B1 og B2 til start i IMSA

Normalt er B1 og B2 en kendt børneserie, men nu kommer de til start i IMSA WeatherTech SportsCar Championship – på en måde.

JDC Miller Motorsport har gennem de seneste sæsoner deltaget i IMSA serien med bil #85, som gennem hele paddocken kaldes “Banana Boat” på grund af den gule og sorte farver, men nu får den en søster – eller skal vi kalde det en bror, hvis vi bliver i B1 og B2 termer.

Gennem 2018 sæsonen deltog JDC Miller Motorsport med to ORECA LMP2 racere, med henholdsvis #85 på den gule og sorte racer, mens #99 kørte i de røde Gainsco farver. Dog har Gainsco valgt at stoppe deres mangeårige sponsorat i motorsport, men holdet fortsætter alligevel med to biler.

Til 24 timers løbet på Daytona stiller holdet op med to meget interessante line ups.

Stephen Simpson rykker i bil #84, mens Simon Trummer fra #85 i 2018, bliver hans medkører gennem hele sæsonen. Til de 4 Michelin Endurance Cup løb, som Daytona er det ene af, kommer Chris Miller i bilen. Den fjerde mand i bilen til Daytona løbet bliver Juan Piedrahita, som har kørt Indy Lights på det seneste, og tilbage i 2010-2013 kørte i Star Mazda Championship for JDC.

JDC-Miller Motorsports Cadillac #85
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Misha Goikhberg bliver i #85, og får tidligere Spirit of Daytona kører Tristan Vautier som medkører gennem sæsonen. Vautier har også tidligere kørt for holdet, inden han fik chancen hos det andet Cadillac DPi V.R hold. Han gjorde sig dog også lidt uheldig bemærket med et hav af fejl gennem sæsonen, og en del smadrede karosseridele. Kan han skrue ned for det, og bare beholde hans hurtige omgangstider, så kan det også blive en rigtig spændende kombination gennem hele sæsonen. De to får Devlin DeFrancesco med i bilen, som også kørte et par løb for holdet i 2018. Fjerdemand bliver Rubens Barrichello, som vender tilbage til Daytona for 5. gang. Senest kørte han for Konica Minolta Wayne Taylor Racing tilbage i 2016, og kender Cadillac chassisets europæiske søster, i form af Dallara LMP2 bilen, fra da han kørte for Racing Team Nederland på Le Mans 2016. Cadillac raceren er bygget på Dallara chassiset, men har anden aerodynamik.

Piedrahita rykker over i #85 i de tre resterende MEC løb, da DeFrancesco og Barrichello efter planen kun skal køre Daytona løbet.

De to helt nye Cadillac DPi V.R biler bliver for første gang vist frem ved ROAR before the 24 testen i starten af januar, inden 57. udgave af Rolex 24 at Daytona køres den 26.-27. januar 2019.

Vi venter stadig endelig bekræftelse på, om køredragterne bliver designet som pyjamasser…

Related posts