Våd og afbrudt FE afdeling i Rom

ABB FIA Formula E Championship løbet i Rom blev en våd og afbrudt omgang.

Andre Lotterer havde taget Pole Position i kvalifikationen, foran Mitch Evans, Jose Maria Lopez, Stoffel Vandoorne og Maximilian Günther.

Mesterskabsførende Antonio Felix da Costa startede fra P11, og havde en af de største udfordrer, Sam Bird, lige ved siden af sig på P12. Nummer to i mesterskabet, Jerome D’Ambrosio var tilbage på P18! Der skulle rigtig mange overhalinger til, såfremt de to skulle være med i toppen af mesterskabet, når dagen var slut.

Asfalten var våd fra regnvejr tidligere på dagen, men det var tørvejr ved starten af løbet.

Vandoorne fik en rigtig god start, og var oppe på P3 allerede i første sving, mens Lopez fik en frygtelig start. Ikke nok med at han tabte P3, men han røg helt tilbage på P11, da han udbremsede sig selv i det første sving.

Maximilian Günther havde en kæmpe tankslapper, hvor han stod helt på tværs af banen. Det kostede frontvingen på GEOX Dragon raceren, men han kunne fortsætte i løbet.

Alexander Sims ramte muren på egen hånd, hvilket kostede frontvingen på BMW i Andretti Motorsport raceren.

Rome ePrix 2019 start
Photo: ABB FIA Formula E

Sam Bird blev påkørt i chikanen allerede på første omgang, af Jose Maria Lopez, hvilket sendte englænderen helt tilbage på sidstepladsen, med en ødelagt trækaksel, efter hård kontakt med muren.

Løbet blev rødflaget på anden omgang, der var et massesammenstød i midterfeltet, hvor banen var fuldstændig blokeret. Uheldet startede med Lopez, der ramte curben på indersiden af chikanen, hvilket sendte ham ud i muren på ydersiden. Jean-Eric Vergne kunne ikke nå at bremse, og kørte lige op i bagenden på Gary Paffett, mens alle andre måtte parkere bagved.

Efter al panikken, viste det sig at faktisk kun Paffett var ude af løbet.

Men en frygtelig første omgang for Lopez, der sejlede rundt på banen.

Det tog næsten en time inden løbet kunne genoptages, da barrierne også skulle repareres, inden løbet kunne genoptages.

Halvdelen af feltet valgte at bruge deres første obligatoriske Attack Mode allerede ved genstarten af løbet. Det var dog ikke noget der gav nogen ændringer i stillingerne gennem feltet.

Alexander Sims havde en 10 sekunders Stop & Go straf, da holdet havde skiftet både elmotor, gearkasse og inverter på bilen inden løbet, grundet tekniske problemer med bilen i kvalifikationen. Ikke at det ændrede det helt store for ham, da han i forvejen var bagerst i feltet efter afkørslen på første omgang.

Maximilian Günther
Photo: ABB FIA Formula E

Banen var efterhånden tørret op, så der kun var nogle få fugtige pletter udenfor ideallinjen.

Daniel Abt havde lavet en kørefejl, og var kommet for langt ud i et sving, så han måtte have bilen i bakgear, og tilbage på banen igen – men allersidst i feltet.

Jose Maria Lopez fik en drive-through straf for kontakten med Bird på første omgang, hvilket sendte ham bagerst i feltet.

Stoffel Vandoorne, Antonio Felix da Costa, Daniel Abt, Sebastien Buemi og Lucas Di Grassi var de 5 kørere som fik Fan Boost.

Antonio Felix da Costa fik en 5 sekunders tidsstraf på grund af at holdet ikke havde ladet bilen helt op inden løbets start. Så det kan man også få en straf for…

Løbet var desværre slut for Edoardo Mortara, som stille og roligt måtte parkere bilen bag barrieren i Sving 10, med en eller anden form for mekanisk fejl på bilen.

Venturi holdkammeraten Felipe Massa var desværre også ude af løbet med et teknisk problem få omgange senere.

Det udløste en Full Course Yellow, da der måtte marshals ud på banen, for at få bilen fjernet.

Jerome D’Ambrosio
Photo: ABB FIA Formula E

Her var der en lille episode mellem Maximilian Günther, Antonio Felix da Costa og Vergne, da Günther og da Costa bremsede så meget op, at Vergne overhalede da Costa. Det gav en hel række straffe. Ikke nok med at Vergne fik en Drive-through straf for at have overhalet under gult, så havde Günther faktisk også kørt for hurtigt under FCY. Günther kunne dog nøjes med en 5 sekunders tidsstraf.

Mitch Evans var den første af de to førende til at bruge Attack Mode, hvilket lukkede hullet op til Andre Lotterer. Evans dykkede utroligt sent, på vej ind i chikanen, og klemte sig forbi Lotterer, som næsten endte i muren, men kunne flette ind på andenpladsen, foran Stoffel Vandoorne. Dommerne valgte at give både Evans og Lotterer en advarsel, men der er blevet givet straffe for mindre seriøse ting i tidligere løb.

Lotterer fik lukket hullet op til Evans ved brug af sin første Attack Mode, og valgte at tage anden Attack Mode med det samme, efter den første 4 minutters periode var brugt op.

Lucas Di Grassi kom forbi Antonio Felix da Costa i en flot overhaling, som også endte med at koste da Costa en plads til Jerome D’Ambrosio. Omgangen efter var Di Grassi også forbi Günther.

Da Evans forsøgte at gå efter Attack Mode, fik han ikke helt kørt den rigtige linje, så den ikke blev aktiveret. Derfor var Lotterer få centimeter fra bagenden af Panasonic Jaguar Racing bilen. Han fik dog afværget faren, og tog herefter Attack Mode med 2 minutter tilbage af løbet, til at forsvare sig.

Mitch Evans
Photo: ABB FIA Formula E

Evans var dog ved at løbe tør for strøm, så han kunne ikke udnytte den ekstra strøm, men måtte i stedet til at køre defensivt, for at have strøm nok til at komme i mål. Det gjorde at de to førende kørte op mod 2 sekunder langsommere per omgang, end hvad det egentlig kunne køre.

Maximilian Günther fik en straf for ikke at have brugt Attack Mode i løbet. Det kostede ham en Drive-through straf, som blev konverteret til 37 sekunders tidstillæg efter løbet. Han var løbet tør for strøm inden han krydsede målstregen, så han så aldrig målflaget.

Mitch Evans fik bilen kørt i mål til den første sejr for både ham, og ikke mindst Panasonic Jaguar Racing i ABB FIA Formula E Championship. Andre Lotterer sluttede P2 for DS Techeetah, mens Stoffel Vandoorne sluttede P3 for HWA RACELAB.

Jerome D’Ambrosio fører fortsat kørernes Mesterskab, foran Antonio Felix da Costa, Andre Lotterer, Mitch Evans, Lucas Di Grassi, Robin Frijns, Jean-Eric Vergne, Sam Bird og Edoardo Mortara – alle sammen indenfor 13 point af føringen.

DS Techeetah fører Teammesterskabet foran Envision Virgin Racing, Mahindra Racing og Audi Sport Abt Schaeffler, som er indenfor 14 point af hinanden.

Den næste afdeling af ABB FIA Formula E Championship køres den 27. april på gaderne i Paris. Kan det blive 8. sejrherre i det 8. løb i 2018/19 sæsonen?

Relaterede nyheder