World RX med action helt til målflaget

FIA World Rallycross Championship leverede et brag af en sæsonfinale, da serien var taget til Sydafrika, nær Cape Town, på Killarney International Raceway.

Mens Johan Kristoffersson allerede var kåret som Verdensmester inden weekendens afdeling, var der kamp mellem Mattias Ekström, Andreas Bakkerud, Petter Solberg og Sebastien Loeb omkring andenpladsen.

PSRX Volkswagen Sweden holdet havde ikke haft den bedste optakt, da deres biler var forsinket på vej til banen, så de først fik dem fredag, og dermed ikke kunne forberede sig helt så meget.

Om det var optimering af bilens opsætningen som manglede eller stressede mekanikere, er svært at sige, men hverken Solberg eller Kristoffersson havde en ret god Q1, mens Sebastien Loeb var den hurtigste mand.

De kom dog godt igen i Q2, hvor Kristoffersson var hurtigst, foran holdkammeraten Solberg.

Timur Timerzyanov punkterede i sit Q2 løb, hvilket sendte ham ned på sidstepladsen.

Loeb var bedstplaceret efter dag 1, foran Solberg, Timmy Hansen, Andreas Bakkerud, Mattias Ekström og Johan Kristoffersson.

Petter Solberg, Timmy Hansen
Photo: FIAWorldRallycross.com

Oliver Bennett måtte låne en turbo af GRX Taneco holdet, da den var gået på Bennetts Mini Cooper.

Søndagen var en ny dag, men der var stadig solskin og varme temperaturer.

Robin Larsson og Janis Baumanis havde havde en duel gennem flere omgange i Q3, hvor Larsson stod helt på tværs af banen, men fik bilen redet, og var tæt på at vinde løbet alligevel, indtil holdkammerat Kevin Eriksson var en anelse hurtigere over de 4 omgange.

Loeb var flyvende i Q3 – indtil Kristoffersson kom på banen og smadrede tiden med over et sekund!

I Q4 blev Robin Larsson vippet rundt i Sving 1 af holdkammerat Kevin Eriksson, hvilket ikke just hjalp deres semifinale håb. Begge biler sluttede 3’er og 4’er i deres heat.

Anton Marklund tyvstartede i sit heat, hvilket gav ham en ekstra Joker Lap som straf.

Der var masser af ballade mellem kørerne i weekendens sidste Q4, hvor Solberg stod helt på tværs, ned mod Sving 1, og også var ved at køre holdkammeraten Kristoffersson af. Mattias Ekström var på vej udenom både Solberg og Kristoffersson, inden S0lberg skubbede Eki ud på en kæmpe omvej, og helt ned på sidstepladsen i heatet. Selvom Peugeot’erne med Loeb og Timmy Hansen begge var hurtige, var det alligevel Kristoffersson, som kørte weekendens hurtigste tid.

Johan Kristoffersson, Timmy Hansen, Andreas Bakkerud, Kevin Hansen, Janis Baumanis og Timur Timerzyanov kom i Semi 1, mens Sebastien Loeb, Petter Solberg, Mattias Ekström, Anton Marklund, Timo Scheider og Guerlain Chicherit var i Semi 2.

Niclas Grönholm, Kevin Eriksson og Robin Larsson var de kendte navne, som ikke nåede i sæsonens sidste semifinaler.

Kristoffersson fik den bedste start, men Timmy Hansen forsøgte at komme udenom i Sving 1. Timmy Hansen og Bakkerud kom i kontakt med hinanden, hvilket sendte Bakkerud i autoværnet, men kunne fortsætte på P4. Baumanis valgte at tager Joker Lap på første omgang. Kristoffersson var etter, foran Timmy Hansen og Kevin Hansen, Bakkerud og Timerzyanov.

På 4. omgang udgik Bakkerud af løbet, og mistede derfor chancen for at konkurrere med holdkammerat Ekström omkring andenpladsen i VM.

Johan Kristoffersson, Petter Solberg, Mattias Ekström, Timmy Hansen, Kevin Hansen
Photo: FIAWorldRallycross.com

Timmy Hansen var i Joker Lap på den næstsidste omgang, men kom alligevel ud på andenpladsen, selvom Kristoffersson og Kevin Hansen stadig manglede deres.

Kristoffersson vandt Semi 1 i overbevisende stil foran Timmy Hansen og Kevin Hansen. Weekenden var slut for Janis Baumanis, Timer Timerzyanov og Andreas Bakkerud. 3 svenskere i finalen i første forsøg.

Loeb tog starten på Semi 2, men Solberg pressede sig ind foran franskmanden og klemte sig foran. Ekström kom ind på 3. pladsen, foran Scheider og Marklund, mens Chicherit valgte at tager Joker på første omgang. Marklund tog Joker Lap på anden omgang. Scheider var inde på 3. omgang, mens Loeb ventede til omgangen efter.

Solberg og Ekström ventede til allersidste omgang med deres Joker Lap, og kom ud som 1’er og 3’er, med Loeb mellem de to. Anton Marklund sluttede P4, foran Timo Scheider, mens Guerlain Chicherit udgik med tekniske problemer.

4 svenskere, en nordmand og en franskmand til sæsonens sidste finale.

Kristoffersson og Solberg kom side om side ned til Sving 1, men Kristoffersson kom først gennem Sving 1. Ekström kom op på 3. pladsen med et par god sving. Han gik også til angreb på Solberg, som var helt inde over græsset, men skar ind foran Ekström igen, som om at han stadig havde kørt ideallinjen.

På anden omgang parkede Solberg bilen i muren, og måtte stige ud af bilen. I støvet ramte Timmy Hansen også ind i den strandede bil, og måtte udgå få meter senere.

Ekström var tidligt i Joker Lap, og nåede ud foran Sebastien Loeb, i kampen om andenpladsen.

Der var dog ikke nogen som kunne røre ved Johan Kristoffersson, der vandt sæsonens 11. sejr ud af 12 mulige. Mattias Ekström sluttede på P2, foran Sebastien Loeb og Kevin Hansen – mens Petter Solberg og Timmy Hansen udgik fra løbet.

Johan Kristoffersson
Photo: FIAWorldRallycross.com

Johan Kristoffersson sluttede som FIA World Rallycross Championship Verdensmester foran Mattias Ekström og Andreas Bakkerud. Sebastien Loeb, Petter Solberg og Timmy Hansen sluttede på de efterfølgende pladser.

PSRX Volkswagen Sweden vandt Teammesterskabet foran EKS Audi Sport og Team Peugeot Total. GRX Taneco, GC Kompetition og Olsbergs MSE var de sidste hold i mesterskabet.

Det var afslutningen på 2018 sæsonen. En sæson som har været totalt domineret af Volkswagen. Kun Loeb fik en enkelt sejr i Portugal ved årets 2. afdeling, men ellers stod der VW på den.

Det var også den sidste sæson i World RX i denne omgang, hvor vi havde så mange officielle fabrikanter i sporten. Både EKS Audi Sport og Team Peugeot Total har meddelt at de trækker sig som fabrikshold, mens Olsbergs MSE holdet heller ikke kommer til start næste år. De tre resterende hold har endnu til gode at bekræfte deres program for 2019. Selvom FIA har forsøgt at begrænse omkostningerne i serien, så stiger de eksplosivt, kombineret med at arrangørerne af World RX, IMG, har valgt flere og flere løb udenfor Europa, som eksempelvis åbningsløbet i 2019 i Abu Dhabi. Det er et land som ingen af privatholdene har interesse i, så det bliver interessant at følge henover vinteren.

2019 sæsonen er sat til start den 5. -6. april i Abu Dhabi på Formel 1 banen, Yas Marina.

Relaterede nyheder