Masser af omgange i FP2

European Le Mans Series holdene fik kørt masser af omgange i dagens anden frie træning på Silverstone.

G-Drive Racing #26 var igen den hurtigste bil i LMP2 foran DragonSpeed #21. De to fik besøg af Cetilar Villorba Corsa #47, hvor Felipe Nasr fik kørt en super omgang, og dermed blev den bedst placerede Dallara chassis, lige foran SMP Racing #35.

DragonSpeed #21
Photo: JJ Media

High Class Racing #49 delte de 90 minutters træning, hvor Anders Fjordbach og Dennis Andersen fik kørt næsten det samme antal omgange. De brugte dog også en del tid i garagen på at justere opsætningen på bilen. Det rakte til 12. bedste tid, hvilket de helt sikkert håber på at kunne forbedre, især når man ser to andre Dallara biler i top 4.

I LMP3 var 360 Racing #6 den hurtigste bil foran United Autosports #2 og AT Racing #9. Denne weekend kører Mikkel Jensen ikke hos AT Racing, da han har forpligtelser på Zandvoort i ADAC GT Masters for BMW.

360 Racing #6
Photo: JJ Media

Der er dog en anden dansker i klassen, nemlig Christian Stubbe Olsen. Christian var den hurtigste mand i bilen i FP3, men alle 3 kørere lå indenfor 0,032 sekund! Så må man vist konstatere, at det var potentialet i bilen i FP2. Tiden rakte dog kun til 15. hurtigste tid, da holdet fokuserede mere på løbssetup end på en enkelt hurtig omgang, som mange af de forankørende gjorde.

Proton Competition Porsche #88 kørte hurtigste tid i GTE foran Spirit of Race Ferrari #55 og Gulf Racing UK Porsche #86. Den sidstnævnte fik ikke kørt helt så meget som de havde håbet på, da de fik en 5 minutters Stop & Go for at have kørt for meget på den forkerte side af de hvide linjer ude på banen. Og jo, man kan godt få sådan en i træningen – for så skal man bare holde ind i pitten i 5 minutter, uden at man må gøre noget.

Proton Competition Porsche #88
Photo: JJ Media

I alt 12 kørere har dobbelt opgave denne weekend, hvor de hopper frem og tilbage mellem ELMS og FIA WEC paddocken. Værst er det for Gulf Racing UK #86 og Proton Competition Porsche #88, hvor alle 3 kørere skal dele bil i begge løb. Begge hold har dog både en ELMS og en FIA WEC bil, som de skifter imellem. Dertil kommer at de kører på Dunlop i ELMS og Michelin i FIA WEC, så opsætningen kan ikke direkte deles mellem de to biler.

DragonSpeed #21 har også alle 3 kørere aktive i FIA WEC, men her hopper Henrik Hedman og Ben Hanley i den anden DragonSpeed #10 LMP1 bil, mens Nico Lapierre hopper ombord i Signatech Alpine Matmut #36 LMP2 raceren.

Nu skal holdene vente indtil lørdag middag, hvor kvalifikationen klokken 11.10 lokal tid.

Relaterede nyheder