Tæt ræs mellem autoværnet

2019 sæsonens anden afdeling af Porsche Mobil 1 Supercup blev kørt på gaderne i Monaco.

Michael Ammermüller startede fra Pole Position foran Mikkel Overgaard Pedersen, Larry ten Voorde og Florian Latorre. Oprindelig havde ten Voorde Pole, men hollænderen havde sat den hurtigste tid under gul flagzone, og måtte derfor tilbage på P3, til hans næstbedste men lovlige omgang.

Starten gik usandsynligt problemfrit, hvor der slet ikke var nogen kørere i problemer gennem de første sving, hvilket er meget unormalt for PMSC i Monaco.

Michael Ammermüller, Mikkel Overgaard Pedersen, Larry ten Voorde
Photo: Porsche Motorsport

Ammermüller og Pedersen stak afsted ude i front, med et to sekunders hul ned til ten Voorde, som selv havde et hul på et sekund ned til Latorre i P4.

Første problem kom på 9. omgang, hvor Michael Verhagen selv spandt rundt i Rascasse svinget, men fik selv bilen manøvreret tilbage til pitten.

Pedersen lagde hårdt pres på Ammermüller, men kunne ikke rigtig komme tæt nok på, til at sætte et rigtigt forsøg ind.

Dylan Pereira bankede selv i muren efter 10 omgange i Sainte Devote, da han kom alt for hurtigt gennem svinget, og først tabte bagenden, forsøgte at korrigere, og derefter røg på tværs af banen, og bankede ind i autoværnet med højre side af bilen. Han kom lidt op ad bakken, men måtte parkere bilen – og udløse en Safety Car.

Dylan Pereira
Photo: Porsche Motorsport

Efter en hurtig oprydning, blev løbet givet frit igen.

Mikkel O. lå helt oppe under bagvingen af den forsvarende PMSC mester Ammermüller, men en ting er at være oppe ved en konkurrent, men noget helt andet er at passere ham, på den smalle bane i Monaco.

Joey Mawson spandt selv i Rascasse svinget på den næstsidste omgang, men kom videre – efter kortvarigt at have blokeret for Gianmarco Quaresmini.

Michael Ammermüller vandt løbet foran Mikkel Overgaard Pedersen og Larry ten Voorde.

Marius Nakken
Photo: Porsche Motorsport

Sejren var den 8. for Ammermüller, mens det var første gang at Pedersen var på et Porsche Mobil 1 Supercup podie.

Michael Ammermüller fører mesterskabet foran Ayhancan Güven, Julien Andlauer og Mikkel O. Pedersen. Güven og Andlauer sluttede løbet på henholdsvis 5. og 7. pladsen i dagens løb.

Den næste afdeling af PMSC køres om en måned på Red Bull Ring i Østrig.

Relaterede nyheder