Hollændere med andre Le Mans farver og nye planer

Racing Team Nederland #29 drager til 24 timers løbet i Le Mans med lidt andre farver på bilen, og nye planer til den kommende sæson.

Holdet har altid haft gul og sort i grundfarverne, men ejer Frits van Eerd har valgt at ændre lidt på sammensætningen af dem.

Han er kæmpe Formel 1 fan, og har adskillige tidligere Formel 1 biler i hans private samling, som han også nogle gange kører i. Passionen har også nogle gange ført til sponsorater af hold, hvor der sat hollandske kørere i bilen, hvor Jumbo logoerne har været fremtrædende.

Men inspirationen stammer fra Minardi M192 Formel 1 raceren. Gian Carlo Minardi er god ven af van Eerd, og har derfor givet ham lov til at male Dallara P217 raceren med det samme design.

Racing Team Nederland #29
Photo: Racing Team Nederland

2019 udgaven af Le Mans løbet bliver samtidig den sidste for den bil, da holdet har indgået en aftale med TDS Racing omkring driften af en ORECA 07 Gibson LMP2 racer i FIA WEC 2019/20 sæsonen, som starter i september på Silverstone, og slutter på Le Mans in juni 2020. Dermed er kun Dallara modellen kun aktiv med Cetilar Racing i FIA WEC, Carlin i European Le Mans Series samt High Class Racing i Asian Le Mans Series, medmindre at der er andre hold som køber en bil. Bilmodellen har dog aldrig rigtig fungeret, og har haft problemer med aerodynamikken siden den blev introduceret i 2017 – og selvom fabrikanten fik lov til at opgradere det forud for 2018 sæsonen, kniber det stadig med at bilmodellen kan følge med, uanset hvilket hold der driver den.

TDS Racing har stor erfaring og succes med ORECA 07 modellen, som de kører med under eget navn i FIA WEC, men også under G-Drive navnet i ELMS samt til 24 timers løbet på Le Mans. Indtil videre har G-Drive Racing været på podiet i alle tre løb, som de har kørt i 2019, inklusiv en sejr i sidste weekend på Monza i ELMS.

Racing Team Nederland holder fast i de tre kørere til både Le Mans, men også 2019/20 sæsonen – Frits van Eerd, Nyck de Vries og Giedo van der Garde. De indtager aktuelt 5. pladsen i teammesterskabet, mens van Eerd og van der Garde indtager 6. pladsen i kørernes mesterskab. Grunden til at de Vries ikke har det samme pointantal er at Jan Lammers kørte Spa og Le Mans 2018, inden han overlod sædet til de Vries.

Lammers kommer dog også til start på Le Mans 2019, hvor han skal deltage i Road to Le Mans løbet – og så har han også hans nye rolle omkring det nyligt annoncerede Hollandske Formel 1 Grand Prix på Zandvoort i 2020.

Le Mans testdagen køres den 2. juni, inden løbet køres den 15.-16. juni 2019.

Relaterede nyheder