Elektrisk kamp i fyrstendømmet

ABB FIA Formula E Championship kørte sæsonens 9. afdeling i Monaco, men ikke på hele Formel 1 banen, men stadig med den ikoniske havnesektion og start/mål langside, som en del af omgangen.

Jean-Eric Vergne havde Pole Position foran Pascal Wehrlein, Oliver Rowland, Felipe Massa, Sebastien Buemi og Alexander Sims. Med Alexander Lynn i P7, var der 6 forskellige hold i top-7.

Det var dog ikke Vergne der havde været hurtigst i kvalen, men i stedet Rowland. Han havde dog en straf på 3 startpladser på grund af et uheld i foregående afdeling i Paris, ligesom Mitch Evans var blevet sendt fra P3 til P12 med en straf på 10 pladser, da han havde skruet op for strømmen for tidligt i kvalifikationen – kørerne har to forskellige niveauer i kvalifikationen, og den skifter de imellem deres første og anden flyvende omgang.

Maximilian Günther blev også sat 10 pladser tilbage, da han havde kørt for hurtigt under Full Course Yellow i træningen.

Edoardo Mortara og Jerome D’Ambrosio skulle også tre pladser tilbage, på grund af sammenstød i Paris. Dermed skulle de starte 21’er og 19’er.

Mesterskabsførende Robin Frijns skulle starte løbet fra P11, mens toer i mesterskabet, Andre Lotterer, skulle starte P20.

Monaco ePRIX 2019
Photo: ABB FIA Formula E

Starten forløb overraskende roligt, hvor der slet ikke var nogen ødelagte biler, på trods af lidt gnubberier hist og pist.

Andre Lotterer havde en god første omgang, og var helt oppe på P17 efter første omgang.

10 minutter inde i løbet fik Wehrlein udbremset sig i Sving 1, og mistede derved både en plads til Rowland, men også Massa. Derfor brugte han med det samme hans første Attack Mode, til at forsøge at vinde pladserne tilbage – dog uden held i første omgang.

Stoffel Vandoorne, Antonio Felix da Costa, Daniel Abt, Jose Maria Lopez og Sebastien Buemi blev stemt til at være de 5 kørere med Fan Boost denne gang.

Alexander Sims forsøgte at overhale Sebastien Buemi i Sving 1, men kunne ikke komme forbi den dobbelte Monaco Formel E vinder. Faktisk havde ingen anden kører end Buemi ført en eneste omgang i de to Formel E besøg på banen indtil nu. Det lavede Vergne så om på med det samme.

Antonio Felix da Costa lavede en af de få overhalinger i løbets første halvdel, da han overhalede Alexander Lynn. Omgangen efter, lukkede holdkammerat Sims ham også forbi, så portugiseren var oppe på P6.

Sam Bird var også på fremmarch, da han snuppede tre pladser på to omgange, ved at passere Lucas Di Grassi, Stoffel Vandoorne og Alexander Lynn.

Lynn faldt også bag Di Grassi, da brasilianeren lavede en overhaling i Havnechikanen. Lynn forsøgte at forsvare sig, men endte med at snitte autoværnet, så Robin Frijns og Mitch Evans også kom forbi.

Maximilian Günther snittede autoværnet, og skadede GEOX Dragon raceren så meget, at han ikke kunne køre videre. Det resulterede i en Full Course Yellow, for at få bilen skubbet væk, og så frontvingen fra Lynns bil.

Sam Bird & Antonio Felix da Costa
Photo: ABB FIA Formula E

Netop som løbet blev givet frit igen, var der kamp mellem Buemi og da Costa, hvor portugiseren næsten endte i muren. Det skabte lidt kø bag ham, så både Sims og Bird forsøgte at komme forbi. Der var ikke plads til Di Grassi på ydersiden, som endte i autoværnet, med ødelagt styretøj. Heldigvis kunne han selv kører bilen væk, så vi undgik FCY.

Edoardo Mortara måtte parkere bilen i pitten, efter kontakt med Jerome D’Ambrosio. Sidstnævnte kunne dog fortsætte ude på banen.

Oliver Turvey måtte også parkere bilen, efter en kontakt med Daniel Abt.

Med 12 minutter tilbage af løbet, var hverken Frijns eller Lotterer i pointene, hvilket betød at deres P1 og P2 i mesterskabet, hang i en tynd tråd.

Sam Bird fik klemt sig forbi Antonio Felix da Costa, med 10 minutter tilbage af løbet. Dermed var Bird oppe på 6. pladsen i løbet.

Mitch Evans fik overhalet Alexander Sims, med et meget sent dyk ind i Sving 1.

Vergne, Rowland, Massa og Wehrlein lå indenfor halvandet sekund af hinanden, i kampem om førstepladsen.

Monaco ePRIX 2019
Photo: ABB FIA Formula E

Robin Frijns og Alexander Sims kom i kontakt med hinanden, på vej ind i Sving 1, hvilket knækkede forhjulsophænget på den mesterskabsførendes bil. Dermed var han ude, mens Sims var ude af pointene.

Vergne var tæt på at løbe tør for strøm ude i front, og bremsede derfor hele feltet ned, så han lige nøjagtig havde strøm nok til at køre over målstregen, foran Oliver Rowland.

Massa løb tør for strøm få meter før målstregen, men havde så meget fart på, at han kunne komme over stregen med centimeter ned til Wehrlein på P4.

Sam Bird nåede aldrig at se målflaget, da han havde kontakt med barrieren i Swimming Pool Chikanen, og dermed fik en punktering på baghjulet, så han holdt strandet, ikke så langt før mål… Den mand har bare ikke noget held i år.

Jean-Eric Vergne
Photo: ABB FIA Formula E

Efter løbet var der igen gang i dommerkontoret.

Antonio Felix da Costa blev diskvalificeret fra løbet, da hans bil havde brugt over det 200kW tilladte strømforbrug på bilen. Dermed var der 0 point til BMW i Andretti køreren.

Daniel Abt fik en Drive-through straf for at have ramt Oliver Turvey, så Turvey måtte udgå. Den straf blev konverteret til en 33 sekunders straf, så han mistede P7, og i stedet fik P15.

Alexander Sims skal 5 pladser tilbage på startgridden næste gang, da han blev dømt som ansvarlig for uheldet, hvor Di Grassi udgik.

Robin Frijns skal også 5 pladser tilbage, da han blev anset som ansvarlig for uheldet, hvor han selv udgik.

Løbsvinder Jean-Eric Vergne fik en bøde på 5000 Euro for at løsne selerne på omgangen efter målflaget. FIA ser meget seriøst på sikkerheden i racerløb, og vil derfor ikke have at folk tager seler, handsker, hjelm eller andet af, inden at de er tilbage i Parc Ferme.

Så efter alle de straffe til højre og venstre, er Jean-Eric Vergne ny mesterskabsførende, et point foran Andre Lotterer. Robin Frijns er kun 5 point længere bagude, mens Antonio Felix da Costa og Lucas Di Grassi har 11 point op til top-3.

DS Techeetah fører også Teammesterskabet, med Envision Virgin Racing, Audi Sport Abt Schaeffler og Mahindra Racing på de efterfølgende pladser.

Holdene skal blot vente to uger, inden at der er ABB FIA Formula E Championship igen – den 25. maj 2019 køres der på gaderne i Berlin.

Relaterede nyheder