Spændende kvalifikation på Monza

Kvalifikationen til årets anden European Le Mans Series løb, blev kørt på en overskyet men tør Autodromo Nazionale di Monza i Italien.

Kvalifikationen i ELMS er en helt klassisk version, med 1 kører per bil, og 10 minutter til de forskellige klasser, til at få sat tiderne i.

Først skulle de 8 GTE biler på banen.

Proton Competition Porsche #88 var desværre ikke med denne gang, men det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra teamet om præcis hvorfor at holdet kun har #77 til start denne weekend.

Team Project 1 Porsche #56 var den første til at sætte en hurtig tid i kvalifikationen.

Der var dog også adskillige hold som fik fjernet tiderne igen, da de havde problemer med track limits i Sving 7, hvilket også kendes som Lesmo 2. En af kørerne som fik et par tider slettet var Michelle Gatting, som havde fået æren af at kvalificere Kessel Racing Ferrari #83.

Matteo Cairoli i Dempsey – Proton Racing Porsche #77 blev snuppet to gange, inden at det lykkedes ham at sætte en suveræn Pole Position foran Team Project 1 med Jörg Bergmeister og Matt Griffin i Spirit of Race Ferrari #55.

Gatting fik ikke mindre end 4 af hendes 6 omgange slettet på grund af track limits, så det rakte desværre kun til P8 i klassen.

Nicklas Nielsen måtte kigge på fra garagen, da holdkammerat Alessandro Pier Guidi i Luzich Racing Ferrari #51 kørte kvalifikation. Det blev dog ikke til mere end P6 for holdet.

Der var dog også succesballast i spil i GTE klassen, så Luzich Racing Ferrari #51 havde 30kg ekstra med for sejren i Paul Ricard, Kessel Racing #83 20kg og Dempsey – Proton Racing Porsche #77 med 10 kg. Så det var måske også lidt af forklaringen på hvorfor at #51 kvalificerede P6 og #83 på P8. Men så er det blot endnu mere imponerende at #77 tog Pole med 10 kg.

Dempsey – Proton Racing Porsche #77
Photo: JJ Media

Skyerne trak mere og mere sammen, da de 14 LMP3 biler skulle ud til deres 10 minutters kval.

Her var der også straffe til en hel stribe biler for track limits, men M Racing #19 var hurtigste bil til at køre en fejlfri omgang, efterfulgt af Nielsen Racing #7 og Ultimate #17.

Der var dog stadig flere som ville snakke med omkring Pole, så tiderne blev ved med at falde igen og igen. Men det endte alligevel med at blive Lucas Legeret i M Racing Norma #19 på Pole Position foran Nielsen Racing Norma #7 med Colin Noble og Damiano Fioravanti i Oregon Team Norma #10. Kan I se en trend? Faktisk var det Norma 1, 2, 3, 4 og 5, inden det resterende felt bestående af Ligier racere kom. United Autosports #2 med Wayne Boyd var hurtigste Ligier JS P3 på P6.

Mikkel Jensen og Eurointernational holdet sad over i kvalifikationen, så de satte slet ikke nogen tid.

RLR MSport #15 med Christian Stubbe Olsen, Martin Vedel og Martin Rich kvalificerede sig som 7’er i LMP3 klassen.

M Racing #19
Photo: JJ Media

Det 19 bils store LMP2 felt var hurtigte til at komme ud på banen. Denne gang havde de 18 sædvanlige biler fået følgeskab af Cetilar Racing Villorba Corse #47, som opvarmning til deres 24 timers løb på Le Mans.

Filipe Albuquerque lavede en utraditionel kørefejl i Sving 4, hvor han fik bremset lidt for sent i United Autosports #22, og måtte taget afkørselsarealet til brug – heldigvis uden at ramme noget.

Cool Racing #37 var det første til at sætte en hurtig tid i kvalifikationen, og fik lov til at beholde tiden, modsat bl.a. IDEC Sport #27, Inter Europol Competition #34 og Graff #39.

Holdene blev dog ved med at presse på, hvor de håbede på at få den ultimative flyvende omgang. Især Norman Nato var flyvende.

Den franske “reserve” hos G-Drive Racing #26 var på en flyvende omgang, som måske havde været god nok til Pole Position – hvis ikke Nicolas Jamin i Duqueine Engineering #30 var kørt af i udgangen af Variante Ascari chikanen, for fuld hammer. Heldigvis kunne han selv stige ud af bilen, og Tecpro barrieren så ud til at have taget godt fra, så bilen kun manglede højre forhjulsophæng samt snuden på bilen.

Cool Racing #37
Photo: JJ Media

Men kvalifikationen blev ikke startet igen, da der blot var 15 sekunder tilbage på uret.

Så Cool Racing #37 med Nicolas Lapierre tog Pole Position foran G-Drive Racing #26 med Norman Nato og Paul Loup Chatin i IDEC Sport #28.

High Class Racing med Anders Fjordbach bag rattet, og Dennis Andersen i garagen, fik kvalificeret sig ind på 14. pladsen, med 1,4 sekunder op til den hurtigste bil. Så de ser ikke ud til at have ramt opsætningen denne weekend, da træningerne heller ikke har været for hurtige.

Nu har holdene næsten 24 timer til at få bilerne gjort klar til ræset, som starter søndag klokken 12.00.

Relaterede nyheder