på tingene oppe foran, da Juncadella kom rigtig skidt af sted med masser af hjulspin, og både Auer og Rast kom foran spanieren inden Sving 1.

Daniel Juncadella
Photo: JJ Media

En hel række af kørere dykkede i pit allerede på første omgang. Det var Rene Rast, Timo Glock, Paul di Resta, Loic Duval , Robin Frijns og Bruno Spengler.

Der kom gul flagzone på den anden omgang, da Duval sad fast i gruset i blot to sving efter pitudkørslen.

Marco Wittmann og Nico Müller var de næste to kørere til at pitte, i håbet om at Safety Car måske ville komme ud for at bjerge Duval. Det blev dog løst under en Slow Zone, så feltet stadig var spredt ud over hele banen.

Da hele banen var grøn igen, dykkede Augusto Farfus, Philipp Eng og Mike Rockenfeller ind. Det lykkedes Farfus for at komme foran Rast, så BMW manden var virkelig på vej frem i feltet.

Juncadella var i pit på 7. omgang, og kunne endda komme ud foran Farfus og Rast, så Rast havde virkelig tabt terræn.

Den førende Auer pittede på 9. omgang, og kom ud i front af løbet, men kunne intet stille op, da han var på kolde dæk mens Juncadella og Farfus var på varme dæk. Rast lå også helt oppe under bagvingen på Auer, men kunne ikke komme forbi.

Pascal Wehrlein var den sidste mand til at pitte efter 15 omgange, og her var der problemer med dækskiftet, så han gik fra føring til P7 ved pitudkørslen, som han kunne holde omgangen ud.

Så efter alle pitstoppene var blevet taget, var Juncadella i front foran Farfus, Auer, Rast, Eng, Paffett, Wehrlein, Mortara Wittmann og Glock. Di Resta lå stadig og rodede rundt langt udenfor pointene i P15.

Loic Duval
Photo: JJ Media

Timo Glock begyndte at få problemer med sin dæk, da han først havde en tur af banen i Paddock Hill Bend med venstre hjulpar, og et par omgange senere blev overhalet af hele 3 Audi kørere, Frijns, Rockenfeller og Jamie Green. Rocky og Green gik endda på hver sin side af Glock, hvor Glock måtte træde på bremsen på vej ind i Hawthorn, for ikke at sende alle 3 biler i gruset.

Paffett gjorde et sidste forsøg på avancement på tredjesidste omgang, da han var kommet helt op bag Eng. Med DRS vingen åben hentede han adskillige meter på langsiderne, men kunne ikke komme forbi.

Jamie Green fik overhalet holdkammeraten Robin Frijns på allersidste omgang.

Daniel Juncadella vandt løbet foran Augusto Farfus og Lucas Auer. Det var spanierens første sejr i DTM, efter han tidligere på året tog s første Pole Position på Norisring.

Dermed udbyggede Paffett føringen i mesterskabet, da både di Resta (P16) og Glock (P13) sluttede udenfor pointene. Faktisk er Lucas Auer hoppet op på P3 i mesterskabet – men 50 point bag Paffett.

I morgen køres der endnu et DTM løb – og en ting er sikkert – Gary Paffett kan tage fra Storbrittanien som mesterskabsførende, uanset hvad der sker i morgendagens løb, da han er 35 point foran di Resta.

Related posts