Familieudflugter i LMP3

Der er hele tre biler i Michelin Le Mans Cup, hvor de to kørere kender hinanden særdeles godt.

Ved 2019 åbningsløbet på Paul Ricard i Sydfrankrig er der hele 3 far-søn kombinationer på banen.

Vi har gennem flere sæsoner haft Alexander Talkanitsa Snr og Jr i den samme bil, hvor AT Racing senest har kørt i European Le Mans Series, hvor de ofte fik hjælp fra Mikkel Jensen. De er nu skiftet til Michelin Le Mans Cup, hvor de to selv kan køre i bilen, uden at skulle have en 3. kører med. De kører i år med nummer #90 hos AT Racing i LMP3.

AT Racing #90
Photo: JJ Media

Eric og Adrien Trouillet deler Graff #9 i LMP3 klassen. De kørte også sammen i 2018 LMC sæsonen, hvor det dog kneb med de helt store resultater. Familien har et udlejningsfirma til lastbiltrailere, så motorsporten er blot en hyggebeskæftigelse for dem.

Vi kender allerede Stubbe Olsen navnet fra European Le Mans Series 2018 og Asian Le Mans Series 2018/19 – men her er det Christian som har været alene i bilen. Det er han også i år hos RLR MSport i ELMS, men har det specielle i LMC programmet, er at han deler bil med sin far, Tom. Tom fortalte selv til Racing24-7.net den anden dag, at det faktisk ikke var planen at han skulle have kørt, mens Christian hele tiden havde været skrevet på til begge mesterskaber. Da holdet ikke havde fundet en Bronzekører til at matche op med Sølvkører Christian, valgte han selv at tage styrthjelmen på.

Graff #9
Photo: JJ Media

Det er dog ikke helt uvant med racerbiler for Tom. Faktisk har Tom og Christian gennem flere sæsoner kørt historisk Formel 3, hvor Christian faktisk vandt FIA titlen i historisk F3 i 2018.

Tom havde dog overhovedet ikke sat i en LMP3 racer inden den første træning onsdag formiddag på Paul Ricard, så enhver af de 44 omgange var kærkommen. Naturligt nok blev der ikke sat nogen rekorder på de første omgange, men han fik stille og roligt arbejdet sig ned på nogle fornuftige omgangstider, når man tænker på at han aldrig før har kørt sådan en bil.

RLR MSport #14
Photo: JJ Media

Planen for Tom og Christian er at dele bilen ved de to første afdelinger af Michelin Le Mans Cup. Forhåbentlig kommer der en anden makker til Christian ved Road to Le Mans løbet, som køres som supportløb til 24 timers løbet på Le Mans banen i juni. Men som Tom formulerede det – jeg vil RIGTIG gerne køre på Le Mans, men det koster altså lidt penge…

Tom Stubbe Olsen
Photo: JJ Media

Michelin Le Mans Cup løbet køres denne lørdag med start klokken 16.00, og kan følges via live stream på YouTube.

Relaterede nyheder