Højdramatisk LMC løb i Frankrig – opdateret

Det var en dramatisk åbning af sæsonen i Michelin Le Mans Cup, da de 31 biler tog starten på Circuit Paul Ricard.

Allerede på første omgang var der panik i midterfeltet, da Michael Markussen i KEO Racing #43 havde kontakt med en konkurrent. Det gjorde at danskeren faldt langt tilbage – hvilket ikke blev bedre da han også fik en Drive-through straf for at have tyvstartet under rullestarten.

Krypton Motorsport Mercedes #35 og BHK Motorsport #16 havde kontakt med hinanden i Sving 4, hvilket skadede begge biler så meget, at de måtte udgå i pitten.

Photo: JJ Media

DKR Engineering #3 havde holdt føringen af løbet, og endda udbygget forspringet til Lanan Racing #25.

I GT3 klassen havde Luzich Racing #71 en komfortabel føring – det var indtil posen blev rystet for alvor.

Cool Racing #4 røg i autoværnet på egen hånd, på vej ud på start-mål langsiden, da John Schauerman spandt på egen hånd. Det udløste en Safety Car periode, for at hans bil kunne blive fjernet.

Mens der var Safety Car, spandt Spirit of Race #51 på egen hånd, da han blev lidt overrasket over at folk kørte langsomt foran ham. Det kostede ham nogle placeringer.

Scuderia Villorba Corse Mercedes #7
Photo: JJ Media

Der gik dog ikke så længe, inden at løbet blev givet frit igen.

Det varede ikke længe inden der igen måtte Safety Car til, da Eurointernational #12 og DKR Engineering #5 stødte sammen. Det gav endnu en Safety Car, så #12 kunne ryddes.

Stort set hele feltet valgte at pitte under anden Safety Car periode, for at foretage det obligatoriske kørerskifte.

Kort tid efter løbet var givet frit igen, stødte Ebimotors Porsche #88 sammen med CD Sport #30. Dommerne kiggede på episoden, men valgte ikke at gøre mere ved det.

Der var sket nogle positionsskift i forbindelse med alle Safety Car perioderne.

Graff #9 var kommet i front af LMP3, mens Kessel Racing Ferrari #8 havde taget føringen i GT3.

Kessel Racing Ferrari #8
Photo: JJ Media

Graff #39 forsøgte at tage føringen, men endte i stedet med at tabe andenpladsen til DKR Engineering #3. Dog skulle teamchefen for netop nummer #3 en tur til dommerne.

Nedturen fortsatte for #39, da de også mistede 3. pladsen til Lanan Racing #25, som var på vej tilbage i feltet.

Mikkel Mac lå helt oppe i bagkofangeren på Giacomo Piccini, i duellen omkring føringen i GT3 mellem Mac (Luzich Racing #71) og Piccini (Kessel Racing #8).

Med 41 minutter tilbage af løbet gik DKR Engineering #3 tilbage i front af løbet.

39 minutter før løbets afslutning kom der en hel række straffe. #50, #14, #71, #99, #23, #90, #7, #74, #22, #20, #43, og #96 fik allesammen 2 minutters Stop & Go for at have kørt ud af pitten under rødt lys. En torskedum fejl fra alle kørerne.

KEO Racing #43
Photo: JJ Media

Spirit of Race Ferrari #51 punkterede på det værst tænkelige tidspunkt, nemlig på start-mål langsiden. Det gjorde at Maurizio Mediani måtte køre en hel omgang, med en såret bil, hvor han tabte adskillige omgange til de andre GT3 biler.

DKR Engineering #5 fik en et minuts Stop & Go for at have haft kontakt med Eurointernational #12.

United Autosports #24 fik en Drive-Through straf for at have overhalet under Safety Car.

Der var endnu et twist på løbet da DKR Engineering #3 fik en Drive-Through straf for at have overhalet udenfor banen, i forbindelse med en overhaling af en langsommere bil. Det betød at Lanan Racing #25 nu var i føring af løbet.

Luzich Racing Ferrari #71
Photo: JJ Media

Spirit of Race #55 måtte humpe langsomt tilbage til pitten, med blot 20 minutter tilbage af løbet, med et teknisk problem.

Tom Stubbe Olsen i RLR MSport #14 spandt af banen i det ultrahurtige Sving 8. Han ramte med bagenden først, men så hårdt, at bilen ikke selv kunne køre derfra. Det udløste en Full Course Yellow, så de kunne få kranet bilen væk.

SPS Automotive Performance Mercedes #7 mistede et hjul, mens der var FCY. Så skulle de også til at rydde den bil væk, inden at løbet kunne genstarte – og med 10 minutter tilbage på uret, ville det bliver en sprint til mål, hvis det overhovedet kunne genoptages.

Scuderia Villorba Corse Lamborghini #83
Photo: JJ Media

Begge biler blev dog hurtigt fjernet, så vi fik 7 minutters racerløb til sidst.

Kessel Racing #8 fik en 1 sekund Stop & Go straf fordi at de ikke havde overholdt minimums pitstop tiden. De havde dog i forvejen en føring på en omgang til andenpladsen i klassen, så det betød ikke det helt store.

Kampen omkring podiepladserne var ikke slut  endnu, da DKR Engineering #3 havde fået kæmpet sig op bag de to Graff racere, som lå 2’er og 3’er.

Lanan Racing #25
Photo: JJ Media

På løbet allersidste omgang fandt Laurents Hörr de meget spidste albuer frem, da han kastede bilen på indersiden af Nicolas Schatz i Graff #39, og de to biler havde kontakt. Hörr kom forbi, men det var højst sandsynligt noget at der skulle kigges på af løbets dommere.

Lanan Racing #25 med Duncan Tappy og Michael Benham vandt LMP3 klassen foran Graff #9 med Eric og Adrien Trouillet, mens DKR Engineering #3 indtil videre fik lov til at beholde 3. pladsen med Laurents Hörr og Francois Kirmann.

LMP3 podium
Photo: JJ Media

Kessel Racing #8 med Giacomo Piccini og Sergio Pianezzola vandt GT3 klassen foran, SPS Automotive Performance #54 og Luzich Racing #71 med Mikkel Mac og Fabien Lavergne, som fik en 3. plads reddet hjem.

GT3 podium
Photo: JJ Media

Generelt var det en skidt dag for danskerne. KEO Racing #43 med Michael Markussen og Joakim Frid sluttede P12, mens RLR MSport #14 med Christian og Tom Stubbe Olsen som tidligere nævnt udgik.

Den næste afdeling af Michelin Le Mans Cup køres den 11. maj på Autodromo Nazionale di Monza i Italien.

 

Opdatering: Efter løbet fik Spirit of Race Ferrari #51, Graff #39 og ikke mindst Graff #9 en 35 sekunders straf, for to forskellige forseelser.

#51 lavede en fejl under deres dækskifte, efter punkteringen, hvilket gav dem en Drive-through som blev konverteret til 35.

Både #9 og #39 var for langsomme til at reducere farten til 80 km/t, i forbindelse med Full Course Yellow – det gav også dem en Drive-through, som blev konverteret til 35 sekunder.

Det betyder at podiet ser anderledes ud, da DKR Engineering #3 nu rykker op på andenpladsen – uden straf for skubbet på sidste omgang – mens Nielsen Racing #2 med Tony Wells og Colin Noble nu får 3. pladsen i løbet.

De to Graff biler faldt tilbage på 5. og 6. pladsen, mens Spirit of Race #51 ikke mistede nogen placering, da de alligevel havde tabt 3 omgange på grund af punkteringen.

Relaterede nyheder