Indycar 2019 kalenderen klar

Indycar har annonceret løbskalenderen for 2019.

Det bliver en kalender med 17 løb, hvoraf der køres et enkelt dobbeltløb i Detroit, som vi har været vandt til gennem de seneste sæsoner.

Sæsonen starter for 9. gang i træk på gaderne i St. Petersburg, Florida i starten af marts, inden serien for første gang besøger Circuit of the Americas senere på måneden. Det bliver første gang i mange år, at Indycar kommer til at køre på samme bane som Formel 1 også kører på. Senest var det Circuit Gilles Villeneuve som afholdt Champcar fra 2002 til 2006.

Traditionelt set har den amerikanske serie undgået Formel 1 banerne, så der ikke kom sammenligninger mellem de to serier med hensyn til omgangstiderne. Det skal dog siges at COTA har flere forskellige layouts, og det er ikke offentliggjort endnu, om de kommer til at benytte præcis den samme bane som F1, eller om de kører en af de kortere varianter.

I april måned køres der to uger i træk på Barber Motorsports Park og på gaderne i Long Beach.

Maj måned rykker alle holdene til Indianapolis, hvor der først køres på den normale racerbane, inden at man rykker ud på ovalen til Indy 500 løbet. Det betyder også at Indy 500 bliver sæsonens første ovalløb.

Allerede weekenden efter årets største løb, køres der på gaderne i Detroit, inden man kører på Texas Motor Speedway.

Så bliver der holdt “Le Mans” pause, inden Road America og seriens eneste udlandstur til Toronto i Canada køres.

Herefter køres der skiftevis på almindelige baner og ovaler, inden sæsonen afsluttes på WeatherTech Laguna Seca den 22. september.

Indy 500 2018
Photo: Indycar.com / Jason Porter

Ovalløbene i Texas, Iowa samt Gateway bliver aftenløb, som køres lørdag aften lokaltid.

Samtidig er det et farvel til ISM Raceway ovalen i Phoenix. Løbet har været plaget af ekstremt lave tilskuertal gennem de seneste tre sæsoner, og tidligere på året blev det annonceret at 2018 løbet var det sidste i denne omgang. Det er den runde at COTA erstatter.

De resterende 16 events var også på 2018 kalenderen, og langt de fleste af dem, på samme weekend.

To gang i løbet af sæsonen kommer serien til at dele bane med WeatherTech SportsCar Championship: Long Beach i april måned og Detroit i juni måned.

2019 kalenderen for Indycar ser således ud:

10. Marts: Streets of St. Petersburg, Florida
24. Marts: Circuit of the Americas, Austin, Texas
7. april: Barber Motorsports Park, Birmingham, Alabama
14. april: Streets of Long Beach, California
11. maj: INDYCAR Grand Prix, Indianapolis Motor Speedway road course
26. maj: 103rd Indianapolis 500, Indianapolis Motor Speedway oval
1. juni: Streets of Detroit, Race 1, Detroit, Michigan
2. juni: Streets of Detroit, Race 2, Detroit, Michigan
8. juni: Texas Motor Speedway, Fort Worth, Texas*
23. juni: Road America, Elkhart Lake, Wisconsin
14. juli: Streets of Toronto, Canada
20. juli: Iowa Speedway, Newton, Iowa*
28. juli: Mid-Ohio Sports Car Course, Lexington, Ohio
18. august: Pocono Raceway, Long Pond, Pennsylvania
24. august: Gateway Motorsports Park, Madison, Illinois*
1. september: Portland International Raceway, Portland, Oregon
22. september: WeatherTech Raceway Laguna Seca, Salinas, California

Relaterede nyheder