Første DTM løb i mørke afviklet

Det første DTM løb i mørke blev kørt i italienske Misano, hvor 19 kørere var klar til at køre i lygternes skær. Afdelingen var samtidig 13. afdeling i dette års Mesterskab.

Kvalifikationen havde haft ekstra udfordringer for kørerne, da der var regnvejr, hvilket drillede flere af kørerne.

Paul Di Resta havde taget Pole Position foran Mercedes-AMG holdkammeraten Edoardo Mortara, mens Audi Sport kører Rene Rast skulle starte fra P3. Mesterskabsførende Gary Paffett startede løbet fra 4. position, lige foran bedste BMW mand, Timo Glock.

Lokalhelten Alex Zanardi var gæstekører hos BMW ved denne afdeling, og havde fået kvalificeret sig på 19. og bagerste startposition. Zanardi kørte i en speciel håndbetjent M4 DTM racer. Så ikke nok med at han skulle håndtere en i forvejen krævende bil, skulle han altså også få den styret rundt i regnen.

Banen var optørrende ved starten af løbet, som gjorde at nogle kørere valgte regndæk, mens andre mente at slicks var det rigtige valg.

Jamie Green startede fra pitlane, da han havde haft et problem med bilen, inden han skulle ud på gridden. Ikke at det gjorde den store forskel, da han kun havde kvalificeret sig som 17. bedste kører i forvejen.

Loic Duval
Photo: DTM Media

Paffett lavede den bedste start og var i føring inden Sving 1, men Di Resta kom tilbage på P1, mens Paffett måtte flette ind på P2. Rene Rast havde allerede tabt en placering i starten, og tabte yderligere et par pladser inden omgangen var slut.

Pascal Wehrlein og Loic Duval havde en kamp om 11. pladsen, hvor der blev skubbet en hel del, og også banket lidt skærme.

Mike Rockenfeller og Marco Wittmann havde også de spidse albuer ude, hvor først Rockenfeller kørte Wittmann tæt på gruset, og Wittmann så betalte tilbage et par sving senere. Det gjorde at Rocky også faldt bag holdkammeraten Robin Frijns.

Loic Duval og Philipp Eng var de to første kørere, der havde været i pitten til deres dækskifte på 3. omgang.

Wittmann var af banen på 4. omgang, efter han havde fået et lille skub af Frijns. Wittmann dykkede i pit ved førstkommende mulighed, ligesom Mortara, Green, Eriksson og Glock også gjorde.

Lucas Auer var kommet helt tilbage fra startposition P6 og op på P3. Dermed var det en Mercedes 1-2-3.

Müller og Rockenfeller var inde efter 5 omgange på regndækkene, og skiftede over til slicks.

Det var det helt rigtige tidspunkt at komme i pit på, hvilket gjorde at Di Resta, Paffett, Frijns og Rast også gjorde ved starten på 7. omgang.

Wehrlein og Auer ventede til omgangen efter, med deres dækskifte.

Paffett fik forbremset sig for enden af baglangsiden, og det forsøgte både Mortara og Eng at udnytte, ved at køre op på siden af ham. De tre biler kom i kontakt med hinanden, og det gik værst ud over Paffett, som blev sendt helt af banen, med et knækket styretøj, og dermed var ude af løbet.

Loic Duval og Joel Eriksson havde også kontakt ude på banen, hvilket sendte begge biler ud i et spin.

Da Paffetts bil holdt strandet ude på banen, måtte der Safety Car ud, så banens officials kunne få bilen fjernet. Paffett var rødglødende, da Mortara er hans holdkammerat, og ikke burde blande sig i mesterskabskampen med så aggressiv kørsel.

Det var et kæmpe problem for Daniel Juncadella, Augusto Farfus, Bruno Spengler og Alex Zanardi, da de endnu ikke havde været inde til deres stop, og de derved var så godt som garanteret, at slutte på de 4 sidste positioner i løbet, da det ville blive et kæmpe tidstab for dem. Zanardi smuttede i pit, mens der stadig var SC ude på banen, så han i det mindste fulgte med feltet ved genstarten af løbet, selvom det var på sidstepladsen.

Paul Di Resta
Photo: DTM Media

Løbet blev genstartet med bilerne side om side. Der var lidt skubben ned mod første sving – men det var først i Sving 3 at Juncadella selv kørte af banen.

Senere på omgangen kom det til kontakt mellem Rene Rast og Jamie Green, men det var hurtigt videre.

Auer og Eriksson havde kontakt med hinanden, hvilket gjorde at Auer udgik, og få sving senere udgik Bruno Spengler også, da han havde været involveret i et harmonika sammenstød bag Auer/Eriksson uheldet. Al den ballede, med Auer og Spenglers biler strandet på banen, resulterede i dagens anden Safety Car.

Da løbet blev genstartet med godt 22 minutter tilbage af løbet, lå Farfus ude i front, men manglede stadig hans pitstop, med Eng og Di Resta på de to næste pladser, inden Juncadella uden pitstop kom på P4.

Di Resta kom op på P2, ved at overhale Eng allerede under genstarten af løbet, inden han gik på jagt efter førstepladsen. Mortara var også kommet op på 4. pladsen i løbet af de første par sving.

Di Resta fik udbremset sig selv for enden af langsiden, hvilket gjorde at PENG kunne dykke forbi igen.

Farfus dykkede i pit netop som Eng var kommet op til ham, efter at have givet Eng en god omgang med DRS muligheder.

Eriksson fra P6 fik en drive-through straf på grund af kontakten tidligere i løbet.

Juncadella, Glock og Duval havde et tæt kamp om 4. pladsen, hvor Müller og Frijns også kom med i toget. Det lykkedes Duval at komme forbi Glock, i en flot slipstream overhaling, hvor de to kørere respekterede hinanden.

Med 10 minutter tilbage af løbet havde Di Resta fået kørt sig op bag Eng igen, og lagde østrigeren under hårdt pres. Da det lykkedes Skotten at komme forbi, kom Mortara også med forbi.

Philipp Eng
Photo: DTM Media

Eng blev ved med at tabe placeringer, og røg også bag Juncadella, og kom hurtigt under pres af Duval, Frijns og Müller. De kom også forbi i løbet af få sving.

Mortara lå helt oppe under bagvingen på Di Resta, og pressede på med kun 2 minutter tilbage af løbet. Samtidig hentede Frijns også ind på de to førende.

På løbets allersidste omgang kom Frijns forbi Mortara, da hollænderen tvang schweizeren ud i en kørefejl. De to gnubbede lidt skærme, men Frijns fik snuden foran.

Paul Di Resta vandt løbet foran Robin Frijns og Edoardo Mortara. Det var en skidt dag for BMW, hvor man skulle helt tilbage til P7 for at finde den bedste mand i form af Timo Glock.

Det var et løb med stort mandefald, hvor kun 13 af de 19 startende kørere så målflaget.

Søndag aften er der igen DTM løb under lamperne i Misano.

Relaterede nyheder