2 melder sig klar til Indy 500

Der kommer stille og roligt kørere på listen til Indianapolis 500 løbet i maj 2019.

I denne uge har yderligere to meldt sig klar til det legendariske ovalløb.

Sage Karam vil forsøge at kvalificere sig til sit sjette Indy 500. Det bliver for 5. ud af 6 gange med Dreyer & Reinbold Racing. I år bliver det med WIX bemaling på bilen. Karams bedste resultat i løbet opnåede han i debutten i 2014, hvor det blev til en 9. plads. Siden da har han ikke set målflaget, på grund af en kombination af afkørsler og tekniske problemer. Han skal køre i bil #24 med en Chevrolet motor.

Pippa Mann
Photo: Indycar.com / Chris Owens

Pippa Mann har ikke tabt modet på løbet. Hun var en af de kørere, som ikke kvalificerede sig til 2018, men hun vil forsøge sig for ottende gang. De 6 andre gange har hun kvalificeret sig, og har også gennemført løbet flere gange i top-20. Efter 6 sæsoner hos Dale Coyne Racing, bliver det nu hos det helt nye hold Clauson-Marshall i Driven2SaveLives Chevrolet #39 raceren.

Virker Clauson navnet bekendt, så er teamet startet af den nu afdøde Indycar og NASCAR kører Bryan Clausons far, Tim Clauson. Bryan var selv en organdonor, hvor flere af hans organer blev givet til folk på venteliste, som derved kunne leve videre. Richard Marshall har været mangeårig sponsor for Clauson familien, og er nu med på et Indycar eventyr. Mann og Clauson var holdkammerater i Indy 500 2016 løbet, godt to måneder inden hans alt for tidlige død på grund af et uheld i et Midget løb.

Fælles for både Mann og Karam, er at programmet udelukkende er for Indy 500. Der er dog en lille åbning for Karam, til at køre flere løb – såfremt at de kommer godt igennem løbet i maj, og enten vinder en masse præmiepenge, eller også finder nogle flere sponsorer til flere løb.

Kvalifikationen til 103. udgave af Indianapolis 500 presented by Gainbridge bliver kørt den 18.-19. maj 2019, mens løbet køres søndagen efter.

Relaterede nyheder