Ny DTM rekord på solrig lørdag

Der blev sat en DTM rekord, under et solrig lørdagsløb på Hockenheim.

Lucas Auer havde taget Pole Position foran mesterskabskandidat Gary Paffett. Rene Rast var anden mesterskabskandidat, og var samtidig den bedste Audi mand på P3, efterfulgt af den første BMW kører, Augusto Farfus. Paul Di Resta var den sidste mesterskabskandidat, og skulle starte løbet fra P6.

Marco Wittmann skulle starte løbet fra sidste position, efter han havde et uheld i træningen, hvilket gjorde at han heller ikke kunne deltage i kvalifikationen.

Auer og Paffett kom godt afsted, mens Rast faldt tilbage på P4, bag Farfus. Paffett tog føringen af løbet, allerede inden første omgang var ovre.

Di Resta og Robin Frijns kørte side om side på vej hen mod Mercedes tribunen, men Mercedes manden kom forrest.

Det lykkedes Rast at komme tilbage på tredjepladsen på løbets 4. omgang, og kunne herefter sætte jagten ind på de to førende. Omgangen efter overhalede Rast også Auer, og kunne herefter kunne på bagenden af Paffett.

Daniel Juncadella var den første mand til at pitte, på 5. omgang.

På løbets 6. omgang kom det til kontakt mellem Frijns og Di Resta i hårnålen, hvilket sendte Di Resta bred. Dommerne kiggede på det, og beordrede de to til at bytte plads igen.

Lucas Auer
Photo: JJ Media

Auer pittede ved afslutningen af 6. omgang, og parkerede bilen i garagen med et teknisk problem. Efterfølgende forklarede han at speederen havde sat sig fast.

Edoardo Mortara kom lidt for hurtigt rundt i Sachs-Kurve, og måtte en tur igennem gruset, inden han kunne vende tilbage på asfalten.

Bruno Spengler og Nico Müller havde kontakt i hårnålen på 9. pladsen.

Di Resta fik kæmpet sig op på 4. pladsen på 11. omgang, men skulle stadig indhente de to titelkonkurrenter ude i front.

Müller og Joel Eriksson var de to næste til at skifte dæk, efter 12 omgange af løbet.

Rast pittede omgangen efter. Han pressede maksimalt på vej ind i pitten, og kom med rygende dæk hen mod stregen. Loic Duval fulgte efter ham.

Det tvang Mercedes til at pitte Paffett omgangen efter, for at sikre sig mod at blive overhalet. Han kom ud af pitten et par sekunder foran Rast, men på iskolde dæk.

Omgangen efter kom Rast forbi i Parabolica, ned mod hårnålen, ved hjælp af DRS. Rast fik udbremset sig selv, og så kom Paffett forbi igen! Kampen fortsatte hen mod Mercedes Tribunen, hvor Rast overhalede ham udenom – igen ved hjælp af lidt DRS.

Di Resta, Glock og Spengler var de næste til at pitte, i kampen om de sidste podiepladser.

Di Resta kom forbi Glock, men Glock kom forbi igen, blot et sving senere. Di Resta fik sat den endelige manøvre ind i Sachs-Kurve, og kunne herefter trække fra.

Mens Di Resta, Glock og Müller kæmpede, kom Duval snigende op, og gjorde det til en 4-mands gruppe.

Bruno Spengler havde en tur gennem gruset i Sachs-Kurve, da han var ved at lave “en Vettel”, men holdt bilen ude af dækbarrieren, og kunne få den tilbage på banen igen.

Duval fik overhalet Di Resta ude på banen, og sendte derved Mercedes manden længere og længere væk fra de nærmeste mesterskabskonkurrenter.

Müller, Wittmann og Mike Rockenfeller pittede på 21. omgang, og kørte næsten snude mod snude ud af pitten.

Kampen mellem Rast og Paffett fortsatte ude på banen, hvor Paffett flere gange var oppe at kysse bagkofangeren på Audi raceren foran.

Rene Rast
Photo: JJ Media

På 23. omgang fik Paffett presset sig forbi Rast, og tog føringen af løbet tilbage.

Omgangen efter var det Rasts tur til at få DRS, som hjalp ham forbi igen, efter en lille smule kontakt mellem de to biler.

Med 15 minutter tilbage af løbet havde begge kørere 5 omgange med DRS tilbage i banken, som kun kunne bruges såfremt at man lå indenfor 1 sekund bag konkurrenten.

Kort tid efter kom der Safety Car da Augusto Farfus mistede døren på sin BMW, på vej ned mod hårnålen. De mange vragdele gjorde at banen skulle fejes, da de mange kulfiberstumper var farlige får konkurrenternes dæk. Mekanikerne forsøgte at sætte en ny dør på raceren, men måtte opgive da låsemekanismen var beskadiget.

Spengler udnyttede muligheden for at få nogle friske dæk på bilen, så han kunne give den fuld gas de sidste 10 minutter, med grønt flag på banen.

Med Indy-restart kom bilerne side om side hen mod målstregen, hvor Rast skød afsted, og fik et stort hul til Paffett. Di Resta oversatsede i Sving 1, og tabte et par placeringer.

Robin Frijns
Photo: JJ Media

Wittmann kom lidt for bredt ud af Sving 3, og fik bilen fuldt op med støv og græs, og desværre måtte parkere bilen på grund af at temperaturen steg ukontrolleret.

Glock og Paffett lå i tæt duel omkring andenpladsen af løbet, og med DRS aktiv igen, i de sidste 5 minutter af løbet. Glock kom forbi ved første mulighed, men havde langt op i Rast på P1.

På 32. omgang af løbet kom Frijns forbi Paffett, og indtog derved den sidste plads på podiet – men der var stadig et par minutter tilbage at køre.

Omgangen efter sprang Frijns op på andenpladsen, med DRS vingen åben.

Rene Rast vandt 5. DTM løb i træk, hvilket blot bygger videre på rekorden, med de fleste sejre i træk.

Robin Frijns sluttede toer, foran Timo Glock.

Gary Paffett sluttede løbet som 4’er, og var edderrasende over radioen efter løbet, hvor han skældte og smældte, da han mente at løbsledelsen burde have sendt Safety Car på banen efter Wittmanns tur af banen.

Værre gik det for Paul Di Resta, der sluttede helt nede på P8, og derved mistede føringen i Mesterskabet til Paffett, mens Rast hentede ind på dem begge to.

I morgen skal det hele afgøres, når årets DTM finale køres.

Relaterede nyheder