Ekström trapper ned i World RX

Knapt var 2018 finalen i FIA World Rallycross Championship kørt, før Mattias Ekström kom med en annoncering.

Den 40-årige svensker har valgt at trappe ned i World RX serien, så han ikke længere selv vil køre på fuld tid.

Audi Sport annoncerede for et par måneder siden, at de ikke længere ville deltage i serien som fabrikshold, og dermed var EKS teamet, som blev startet af Ekström i 2014, uden deres helt store økonomiske støtte.

World RX serien har udviklet sig i den retning af at man skal være fabrikshold, for at kunne vinde. Ikke siden løbet på Estering i efteråret 2016, har et privathold vundet en afdeling. Siden da har Peugeot, Audi og Volkswagen fabrikkerne sat på det hele.

Mattias Ekström
Photo: FIAWorldRallycross.com

Mattias Ekström blev Verdensmester i 2016, og har sidenhen fulgt op med to sølvmedaljer i 2017 og 2018. EKS vandt også Teammesterskabet i 2016.

Inden World RX tiden kørte Ekström DTM fra 2001 til og med 2017. Netop at de to serier overlappede fra 2015 til 2017, gjorde at han måtte vælge to afdelinger fra i 2017 sæsonen, da Audi Sport havde DTM som højere prioritet end World RX.

Derfor valgte svenskeren også at stoppe i DTM efter 2017, for at fokusere 100% på sit eget team samt sin egen VM titel. Det blev jo så desværre ikke til noget, da Johan Kristoffersson og dennes PSRX Volkswagen Sweden hold var alt for suveræne.

Vi håber at se mere til EKS holdet i 2019, men det må fremtiden vise.

Relaterede nyheder