Penske med de gode gamle, plus Rossi

Det bliver 5 velkendte ansigter hos Acura Team Penske, når IMSA WeatherTech SportsCar Championship sæsonen starter på Daytona i næste måned.

Dane Cameron og Juan Pablo Montoya skal køre #6 gennem hele sæsonen, mens de får Simon Pagenaud med i bilen til de længere 6, 10, 12 og 24 timers løb.

I bil #7 skal Ricky Taylor og Helio Castroneves igen køre sammen, mens de får en ny holdkammerat på Daytona og Sebring. Her skal Alexander Rossi med i bilen.

Rossi har bl.a. erfaring fra Formel 1, men karrierens største triumf kom da han vandt Indy 500 løbet i 2016. Til dagligt kører han Indycar for Andretti Autosport, men har i kraft af Honda som motorleverandør, fået lov til at prøve DPi raceren.

Graphics: Team Penske

Dermed siger holdet tak for lån af Graham Rahal, som var den tredje mand på 7’eren gennem 2018 sæsonen, ved de lange løb. Det lykkedes aldrig rigtig Rahal at finde den samme fart som holdkammeraterne, hvilket også kan være svært, når man kun sidder i bilen ved 4 løbsweekender, modsat de 11 løb, som kollegaerne får. Men holdet har åbenbart valgt at skifte ham ud med Rossi.

Rossi har haft en enkelt start i 24 timers løbet på Le Mans, men det ligger helt tilbage i 2013, hvor han delte Greaves Motorsport Zytek raceren med Tom Kimber-Smith og Eric Lux.

Rolex 24 at Daytona køres den 26.-27. januar 2019.

Relaterede nyheder