7 danskere med i Le Mans supportløb

Der kommer minimum 7 danskere til start i Road To Le Mans løbet, som er supportløbet til det store 24 timers løb i juni måned.

Circuit de la Sarthe lægger asfalt til de to gange 55 minutters racerløb, hvor der bliver 50 deltagere fordelt på 17 GT3 biler og 33 LMP3 biler.

Ligesom i hovedløbet over 24 timer, kommer der mere end en håndfuld danske racerkørere på banen til dette løb – endda også et dansk hold.

Mikkel Mac skal igen dele Luzich Racing Ferrari #71 med Fabien Lavergne, ligesom han gør i Michelin Le Mans Cup, som Road to Le Mans løbet også er en pointtællende del af. Makkerparret var tæt på at vinde åbningsløbet på Paul Ricard, men løb ind i en straf halvvejs i løbet, og kunne derfor ikke få mere ud af dagen end en 3. plads.

Danske Mikkel Jensen og tyske Jens Petersen var også tæt på sejren med Eurointernational i ELMS løbet på samme bane, men måtte tage til takke med andenpladsen. På Le Mans kommer makkerparret til start med #12 i LMP3.

Christian og Tom Stubbe Olsen skal dele RLR MSport #14 LMP3 raceren, ligesom at de gør i Michelin Le Mans Cup.

Cool Racing #4 & Kessel Racing Ferrari #8
Photo: JJ Media

Martin Vedel Mortensen skal sidde i den anden RLR MSport racer med #15, hvor han for en lidt prominent medkører – Freddie Hunt. Freddie er søn af Formel 1 Verdensmesteren James Hunt, men har selv kørt en del forskellige racerbiler henover årene, i bl.a. Volkswagen Polo Cup, Formel Ford, Renault Clio Cup, men også i en LMP3 racer i VdeV serien.

Michael Markussen og KEO Racing #43 er også til start, hvor Markussen får sin svenske LMC holdkammerat Joakim Frid med i bilen. De to startede med en 12. plads i LMP3 ved sæsonstarten, men håber på at komme længere frem i feltet ved årets anden afdeling på Monza, og ikke mindst dette løb på Le Mans.

Sidst men ikke mindst har vi danske Michael Jensen. Han skal køre for det spanske CD Sport hold i bil #60 i LMP3 klassen. Michael Jensen er ikke noget kendt navn i nyere dansk motorsport, men ifølge vores oplysninger, drejer det sig om ham der bl.a. kørte Formel 3 i 70’erne. Han har rang af Bronzekører, så er derfor en lidt ældre og uerfaren herre i motorsporten.

Road to Le Mans løbene køres torsdag eftermiddag og lørdag formiddag i Le Mans ugen.

Relaterede nyheder